[b]Mit liv som kludehoved[/b]

Den amerikanske teaterforfatter Alan Ball var hjernen bag nyklassikeren “American Beauty”, der for knap ti år siden henrykkede generationer. Men han står også bag den nyere “Towelhead”, og det mærkes helt ud i fingerspidserne. For skabelonen er ud over de tilsatte anstrøg af fordomme og racisme en tro kopi af sin velansete forgænger, og traditionen tro handler det om at tage temperaturen på det betændte og moderne samfund i USA på godt, men mest på ondt.

Deraf kommer navnet “Towelhead”, der i dansk tale og skrift har fået det ikke helt så dækkende ‘kludehoved’. Det refererer nemlig til det nedsættende og racistiske udtryk, som filmens hovedperson Jasira gang på gang udsættes for. Hun befinder sig i begyndelsen af teenageårene, hvor hormonerne raser, og det er ikke noget, det mødrene ophav forstår at tackle. Slet ikke da morens kæreste i hendes optik gør tilnærmelser til steddatteren. Jasira bliver derfor sendt til Texas for at bo hos sin strenge, muslimske far med mellemøstlig baggrund. Og her er kimen så lagt til et underholdende drama, hvor faderen får overordentligt svært ved at forholde sig til datterens pubertet, blomstrende seksualitet og søgen efter erotisk ladede udskejelser.

Skal Alan Balls ord tages for pålydende, skal dårligdommene og det dysfunktionelle findes i familiestrukturerne, hvad enten det er kernefamilien eller den mere moderne skilsmissefamilie. Under den polerede og perfekte overflade lever råddenskaben i bedste velgående. Scenariet udspiller sig i starthalvfemserne, hvor den amerikanske præsident stadig hed George Bush senior, og hvor samme rustede sig til den første Golf-krig. Tiden var tydeligvis en anden og trods paradokset med den verserende krig mere uskyldig. Ikke mindst set med et barns øjne. For hvorom alting er, så befinder trettenårige Jasira sig stadig på barndommens øverste trappetrin og forstår ikke omverdenens forargede reaktioner, når hun bladrer frejdigt i naboens mandeblade, eller når hun gør tilnærmelser til samme, alt imens hun babysitter dennes egen søn.

For en film som “Towelhead” er det tvingende nødvendigt med bundsolide skuespilpræstationer, og dem får vi heldigvis også. Alligevel har filmen det åbenlyst svært med at løsrive sig fra skyggen af sin mondæne forgænger, “American Beauty”. Visuelt er det dunkle udtryk en force og underbygger på det kraftigste, at dramaet og det fordækte udspiller sig, når vi er inde bag hjemmets fire tillukkede vægge. Og for at det hele ikke skal blive alt for trykket og depraverende, er humoren et lifligt om end galgenhumoristisk supplement. Absurditeterne står nemlig i kø for at blive eksekveret, og det giver filmen sin rette substans.

“Towelhead” er befolket med særegne og ligefremme personligheder, men mod forventning er det ikke filmens hovedaktør, der er mest interessant. Det er derimod Jasiras muslimske far, Rifat Maroun, der åh så gerne vil være vaskeægte amerikansk statsborger og derfor gør alt for at efterleve den drøm. Han viser sin entusiasme ved at kippe med det amerikanske flag, når amerikanerne går i krig i hans gamle hjemland, og når han hele tiden roder rundt med sin nye amerikanske kæreste, primært uden for fortællingens ramme. Derfor får vi kun i små glimt lov til at opleve, hvordan det i Balls optik er, når en tilflytter skal gebærde sig i et nyt land og forholde sig til fordomme, racisme og anderledes traditioner.

Spørgsmålet er, om ikke tiden er løbet lidt fra postmodernistiske film, der skal vise, at kernefamiliens tid er forbi, og samfundet i øvrigt er sendt til tælling. Ingen har tid til deres børn i dag, fordi maskineriet kører hurtigere og hurtigere. Det ved vi godt. Det moderne og fragmenterede liv sætter uundgåeligt sine begrænsninger. Men derudover fortæller “Towelhead” ikke meget andet, end at mænd kun har sex på hjernen. Også den tematik er blevet behandlet i både bedre og mere nærværende doser. “Towelhead” skal ikke tages for mere, end hvad den er. En jævnt underholdende film i veltilpassede glimt, men som helhed ret ligegyldig.

[b]Video[/b]

Filmen præsenteres i et anamorphic widescreen 2.40:1-format, som er skarpt og indbydende. Der er ikke tilfælde af hverken edge-enhancement eller udtværinger, mens digitale forstyrrelser i mindre grad indfinder sig. De meget dunkle visuelle sider præges i øvrigt af en solid farvetemperatur og tilsvarende stabil kontrast.

På lydsiden fås det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, der byder på en tydelig dialog blottet for overstyringer af nogen art. Underneden er underlægningsmusikken, som kan tilskrives Thomas Newman, der også skabte lydkulisserne til “American Beauty”. Det kan godt høres i nærværende film, selv om resultatet her ikke er helt så frugtbart. Også atmosfæren skaber et godt fundament og suppleres af enkelte distinkte effektlyde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Filmen suppleres af to længerevarende symposier, hvor et udvalgt panel – blandt andet bestående af instruktør og manuskriptforfatter Alan Ball, bogforlæggets forfatter Alicia Erian, et par af skuespillerne samt relevante vejledere inden for socialforsorgen – ytrer holdninger til filmen og ikke mindst dens tema om børn og unges rettigheder, integration, racisme og uddannelse. Måske interessant, hvis filmen skal bruges i undervisningssammenhæng. Men set i en bredere kontekst havde andet materiale nok været at foretrække.