Toy Story 5 adresserer endelig den ulmende, eksistentielle digitale trussel mod legetøj. Når det er bedst, er det rørende og sjovt. Når det er værst, smager det af gammel vin på nye flasker.

Det skabte stor debat og gav anledning til noget harme, da Mette Frederiksen under valgkampen sagde, at hun hellere ville lade sine børn ryge end at være alene på sociale medier. Uanset hvad man må mene om udtalelsen, så vidner den om en fortsat angst for måden, digitaliseringen af barndommen påvirker børns evner til at knytte bånd, trives og til på sigt at blive hele mennesker.

Det er selvfølgelig ikke nogen ny frygt. Den har vel (konservativt sat) over 30 år på bagen, og den har kun taget til, som hverdagen i stigende grad er blevet koloniseret af det digitale. På den måde er det næsten overraskende, at det har taget Pixars flagskibsserie Toy Story, der debuterede i 1995, indtil nu, før den behandlede det digitale legetøj på gennemgående manér. Serien har uden tvivl tacklet det digitale legetøj i det små før. Alligevel er Toy Story 5 anderledes, fordi den direkte handler om, hvad der tidligere kun lurede som en truende mørk sky over universet med de levende actionfigurer: det digitale legetøjs triumf over det analoge.

I den nye Toy Story-film møder vi derfor endnu engang Woody (Tom Hanks), Buzz Lightyear (Tim Allen), Jessie (Joan Cusack) og resten af den analoge bande, og vi møder dem mere eller mindre, hvor vi efterlod dem efter Toy Story 4. Da legetøjets ejer, Bonnie, får en Lilypad (Greta Lee), et nyt digitalt legetøj, i et forsøg på at få venner, må Jessie og resten af legetøjet kæmpe for at bevare deres egen plads som yndlingslegetøj såvel som for at beskytte Bonnie mod nye digitale udfordringer. For hvad er egentlig det analoge legetøjs rolle i en tid, hvor det digitale i stigende grad er omdrejningspunktet?

Det er en kærkommen, oplagt og lidt sen tilføjelse endelig at stille skarpt på den digitale dopaminfabrik. Båret godt på vej af skarpe præstationer, vanlig stærk CGI (det er jo Toy Story!) og de karakteristiske følelsesladede øjeblikke slipper Toy Story 5 for det meste godt igennem dette fokus på det digitale.

Blandt det allerede etablerede cast skinner Cusack, særligt hjulpet af en større rolle, hvor Buzz og særligt Woody derimod træder en smule tilbage fra rampelyset. Ligeledes står de nye optrædener også stærkt, eksemplificeret ved komiker Conan O’Briens glimrende optræden fyldt med latrinhumor. I det hele taget er der rigeligt med grin. Humoren er hjulpet på vej af, at der er masser af små gags, der fungerer: Woodys nye månefrisure og jokesene omhandlende den rammer for eksempel særligt godt.

Historiens succes afhænger derfor meget af, at det øgede fokus på det digitale legetøj giver nyt liv til serien. Det gør det især, fordi den centrale konflikt i filmen, frygten for at blive et overflødigt stykke legetøj, er set mange gange før i Toy Story-serien. Rigtigt mange gange endda. Heldigvis lykkes det filmen ret godt at komme i mål med at give nogle nye perspektiver på rollen af det digitale legetøj. Det er særligt klart i de scener i filmens første halvdel, der vil være bekendte for alle os, der for alvor har prøvet at doomscrolle. Når jeg fremhæver en scene fra filmens første halvdel, er det ikke et tilfælde. For selvom filmens handlingsforløb glider hurtigt af sted med sine skånsomme 100 minutter, mister historien gennemslagskraft i den anden halvdel, når det kommer til at eksekvere på forholdet mellem det analoge og det digitale.

Hvis det skal uddybes, bevæger vi os desværre ud i spoilers. Lad mig i stedet sige det på den her måde: Forløbet i Toy Story 5 er meget lig noget, der er set i tidligere Toy Story-film. Selvom denne udgave er kompetent udført, når den ikke disse tidligere udgavers højder. Det er der som sådan ikke noget i vejen med, få film er Toy Story 2. Men det gør stadigvæk, at jeg sidder tilbage med indtrykket af en film, der til tider ikke helt ved, hvor den er på vej hen. Det er især indtrykket i de dele, der fokuserer på menneskene i universet frem for legetøjet.

Det er sagt med forbehold for, at jeg næppe falder inden for målgruppen for denne film. Jeg har ikke alderen eller, for at lægge kortene på bordet, Pixar-nostalgien til for alvor at få pulsen op over en ny Toy Story-film.

Og så dog.

For selvom jeg ikke ville beskrive mig selv som modtagelig for Pixar-nostalgien, var mange af de første film, jeg så og holdt af, Pixar-film. Det er en følelse, som jeg forestiller mig går igen for mange, der også voksede op med De Utrolige og Ratatouille. Det er svært at overdrive, hvor meget Pixar har fyldt for mange, der var børn i Pixars første 10-15 år, hvor de virkede til kun at producere pletskud. Pixar lever derfor på mange måder til dels både i skyggen af og på fortidens merit. Det er selvfølgelig stillet på spidsen, og der har været glimrende Pixar-film siden, men de første 15 film står stærkere end de næste 15.

Under promoveringen af filmen sagde Tom Hanks, at en Toy Story-film uden Woody og Buzz ville være som The Beatles uden Paul og George. En markant udtalelse, der giver anledning til en række opfølgende spørgsmål (ikke mindst: hvem er Toy Storys svar på John Lennon?). Ligeledes kan det debatteres, om det gælder i en film, hvor især Woody ikke har meget at lave, men som alligevel leverer en solid og underholdende historie. Men måske er der noget om snakken, for selvom filmen for det meste kommer fint igennem de mindre roller til Woody og Buzz, virker den til tider en anelse idéfattig. Toy Story 5 leverer derfor sjove gags og rørende øjeblikke, men alligevel sidder jeg med følelsen af, at der i stigende grad trædes vande i Toy Story-universet.

Toy Story 5 udkommer d. 18. juni og kan ses med engelsk tale såvel som dansk.