Filmz
Transformers: The Last Knight

Transformers: The Last Knight

Medvirkende:

Mark Wahlberg, Josh Duhamel, Anthony Hopkins, Laura Haddock

Instruktør:

Michael Bay

Filmlængde:

148 minutter

Genre:

Action

Transformers: The Last Knight

[b]Historien om Transformers: Fra Merlin til Megan Fox[/b]

Det bliver ikke mere Bay. “The Last Knight” er verdenshistorien, hvis Michael Bay havde skrevet den. Biler og babes, riddere og robotter, eksplosioner, eksplosioner og eksplosioner. Her er Mark Wahlberg en moderne Lancelot, imens en kopi af Megan Fox med pornostjerne-plukkede øjenbryn er den direkte efterkommer til troldmanden Merlin. Det er kulminationen på det hele, hans sidste “Transformers” som instruktør – “The Last Bay”.

[image=96497]

Derfor virker det også passende, at denne femte “Transformers” nærmest er et opkog af Bays samlede værker. Her er “Bad Boys”-kække [i]comebacks[/i] fra Bumblebee, og der er truslen om planetens ødelæggelse fra det ydre “Armageddon”-rum. Megatron laver lokumsaftale med CIA som i “The Rock”, imens den sidste halve time er dedikeret soldater i krig a la “13 Hours”. Det er en 148 minutters lang “Transformers”-solo, som Bay spiller mere larmende end nogensinde, og som han efterlader hvinende og udpint på scenegulvet – det er en mindeværdig afskedskoncert.

Selv om jeg da har en del spørgsmål til det her ‘Bayhem’. For hvorfor ved Anthony Hopkins som den eneste, at Transformers-robotterne har været på Jorden siden, at Kong Arthur sad ved det runde bord? Og hvem har lige bestemt, at det her 1600 år efter er Mark Wahlberg, der er ‘den udvalgte’, som får Talismanen, der fører til Merlins stav, som i den rette babes hænder kan stoppe ødelæggelsen af hele verden? End ikke 10 minutters forklaring fra stykkets Hr. Eksposition forklædt som Anthony Hopkins gør mig klogere – kun mere kedelig.

[image=96552]

Derfor er det nok klogt, at “Transformers”-mytologien med snak om Cybertron og Unicron igen og igen distraheres af en Lamborghini eller en Mercedes eller hende, der ligner Megan Fox, udklædt i det, som Mark Wahlberg kalder for en ‘stripperkjole’. Der er altid noget at se på. Se! Pyramiderne bliver smadret af en anden planet! Og se! Stonehenge bliver beskudt og ødelagt af maskinpistoler! Og se, se! Optimus Prime flyver på ryggen af en trehovedet dragerobot fra rummet! Jeg har aldrig set noget lignende.

Til gengæld har jeg før set, hvordan Michael Bay skaber følelser. “Age of Extinction”-datteren ringer fra college og fortæller farmand, at hun elsker… Og så bliver de afbrudt. Senere sender Wahlberg på vej i krig en SMS retur. Det er ren Bruce Willis og Liv Tyler; [i]’I Don’t Want to Miss a Thing'[/i]. Til gengæld havde jeg gerne gået glip af Nickelodeon-stjernen Isabela Moner, der i rollen som en slags ny reservedatter/mekanikerpige er sjældent hårdt segment-castet til en yngre målgruppe. Og det hjælper ikke, at hun foran det amerikanske flag fortæller, at hun har mistet hele sin familie og nu kun har sin WALL-E/BB-8-robot. Det rør mig ikke.

[image=96554]

Kort om filmen

Mennesker og Transformers er i krig, Optimus Prime er her ikke mere. Svaret på vores fremtidige overlevelse ligger begravet i fortidens hemmeligheder og i den ukendte historie om tilstedeværelsen af Transformers på Jorden.

Ansvaret for at redde vores verden falder på skuldrene af en usandsynlig alliance: Cade Yeager, Bumblebee, en engelsk Lord og en Oxford professor.

Galleri

Ads by MGDK