[b]Et rigtigt tømmermænds-manus[/b]

Så er den gal igen. Endnu et bryllup skal stå, og endnu en polterabend vanker for de fire uheldige og umage gutter Stu, Phil, Doug og Alan, der måtte så grueligt meget igennem i “Tømmermænd i Vegas” fra 2009. Denne gang er festlighederne rykket til billedskønne Thailand, hvor Bangkoks mørke gyder og lurvede ladyboys-barer er centrum for endnu en vild nat med kollektivt blackout. Forudsigeligt? Ja. Opfindsomt? Nej.

Den regelrette tandlæge Stu (Ed Helms) skal giftes. I Thailand. Så han tror, polterabenden kan overstås let og elegant hjemme i staterne med lidt morgenmad og et glas juice på den lokale pandekagerestaurant. Han ved jo, hvor galt det gik sidst, da vennen Dougs polterabend i Las Vegas udviklede sig i en noget uheldig retning. Det skal Stu ikke have noget af. Men før han får set sig om, er vennerne, inklusive Dougs døgenigt af en svoger Alan (Zach Galifianakis), på vej med kurs mod Thailand. En enkelt øl på stranden to dage før brylluppet kan vel ikke skade? Og dog. Næste dag vågner Stu, Phil og Alan op på et brunt, snasket Bangkok-hotel uden den mindste anelse om, hvordan de er havnet der. Minus brudens lillebror plus hans afskårne finger og Stu med en spritny tatovering lige i fjæset – [i]tribal style[/i].

Alt er så at sige ved det gamle for Alans selvudnævnte “Wolf Pack”. Endnu et hukommelsestab foranlediget af store mængder alkohol, kokain og hemmelige ingredienser, endnu en forsvunden brudegæst (denne gang brudens 16-årige lillebror i stedet for brudgommen selv), endnu en manglende kropsdel (finger i stedet for tand) og endnu et vildt dyr på hotelværelset (abe i stedet for tiger). Læg dertil genkomsten af både den gakkede smågangster Mr. Chow [i]og[/i] Mike Tyson. Det manuskript kan ikke have været svært at skrive.

Forduftet er den friskhed og generelt overrumplende og ikke mindst overraskende tone, som “Tømmermænd i Vegas” klarede sig så fint i hus på. Og desværre må vi undvære Heather Graham, der trods alt tilførte den første film lidt feminin charme. For i Bangkok er kvinderne ikke engang kvinder, hvilket den brogede ulveflok selvfølgelig stifter pinagtigt bekendtskab med undervejs. Og publikum får selvfølgelig også selv syn for sagen i en meget direkte nøgenscene, der nok skal give genlyd i diskussionerne på vej ud af biografens mørke. Scenerne fra Bangkoks beskidte gader og lurvede stræder er i det hele taget overraskende kulørt indfanget af fotograf Lawrence Sher, der tilfører “Tømmermænd i Thailand” den helt rette stemning af “farlig by, hvor alt kan ske”.

Zach Galifianakis, der stjal billedet som den usoignerede og socialt utilpassede Alan i den første film, fortsætter fortrinligt, hvor han slap. Hans portræt af den stadig hjemmeboende rigmandssøn med Wrestlingfigurer og Billy Joel-plakater på værelset har kant og er lige tilpas syret nok til, at man har lyst til at følge ham fra start til slut. Ed Helms’ uheldige Stu bliver dog en kende for skinger i denne omgang, mens hverken Bradley Coopers flødefjæs eller Justin Barthas kønsløse Doug fremkalder de store grin. Ikke engang Paul Giamattis bidrag i en tynd birolle er værd at skrive hjem om.