Det lyder som en svær øvelse sådan at filmatisere en forlystelse, men sidst Disney forsøgte, lagde de grunden til en millionsælgende Pirates-franchise, hvis femte film kommer til næste år. Og når man kan lave en medrivende fortælling på en vandrutsjebane med gummifigurer og krudtrøg, så er der vel også stort potentiale i fremtidsbyen Tomorrowland? Desværre for instruktør Brad Bird, kan selv hans samlede arsenal af jetpacks og rumraketter ikke løfte en tøffende historie.
[image=86457]
Præmissen er, at alle verdens genier har åbnet en anden dimension, hvor kun de vildeste tænkere får lov til at komme med. Krig, katastrofer og vores generelle respektløshed over for jordkloden har gjort, at døren nu er lukket. “Tomorrowland: A World Beyond” følger den sidste robot, der stadig prøver at hverve nye drømmere. Måske fordi den har set, at videnskabsmændene på den her side egentlig er ret fremsynede. Det kan godt være, vi brokker os over nemID og dårligt 3G, men siden Tesla, Edison og Jules Verne åbnede en interdimensional port i toppen af Eiffeltårnet i det 19. århundrede, er Tomorrowland kun nået til barnevognen uden hjul.
[image=86458]
Historien får det hele med i hastige klip. Arbejdsløse fædre, uduelige robotter forklædt som tegneserie-geeks og så en lille smule mere. Det føles langt og overfortalt, så selv om flere af scenerne har visuel schwung daler energien temmelig konstant. Hugh Lauries ‘skurk’ virker umotiveret, og hans hær af glatte androider mangler farlighed. Så kan IMAX-billederne være nok så imponerende, de her karakterer bliver ikke flerdimensionelle. Men hvis de selv kan holde den slutning ud, så gider jeg egentlig heller ikke lære dem bedre at kende.
[image=86454]