[b]Se Venedig og dø[/b]

Et af ofrene for Ricky Gervais’ ekstremt underholdende tale ved Golden Globe-ceremonien var “The Tourist”, som han drillede med dens endimensionelle persongalleri… men så tilføjede beroligende, at han i lighed med alle andre jo naturligvis ikke havde set den. Nu er “The Tourist” så kommet til Danmark, og vi kan ved selvsyn konstatere, at Gervais ikke gik glip af noget særligt.

Alting ser ellers lovende ud ved første øjekast. At tilbringe halvanden time i selskab med fotogene Johnny Depp og Angelina Jolie i det lige så fotogene Venedig lyder ikke som et dårligt bud på underholdning, og når der nu lægges op til en omgang kulørt romance og spændende intriger, burde succesen være så godt som hjemme.

Hele herligheden starter, da den amerikanske matematiklærer Frank Tupelo – spillet af Depp – tager på ferie. På vej i toget mod Venedig støder han imidlertid ind i den underskønne og hemmelighedsfulde Elise i skikkelse af Angelina Jolie, og de to indleder hurtigt en noget uventet affære af en slags. Idyllen kommer dog til en brat ende, da Frank vågner alene op på hotelværelset, og to bevæbnede skurke tilsyndeladende forsøger at komme ham til livs. Det viser sig, at en lyssky svindler ved navn Alexander Pearce er forsvundet med en hulens masse penge og nu eftersøges af både Interpol og mafiaen, og uheldigvis tror begge parter øjensynligt, at stakkels Frank i virkeligheden er Alexander Pearce.

Film som “Charade” og “Menneskejagt” har tydeligvis været et forbillede for “The Tourist”, der ligesom dem forsøger på at skabe en tilbagelænet spændingsfilm med en bid romance og sex-appeal smidt oveni. Retro-kortet spilles fra første billede, men til trods for forsøgene udebliver forbilledernes sofistikerede charme, og man fornemmer hurtigt i stedet, hvordan hele balladen overdynges med en følelse af kunstig forlorenhed. Plottet er selvsagt ligegyldigt – hvilket ikke i sig selv er noget problem for film af denne type – men selvom man forventer en noget klichefyldt affære, føles det alligevel næsten som en slags guidet tur, hvori vi præsenteres for en endeløs række af velkendte scener, der alle har det tilfælles, at de tidligere har været brugt i bedre film.

Det største problem er dog på skuespilfronten, hvor et eller andet er gået fuldstændig galt i personinstruktionen. Depp går gennem filmen med en besynderlig fraværende mine og virker sært upåvirket af begivenhederne. Selv forfulgt af en sværm af kugler kan han end ikke ophidses nok til at hæve stemmen. Det hjælper ikke på sagerne, at der er absolut nul kemi mellem ham og Jolie, som for sin del ikke bringer andet end et underligt selvtilfreds smil til historien. Det skal forestille, at hun bliver tiltagende charmeret af Frank gennem filmen, men hun virker snarere som en, der morer sig en smule over ham, hvilket sådan set heller ikke kan undre. Da Eva Marie Saint sukkede efter Cary Grant i “Menneskejagt”, forstod man det til fulde, men hvorfor nogen skulle blive forelsket i denne dødbider forbliver en gåde – uanset om han så har Johnny Depps udseende eller ej.