[b]Engelske klovn(e) tager til Italien[/b]

Nordengland eller Italien? Jeg vil vælge Italien til enhver tid. Det hele er bedre at se på. Og så er maden mere simpel, smagfuld og velanrettet. Sådan er det også med “The Trip to Italy”, der er en forbedret 2’er til “The Trip”. De to britiske komikere Steve Coogan og Rob Brydon er igen af sted på madtur. Nu på italiensk job. Langt væk fra første films Nordengland. Den tykke sovs er erstattet med ravioli, og det løst improviserede er mere stramt styret. Og så er Michael Caine naturligvis med igen.

Rettere sagt er Michael Caines stemme med. Endnu mere ret sagt så er det en imitation af Michael Caines stemme. De to – Steve og Rob – elsker at høre deres egen stemme, men helst så den lyder som en kendt skuespillers. Hovedparten af turen afvikles nemlig på formlen: En lækker tre-retters bliver tilberedt på en restaurant i et Italien, der er postkortlækkert, imens de to sjove mænd imiterer alt fra Michael Caine til Al Pacino. Faktisk mest de to, men også Bond med skurke. [i]Come, come, Mr. Bond.[/i]

Skulle det nu være sjovt? Ja, det skulle det. For turens tone er helt sin egen. Rollespilslegen med eget navn og rygte kendes fra “Klovn”, hvor Steve passer på den arrogante Casper, Rob på den kiksede Frank. Men den her tur er ikke klovnesjov, den er voksenvittig. Her er ingen gymnasiepiger, men voksne sidespring, der sætter klassisk spørgsmålstegn ved familielivet derhjemme, når det spejles i carpe diem fra en strand i Bella Italia. Og så er formen næsten dokumentarisk løs. I den første film næsten kedelig løs til tider, men denne gang så tilpas, at Richard Linklater ville have været stolt.

“The Trip to Italy” har ramt den helt rigtige smagssammensætning, fordi ingredienserne giver hinanden mere gensidigt modspil her fire år efter første tur. Dengang var Steve ham med smart, langt hår, der havde stjerneproblemer i privaten, hvilket stod i skabelontydelig kontrast til Robs kedeligt velfungerende familieliv. Rob vidste, at lykken ikke fandtes i HBO-roller i USA eller i unge damer på de mange hoteller, de besøgte. Steve var ham, der skulle udvikle sig og finde livets sande værdier. Det gjorde han, men dem har han naturligvis glemt igen til turen her. Men det er, som om han med sin nye korthårede frisure har fået lidt mere moden nuance. Er blevet et lidt mindre røvhul. Det klæder ham. Det klæder også Rob, at han grovæder lystigt af de æbler, der findes i de italienske paradis. Er familielivet derhjemme virkelig eneste lykkemulighed? Skabelonen er knap så tydelig i Italien.

Deres fejlbarlighed er deres styrke. Det piner Steve – der dårligt skjuler, at han selv mener, han er sjovere, klogere, dygtigere, smukkere end Rob – at rejsekammeraten har fået tilbudt en rolle i USA. De er begge misundelige og evigt konkurerende, som kommer komisk til syne, når de lige (igen-igen) skal demonstrere, hvem der laver den bedste Michael Caine. [i]You’re only supposed to blow the bloody doors off![/i]