En hel generation kan med begejstring stadig mindes Hasbros legetøj og siden hen tegnefilmene om Transformers, hvor robotter kunne forvandle sig til alt lige fra biler til jagerfly. Og i filmen “Transformers” kan vi omsider genopleve den barnlige glæde, for med instruktøren Michael Bay i førersædet får vi lige præcis, hvad vi håber og venter. Masser af kæmperobotter og fart på drengen. Bay kommer i “Transformers” endelig til sin ret med sine evner for at fortælle hæsblæsende historier, og tilsat lidt Spielberg fra sidelinien som producer er det lykkedes at skabe et energisk og medrivende eventyr med humor og meget lidt på hjerte.

“Transformers” åbner i højt tempo med en dramatisk monolog, og vi indvies i forhistorien til filmens videre fortælling. Planeten Cybertron er plaget af borgerkrig mellem de gode Autobotter og de onde Decepticoner. Begge parter ønsker at erhverve sig kraftkilden kaldet urgnisten. Herfra tager vi et gevaldigt spring til vores egen planet, hvor vi møder knægten Sam. En typisk teenager, der drømmer om at imponere klassens seje pige, Mikaela, med den bil, hans nærige far har lovet ham. Da dagen endelig kommer får Sam så en temmelig medtaget og gådefuld Camaro, som han efter en del underholdende scener erfarer er en venligsindet robot kaldet Bumblebee. Og selvfølgelig lykkes det også undervejs at fange bilentusiasten Mikaelas opmærksomhed. Imens dukker flere robotter op i Sams liv – og de er ikke alle venligsindede.

Det viser sig naturligvis, at de onde robotter er ude efter Sam – eller rettere noget en af hans opdagelsesrejsende forfædre har opdaget på Antarktis for mange år siden. I jagten på urgnisten har både Autobotterne og Decepticonerne nemlig opdaget, at den ondsindede Megatron for tusind år siden styrtede ned på Jorden. Blandt efterladenskaberne fra Sams forfader skulle der findes information, der kan føre dem til Megatron og urgnisten, som fulgte med ham. Tilføj lidt ekstra plot om en gruppe lidt for selvfede soldater og en stålsat men naiv forsvarsminister, bistået af en gruppe unge nørder (deriblandt selvfølgelig en smuk kvindelig en af slagsen) med forstand på computerkoder, og du har en film spækket til bristepunktet med action, og hvor fortællerammerne er simple og lettilgængelige.

Michael Bay har alle dage været mand for at skabe actionsekvenser så bombastiske og øredøvende, at man slet ikke får tid eller lov til at tænke selv. Alle nuancer forsvinder mellem de tempofyldte billeder og lydene fra den buldrende bas og de skrigende bildæk, og faren for et udmattet publikum med actionforstoppelse har altid været en reel risiko i en Bay-film. Men med “Transformers” er det lykkedes instruktøren bedre end i nogen af hans tidligere film at balancere mellem forrygende action og charmerende historiefortælling. Balancen er muligvis en anelse kejtet og fortællingen så tyndbenet, at den knap kan understøtte sin egen vægt, men tilføjet et humoristisk glimt i øjet er “Transformers” et fuldblodseventyr for alle drengerøve og forvoksede børn, der for et par timer tør overgive sig til deres indre legebarn.

Måske har makkerskabet med Steven Spielberg været medvirkende til Bays nyfundne kvaliteter. I hvert fald må man konstatere, at Spielberg synes at have sat sit præg på filmen. I en film, som reelt handler om en intern strid mellem en race af kæmperobotter, kunne den menneskelige vinkel, der ofte er central for publikums engagement, let gå tabt. Men med Shia LeBeoufs teenageramte Sam i centrum har man på klassisk Spielberg-manér fæstnet filmen i noget, vi alle kan relatere til, samtidig med at det giver plads til humoristiske indslag. Selvom Sams teenagekvaler er fortyggede, så charmer LeBeouf sig alligevel igennem, og meget kan tilgives, når kæmperobotter tæsker løs på hinanden, så det gnistrer til lands og i luften, mens raketter og herlige energivåben, som virkeligheden stadig venter på bliver opfundet, brager løs.