[b]Magiker med overscoring[/b]

Det eventyrlige har haft gode kår i 00’ernes film. “Ringenes herre” og “Harry Potter” sparkede gedigent årtiet i gang med fantastiske universer, som det var værd at engagere sig i. I kølvandet fulgte så malkningsprocessen – og Hollywood har endnu ikke opgivet, så med “Troldmandens lærling” gøres endnu et forsøg ud i genren.

Ved troldomsmesteren Merlins død er de gode magikere i undertal, men troldmanden Balthazar Blake har fået det vanskelige hverv at finde Merlins arvtager. Et job, der synes umuligt, indtil Blake støder ind i en nørdet gut ved navn Dave Sutler. Dave er den udvalgte, det garanterer en mytisk dragering for, og tilbage står blot at lære Dave, hvordan man udøver magi. Ikke en let opgave, når Dave er mest interesseret i barndomsforelskelsen Becky, og den mørke magis tjenere er ved at forberede jordens undergang.

“Troldmandens lærling” er oprindeligt titlen på et lille digt af romantikkens store poet, Goethe. I versform berettes her om lærlingen, der, mens mesteren er ude, bruger magien til at vække døde ting til live – en gerning, der viser sig ukontrollabel for den unge novice. Hvor den oprindelige fortælling brugte magien som et ildevarslende udtryk for menneskets trang til at lege Gud, er “Troldmandens lærling” anno 2010 forvandlet til en let eliksir af magiske tvekampe tilsat en undermåler, der skal turde stå ved sit eget værd. Således har Disney med gigantproduceren Jerry Bruckheimer ved det økonomiske ror valgt en sikker formular, der er brugt i et utal af eventyrfilm, og det tynger filmen, for som publikum er man konstant forud for historien.

At det ikke er originalitet, man skal forvente sig fra filmen, slås allerede fast i de første minutter, hvor forhistorien lires af. Her køres de pensionsmodne personager Merlin og heksen Morgana idéforladt frem fra eventyrenes genbrugslager. Det virker endda, som om holdet bag filmen har kunnet se, at dette alligevel var for tyndt, så med teenage-segmentet in mente er lærlingen selvfølgelig mest optaget af at score drømmepigen. Og her er hovedrolleindehaveren Jay Baruchel på hjemmebane. For blot et par måneder tilbage i biografkalenderen kunne man nemlig se ham træde i spinaten i filmen, der bærer handlingsreferatet i sin titel: “Overscoring”. Således har “Troldmandens lærling” gang i to historier, som desværre aldrig integreres elegant med det resultat, at Dave hopper kejtet rundt – snart som tvivlende troldmand in spe, snart som klodset bejler.

Der er bestemt ikke sparet på de magiske effekter, men også her vækkes en kedelig genkendelighed – for her kæmper troldmænd med flammer, lyn eller andet slagkraftigt fra håndfladerne, og det var vist også sådan, de kæmpede på film tilbage i 80’erne. Et godt eventyr skal som regel kendes på dets skurke, og symptomatisk for denne film er det en sølle flok misdædere, der lines op. Blandt de værste er en fimset varieté-tryllekunstner og en 1600-tals heksepige, hvis største nummer er at stirre olmt.