Filmz
Transformers 3

Transformers: Dark of the Moon

Medvirkende:

Ken Jeong, Rosie Huntington-Whiteley, Shia LaBeouf, Hugo Weaving, Josh Duhamel, Patrick Dempsey, Alan Tudyk, John Malkovich, Leonard Nimoy, Tyrese Gibson, Frances McDormand, John Turturro, Peter Cullen, Tom Kenny, Frank Welker

Instruktør:

Michael Bay

Filmlængde:

154 minutter

Genre:

Sci-Fi, Action, Komedie

Transformers 3

[b]Metaltrætte megarobotter[/b]

11. juni sidste år blev Michael Bay interviewet af USA Today omkring “Transformers 3”. Jeg hæftede mig især ved ét citat: [i]”En af de ting, vi skiller os af med, er den fjogede komik.”[/i] Men på trods af Bays løfter har “Transformers 3” altså lige så mange jammerlige jokes som seriens to første kapitler, og det er en skam, for bag filmens farceagtige facade gemmer der sig tydeligvis et hæderligt actionbrag, der prøver på at bryde ud, men gang på gang holdes tilbage af ligegyldigt ævl.

[image=61888]

Mængden af figurer og scener, der kun stiler efter at more (og aldrig gør det), er forrykt. Julie White spiller igen den ulideligt hysteriske mor til historiens unge helt, Sam; John Turturro er tilbage som den evigt overgearede Agent Simmons; en diffus John Malkovich dukker op som Sams nye chef, der højlydt tilsviner kollegaerne, når de drikker af blå kopper på hans røde kontor; den rapkæftede Ken Jeong fra “Tømmermænd i Vegas” løber løbsk; et par megairriterende minirobotter går amok, og Alan Tudyk spiller Simmons’ hollandske undersåt, men talentfulde Tudyk får kun en bøvet accent at gøre godt med. Og husker du de irriterende robottvillinger i 2’eren? De er blevet erstattet af britiske maskiner, som skråler [i]”wanker!”[/i] i tide og utide. Genialt.

Jeg kunne blive ved, men det ville være synd at spolere alle filmens vidunderlige vitser. Det ville også være overilet at klandre Bay og Co. for at være homofobe chauvinister, selvom de fleste vitser har kvinder og homoseksuelle som punchlines, men man kan sagtens klandre deres humor for at være elendig, og filmens første time er simpelthen et rædselskabinet af pinagtige platheder, der efterlader en skamplet på filmen, som de resterende scener ikke magter at vaske af.

[image=61889]

Heldigvis viser “Transformers 3” sig også at være den mest [i]seriøse[/i] af alle “Transformers”-filmene, og når Bay ikke har travlt med at imitere de allerværste afsnit af “Vore værste år”, skildrer han konflikten mellem robotterne og menneskerne med en intensitet, som matcher den i instruktørens forbillede: Ridley Scotts “Black Hawk Down”. For første gang i seriens historie føler man vitterligt, at der er noget på spil, fordi både mennesker og robotter dør og [i]forbliver[/i] døde, og fordi maskinernes brutale nedsabling af os mennesker ikke konstant afbrydes af grinagtig slapstick og oversmarte replikker.

Filmen lægger ud med et brag af en prolog, som skildrer det sidste slag mellem de gode Autobots og de grufulde Decepticons på robotternes hjemplanet, Cybertron. Det er en fantastisk scene, som fungerer som en fornem forsmag på de efterfølgende actionsekvenser, der byder på computereffekter og lyddesign i verdensklasse. Desuden er det langt lettere at finde hoved og hale i robotternes tvekampe end tidligere – også selvom alskens metalliske vragdele nu kommer flyvende imod os i 3D. Hold godt fast under militærets skydive-angreb i downtown Chicago – sekvensen vil bogstaveligt talt tage pusten fra dig bag 3D-brillerne.

[image=61890]

Kort om filmen

En mystisk begivenhed i 1969 truer med at få voldsomme konsekvenser for Jorden anno 2011. Nu er spørgsmålet, om selv Optimus Prime og resten af de godsindede megarobotter kan redde planeten fra en kommende invasion…

Ads by MGDK