[b]Anonymt actionbrag[/b]

Kald mig bare tosset, men jeg så faktisk frem til Len Wisemans “Total Recall”-remake. Jovist, den oprindelige “Total Recall” fra 1990 (eller “Sidste udkald”, som filmen jo hedder på dansk) er stadig pokkers underholdende, især takket være dens vidunderligt overgearede action, spydige humor og Arnold Schwarzeneggers kolossale karisma. Men selvom Paul Verhoevens actionbrag havde et større intellekt end den gennemsnitlige 90’er-actionfilm, så havde den hollandske instruktør angiveligt kun gnasket på [i]overfladen[/i] af alt det kød, der lå på forlægget: Philip K. Dicks novelle “We Can Remember It for You Wholesale”. Så jeg krydsede fingre for, at Wiseman ville grave et par spadestik længere ned i Dicks skriverier og gå i en helt anden retning end Verhoevenen med sin filmatisering. Dicks idérigdom og Wisemans flair for solid action (“Underworld”, “Die Hard 4.0”) lignede på papiret en smuk kombination.

Desværre skuffer “Total Recall” anno 2012 – mest af alt, fordi den åbenbart er mere opsat på at vandre i sin forgængers fodspor end på at finde sin helt egen sti. Jovist, i Wisemans film rejser karaktererne aldrig til Mars, og billedsiden har mere tilfælles med “Blade Runner” end “Sidste udkald”, men forskellene er generelt minimale. Rollerne hedder det samme, historien har de samme twists, mange scener går igen (lige fra korte øjeblikke til komplette sekvenser), og selv originalens muterede callgirl med de tre bryster dukker op igen og fyrer sin klassiske oneliner af: [i]”Du vil ønske, at du havde tre hænder, skatter!”[/i]

Wiseman stiler dog tydeligvis efter at levere en mere seriøs affære end Verhoeven, så han dræner praktisk talt filmen for den selvironi, der var med til at gøre originalen så fornøjelig. Et dristigt træk, jovist, men desværre har Wiseman ikke noget godt i ærmet til at udfylde det vakuum, der efterlades af den manglende humor. Hvor de ofte overlagt overgearede præstationer, brogede bifigurer og Schwarzeneggers vittige bemærkninger ([i]”see you at the party, Richter!”[/i]) var store plusser i “Sidste udkald”, så fremstår den nye “Total Recall” som en film, der tager sig selv alt for højtidelig og sjældent har det sjovt med at fortælle sin egen og (trods alt) temmelig forrykte fortælling, hvorfor det som tilskuer også bliver svært at more sig.

Irske Colin Farrell har her rollen, som det østrigske muskelbundt havde i originalen: Han spiller Douglas Quaid – en maskinarbejder, der ofte har mareridt, hvori han flygter fra skarpskydende robotter sammen med en fremmed kvinde (Jessica Biel). Både Quaids kone (Kate Beckinsale, Wisemans hustru) og bedste ven (Bokeem Woodbine) afskriver drømmene som flyvske fantasier, men han bliver alligevel fristet til at besøge selskabet Rekall (hvor chefen spilles af en dejligt sprælsk John Cho), så han kan udleve drømmen om at være en adræt actionhelt. For hos Rekall kan de indsætte kunstige minder i knolden, så man får en unik oplevelse uden nogensinde at forlade stolen og computerne hos Rekall.

Men noget går galt under processen, en række soldater trænger pludseligt ind og beskyder alt og alle, og en febrilsk, forvirret Quaid nedkæmper basserne egenhændigt og flygter hjem til konen, som prompte forsøger at dræbe ham. Hvad katten foregår der? Er Quaid i virkeligheden en futuristisk Jason Bourne? En toptrænet soldat med hukommelsestab? Eller sidder han stadig i stolen hos Rekall og drømmer det hele? Som Quaid selv siger (endnu en af originalens berømte replikker): [i]”Hvis jeg ikke er mig, hvem fanden er jeg så?”[/i]

Skillelinjen mellem virkeligheden og fantasien, som var et fascinerende kerneelement i “Sidste udkald”, granskes næsten aldrig i “Total Recall”. Men det er ikke det eneste, filmen savner. Langt de fleste figurer træder aldrig i karakter. Bryan Cranston fra “Breaking Bad” er god som altid, men han har næsten intet at arbejde med i rollen som den magtsyge diktator Cohaagen, og både Jessica Biels heltinde og Bill Nighys oprørsleder virker som eftertanker. Farrell er dog uhyre veloplagt, og hans entusiasme smitter endda til tider. Actionscenerne er også godt skruet sammen – især sekvensen hos Rekall, hvor kameraet flyver lynhurtigt frem og tilbage via en række fastmonterede spor, hvilket giver scenen en helt særlig, visuel dynamik. Men selvom “Total Recall” glimtvis er underholdende og aldrig er decideret kedelig, så føles den i sidste ende bare som en destilleret udgave af “Sidste udkald”.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. En splinterny og dyr sci-fi-film som “Total Recall” bør se fantastisk ud i HD, og det gør den også. Der er ikke ét tilnærmelsesvis sløret billede, jeg bemærkede aldrig edge-enhancement eller banding, og de generelt jordnære og nedtonede farver gengives perfekt. Visuelt er “Total Recall” en meget dunkel film, der hovedsageligt foregår om natten eller i skumle, skyggefulde lokaler og korridorer, men ingen detaljer går nogensinde tabt i mørket. Bedst af alt: Transferet har en appetitlig, celluloidagtig tekstur. Det er noget af en bedrift, når nu filmen blev skudt digitalt og rummer så mange computergenererede baggrunde og effekter.

[b]Audio[/b]

Dolby TrueHD 5.1-lydsporet er nøjagtig lige så fremragende som transferet. Filmens fremtidsunivers summer af liv, og det kan mærkes på den enormt gennemførte lydside. Alt fra flyvende biler til fjern gadeaktivitet optræder jævnligt i de forskellige kanaler, uden at man nogensinde føler, at man drukner i overflødige lydeffekter. Hver eneste replik kommer klokkeklart igennem, og panoreringerne fungerer fortrinligt – når bilerne og togene kører forbi kameraet, føles det vitterligt, som om de farer forbi sofaen i hjemmebiografen. Subwooferen giver også både lydeffekterne og musikken ekstra punch, og nu vi taler om Harry Gregson-Williams’ score, så folder det sig i øvrigt fornemt ud over hele kanalnetværket. Et glimrende mix.

[b]Ekstramateriale[/b]

På Blu-ray medfølger en forlænget Director’s Cut-udgave af filmen, som er 12 minutter længere end biografversionen. Ud over at rumme en masse korte øjeblikke og replikker her og der, indeholder denne alternative version også en mindre birollepræstation af selveste Ethan Hawke, som er del af et mindre sideplot, der blev slettet fra biografudgaven, og som faktisk giver historien en smule mere slagkraft og sammenhæng, men som dog ikke styrker filmen så meget, at den fortjener en højere placering på karakterskalaen.

Udgivelsen huser to skiver. Selve filmen ligger på disk 1, og der er blevet produceret et fornemt video-kommentarspor, som, mens filmen kører, disker op med en masse tekstlige anekdoter, storyboards og relevante interviews med filmmagerne og skuespillerne. Indimellem går der nogle minutter imellem klippene, men der leveres mange interessante anekdoter om alt fra kostumerne og kulisserne til filmens stunts og musik. Instruktøren Len Wiseman har også indtalt et almindeligt lyd-kommentarspor til den forlængede udgave af filmen, og han lægger godt ud med at nedsable alle de kedelige kommentarspor, hvor deltagerne blot opremser det, der foregår i filmen. Wiseman er velformuleret, tager kun få pauser og argumenterer godt for sine beslutninger. Hvis man kunne lide filmen, bør man lytte til Wisemans kommentarspor. Han forklarer dog aldrig sin overdrevne brug af [i]lens flares[/i].

På disk 2 er der otte minutters muntre fraklip, ni dokumentarer (samlet varighed: ca. 33 min.) og i alt fem korte, computerskabte sekvenser (samlet varighed: ca. 26 min.), der viser, hvad filmmagerne havde i tankerne, før de indspillede scenerne. Klippene appellerer nok først og fremmest til folk med interesse i computeranimation. Dokumentarerne fokuserer på filmens computereffekter og skuespillere, mens den bedste i bunken, “Science Fiction vs. Science Fact”, indeholder et spændende interview med fysikprofessoren Michio Kaku, som diskuterer, hvor tæt fiktionen i “Total Recall” læner sig op ad den potentielle, fremtidige virkelighed. Interessant og også en anelse skræmmende.

Hvis man har en PS3, får man i øvrigt adgang til en demoudgave af spillet “God of War: Ascension” via en medfølgende kode til PSN. Jeg er fan af “God of War”-serien, så det satte jeg i hvert fald pris på. Det et dog irriterende, at der ikke er nogen tekst på diskene, hvorfor man er nødt til at gætte sig frem til, hvilken der indeholder hvad.