Megakedelige megarobotterDet er svært at komme i tanke om en instruktør, der ville være bedre egnet til at lave en film om krigeriske megarobotter, end Michael Bay. “Transformers” lå lige til højrebenet for den 42-årige filmmager, og med Steven Spielberg tilknyttet som producer, så det ud til, at “Transformers” og filmens robotter ville slå sommerens andre storfilm til plukfisk. Men hvorfor i alverden har vi dog fået en film om dødkedelige regeringsmedlemmer, anonyme soldater, der vandrer meningsløst rundt, og nørdede analytikere, som konstant plaprer løs om avancerede computervirusser og spøjse lydfrekvenser?
[image=22042]
Ligesom flere af den seneste tids storladne blockbusters er “Transformers” forbavsende optaget af at fortælle mange historier på samme tid, men kun ét eneste af filmens talløse, tilbagevendende handlingsforløb er mildt interessant. I evigheder følger vi et bredt sortiment af karikerede karakterer, som aldrig indgyder den mindste snert af interesse eller sympati. Alt, hvad fortællingens talrige soldater, regeringsfolk og teknikere debatterer og foretager sig, kunne snildt være blevet komprimeret til et par minutters varighed. Men man tvinges til at bevidne utallige langstrakte scener, hvis forbindelse til kernehistorien er så spinkel, at det føles, som om man ser to forskellige film sideløbende. “Transformers” burde gang på gang få seeren til at skråle. I stedet gaber man.
Den ulideligt kluntede fortælling udskyder endda introduktionen af historiens heltemodige robotter indtil en hel [i]time[/i] inde i filmen, hvorfor det bliver overordentlig svært at skelne metalskabningerne fra hinanden og næsten umuligt at interessere sig for deres videre skæbne. Heldigvis har Bay et trumfkort i hånden i form af den formentlig kommende superstjerne Shia LaBeouf, der næsten egenhændigt holder filmen oven vande. Den karismatiske ungkarls høje humør har til tider en afsmittende effekt, og hans kvindelige ledsager, Megan Fox, ser ikke blot ualmindeligt godt ud, men hun spiller også hæderligt. De to turtelduer udgør filmens midtpunkt, og deres møde med transformernes godhjertede slags er katalysatoren for plottets minimale fremdrift.
[image=22035]
Havde man sakset de omkringliggende fortællinger og udelukkende fokuseret på de to unges eskapader, havde det med garanti gavnet filmen. Som det er nu, drukner historien om LaBeoufs karakters transformation fra knægt til mand i filmens altoverdøvende orgie af gumpetunge replikker, platte jokes og anmassende [i]product placement[/i] (selv talende megarobotter shopper på eBay). Naturligvis er det ulogisk at efterspørge realisme i en film om destruktive robotter fra det ydre rum, som transformeres til lastbiler og helikoptere, men der er stribevis af enerverende plothuller på størrelse med Michael Bays berygtede ego, som ofte hiver én øjeblikkeligt ud af filmen. Det er eksempelvis forbløffende, hvor ofte det lynhurtigt går fra at være højlys dag til nat eller omvendt.
Filmens største force er dens forbløffende computereffekter og overdådige lydside (hvilket ikke indbefatter Steve Jablonskys sjælløse score). ILM’s mekaniske skabninger er til tider fotorealistiske og immervæk troværdige. Men selv ikke de fyrstelige effekter kan redde filmen i sidste instans. “Transformers” er i sidste ende en gabende kedelig fuser, som desværre ikke formår at transformere sig til en tilnærmelsesvis helstøbt film.
[image=22038]
VideoDer synes at være skruet op for styrken af hver eneste farvenuance, hvilket giver “Transformers” et meget reklameagtigt look, der egentlig passer godt til filmen. Således så filmen også ud i biografen, og den beskedne mængde gryn gør også kun billedet mere celluloidagtigt og attraktivt. Der er absolut ingen tilfælde af edge-enhancement, udtværing eller snavs, og hverken farvetemperaturen eller kontrasten svinger unaturligt. Billedet er knivskarpt fra start til slut, og sortniveauet er ekstremt imponerende.
AudioSkivens engelske Dolby Digital Plus 5.1-mix er muligvis det mest kontroversielle lydspor, der til dato er blevet lagt på en HD-skive. Paramount har fået en del kritik for ikke at have inkluderet et lydspor med en højere opløsning, såsom et Dolby TrueHD-mix. Ifølge Paramount er årsagen pladsmangel, men under alle omstændigheder er det svært at forestille sig, hvordan “Transformers” kunne have lydt bedre.
Dette er et af markedets mest aggressive, velafbalancerede og imponerende lydspor, og det var fuldt fortjent, at sporet sidste år vandt prisen for bedste lydspor ved det storstilede High-Def Awards-arrangement. Hver eneste aspekt af lydsiden fremstår krystalklar – hverken dialogen eller musikken overdøves nogensinde af de mange eksplosioner eller robotternes højlydte slagsmål. Panoreringerne er eksemplariske, og subwooferen er uhyre aggressiv, men springer aldrig unødigt i aktion. Der er for mange auditivt lamslående momenter til, at man kan udvælge blot ét højdepunkt.
[image=22040]
EkstramaterialeHD-DVD-udgivelsen indeholder to skiver, der begge er spækket med ekstramateriale. På disc 1 befinder der sig et kommentarspor med Michael Bay, som fans formentlig vil sætte pris på. Instruktøren taler en del om hvert eneste aspekt af filmen, og han holder sjældent pauser. Bay, som tit er forfriskende selvironisk, taler bl.a. om sine samtaler med Spielberg, sit kærlige forhold til Pentagon og sin særlige evne til at irritere skuespillerne for at få dem til at levere varen.
Lidt i samme dur er discens HUD-funktion. Hvis man aktiverer denne, popper der løbende alle mulige videoklip og tekstbidder op under filmen, der tilbyder mere info om både filmens indhold og tilblivelse. Hvis man tilslutter ens afspiller til internettet, får man adgang til en sand overflod af yderligere informationer om filmen og også mulighed for bl.a. at ændre menuen og bogmærke ens favoritscener. Angiveligt bliver der løbende tilbudt mere online-materiale til ejere af udgivelsen.
Disc 2 er delt op i tre sektioner: “Their World”, “Our War” og “More than Meets the Eye”. Den sidstnævnte sektion indeholder en masse flotte storyboards, tre trailers og en 9 minutter lang gennemgang af skabelsen af scenen, hvor soldaterne angribes i ørkenen. De to andre sektioner indeholder tilsammen ni dokumentarer, der har en samlet spilletid på knap to timer, og som slavisk gennemgår nærmest hver eneste facet af produktionen. Alt fra den oprindelige tegnefilms rødder og hyringen af skuespillerne, til de revolutionerende computereffekter og forbløffende stunts berøres, og stort set alle filmens skuespillere og bagmænd får lejlighed til at udtale sig. Gudskelov er deltagerne dejlig sobre og oprigtige. Mere snak om lydsiden havde dog været værdsat. Det er i øvrigt værd at nævne, at alt det inkluderede videomateriale præsenteres i High Definition.
[image=22037]