[b]Australien og en australsk kvinde i ensom majestæt[/b]

Én kvinde. Fire kameler. Et uforløst barndomstraume. Og den ubarmhjertige australske ørken. Det lyder godt, ikke? Man kan forestille sig, hvor nemt det har været at sælge historien til Hollywood. Så er det mindre vigtigt, at kamelerne faktisk er dromedarer, at kvinden havde selskab på store dele af rejsen sin 2700 kilometer lange rejse igennem ørkenen og at traumet måske mere har karakter af en psykose med et bekymrende tydeligt dødsønske. Der er ingen tvivl om, at denne film vil blive en sukkersød helgenkåring, som insisterer på at bøje alle sine pointer i neon og klistre alle scener ind i klam violinsirup. Det sker så bare ikke.

Jeg ved ikke, hvor det gik galt i produktionen, men det er faktisk lykkes at lave en rørende, interessant og ikke mindst flertydig film. Vi kommer ind i historien, da hovedpersonen allerede har besluttet sig for at foretage den lange og på ingen måde ufarlige rejse. Robyn er en tilsyneladende ganske almindelig kvinde med en usædvanligt viljestærk personlighed. Hun spilles af Mia Wasikowska, der er blevet en af de skuespillere, det betaler sig at holde øje med. Meget i denne film afhænger af hende, da hun skal være i billedet stort set gennem hele filmen.

Opgaven gøres heller ikke lettere af, at Robyn er en meget lukket person, der kun langsomt og modvilligt åbner op. Wasikowska formår at gøre hende tilpas menneskelig til, at vi trods alt forstår karakteren og samtidig så hård i overfladen, at det berør os så meget mere, når den endelig bryder sammen. Forholdet til fotografen Rick, der skal tage billeder af hende under rejsen, som National Geographic har finansieret, er et oplagt eksempel. Hun er afvisende og fjendtlig i starten, hvilket lyder som en alt for velkendt kliché, men selv efter de er kommet tættere på hinanden, er hun benhårdt fokuseret på sit projekt og viser ingen ømhed overfor ham.

Derudover er der ikke meget plot i “Tracks”. Vi følger rejsen tværs over Australien, men der er sjældent meget tvivl om, hvorvidt hun når frem – slet ingen, hvis man kender den virkelige historie, filmen er baseret på. “Tracks” bringer det moderne Australiens forhold til aboriginerne på banen, men heldigvis uden letkøbte pointer. På en strækning af rejsen føres hun af guiden Mr. Eddie, der umiddelbart virker som en irriterende version af Hollywoods [i]”magical negro”[/i]: en mystisk og vis ældre mand, som med salvelsesfuld indsigt skal lede hovedpersonen på rette vej, men ellers ikke på nogen måde indgå i handlingen eller udfoldes som karakter. Det forplumres dog hurtigt, da det viser sig, at han ikke taler engelsk og derfor kun kan kommunikere med rudimentært tegnsprog.

Det, der gør filmen værd at opsøge og på samme tid fjerner den fra at være en reklame for National Geographic, er de utroligt smukke billeder. Den australske ødemark bliver næsten til et besjælet landskab. Et særligt godt greb, som der bruges meget effektivt, er at åbne en scene med et nærbillede af Robyn, hvorefter der gradvist i klippene åbnes mere og mere op for landskabet omkring hende, indtil vi ender med panorama-shots, der kunne være taget ud af en fotobog eller for den sags skyld førnævnte blad. Det er hele tiden gennem Robyns perspektiv, at vi oplever de storslåede tableauer, og derfor virker de kun endnu mere overvældende.