[b]Den tynde linje mellem filosofi og action[/b]

I den oprindelige “Sidste udkald” fra 1990 kæmper hovedrolleindehaveren Arnold Schwarzenegger på et tidspunkt med filmens hovedskurk, Richter (spring eventuelt denne paragraf over, hvis du endnu ikke har set Paul Verhoevens gemytlige sci-fi-actionbrag). Denne modbydelige slyngel har tidligere sarkastisk inviteret Arnold til en fest, men Arnold er undsluppet og kæmper nu med sin fjende i en elevator. Men så ser han pludseligt sit snit til sejr, svinger Richter ud af liften og ser på, mens skurkens arme bliver revet af. Da Richter falder ned i afgrunden, råber Arnold [i]”vi ses til festen, Richter!”[/i] Herligt. I genindspilningen, “Total Recall” (som også var originalens originaltitel), er Richter bare én robot ud af mange, der er ingen mindeværdige [i]oneliners[/i], og alt er pænt, rent og også en smule karakterløst.

Sammenligningen mellem de to scener siger en del om den nye “Total Recall”. Hvor den første havde sine skønhedsfejl og i den grad var et produkt af sin tid, er den nye flottere, mere elegant og meget kedeligere. Handlingen er som før: Douglas Quaid (Arnolds gamle rolle, som her spilles af irske Colin Farrell) går rundt og keder sig i sit hjem med sin smukke kone (Kate Beckinsale), et job på en fabrik og en lejlighed i et halvskummelt område. Men en dag tager han til firmaet Rekall, der hævder at kunne levere en herlig oplevelse ved at implantere nogle falske, men spændende minder i hjernen – en slags virkelighedstro dagdrøm. Men noget går galt, og pludseligt udvikler den kunstige drøm sig til et ægte mareridt, da Douglas erfarer, at han åbenbart er en hjernevasket spion for en antiautoritær undergrundsbevægelse, som nu jages af Gud og hvermand. Spørgsmålet er bare, om dét nu også er sandheden, eller om det bare er Rekall, der spiller ham et puds.

Farrell er en af de bedste ting ved den nye “Total Recall”. Han er fuldstændig troværdig som Douglas Quaid, der pludseligt må forholde sig til sin nye identitet. Farrell har både en fysik og et af de der særlige ansigter, der lige så godt kunne tilhøre en fabriksarbejder som en spion. Men i rollerne som henholdsvis den onde Lori og den godhjertede Melina kan hverken Beckinsale eller Jessica Biel hamle op med originalens hovedskuespillerinder, Sharon Stone og Rachel Ticotin. I 1990-udgaven var hverken Lori eller Melina de anonyme, kvindelige påhæng, som de er i denne 2012-udgave – de havde tværtimod nerve og en selvsikkerhed, der gjorde dem interessante at følge. Men de forcer mangler både Biel og i særdeleshed Beckinsale, som spilder hele sin spilletid på blot at stirre ondt og vifte med håret.

Filmens kvindelige karakterer er altså ikke imponerende, men det er filmens look derimod. At instruktøren Len Wiseman (i øvrigt Beckinsales husbond) har en fortid i scenografi på film som “Independence Day” og “Stargate” viser sig da også tydeligt, når Douglas Quaid spæner rundt i fremtidens storbyer, der alle har den helt rette undertone af tom håbløshed. Hvis bare der havde været lige så meget kød på historien som filmens æstetik, havde den formentlig været en helt anden og mere interessant oplevelse.

Men det er desværre ikke tilfældet, og i modsætning til originalen rummer Wisemans “Total Recall” ikke mange undertoner – tværtimod er filmen nærmest overbebyrdet med actionscener, der sommetider virker ganske endeløse. Og hvor virkelighed kontra illusion var et centralt tema i “Sidste udkald”, som tilmed bad publikum om at bedømme, hvad der var hvad, har “Total Recall” langt mindre tiltro til sine tilskuerens intelligens. Her er Wiseman mere interesseret i eksplosioner og skudsalver, og det hele er indhyllet i en overfladisk omgang lommefilosofi, der skal få filmen til at fremstå som dét, den absolut ikke er: Dyb. Man savner virkelig originalens tvetydighed og kløgt.