[b]Coen-brødrene skyder med skarpt[/b]

Westernfilmen er en sejlivet satan. Siden storhedstiden i 50’erne er den blevet lagt i graven adskillige gange, og den har i mange år befundet sig langt væk fra det gode selskab i Hollywood. Men rygterne om westernfilmens død har vist sig at være stærkt overdrevne. Sergio Leone vækkede genren fra dens koma med sine spaghetti-westerns i 60’erne, og 30 år senere gjorde hans foretrukne cowboy Clint Eastwood ham kunsten efter med sin revisionistiske western “De nådesløse” fra 1992. Nu er tiden så kommet til, at den geniale instruktør-duo Joel og Ethan Coen skal give genren et veltilrettelagt spark bagi. Og det gør de, så englene synger.

Genindspilningen af John Wayne-klassikeren “True Grit” er dog hverken en spaghetti-western eller en mørk omskrivning af westernmytologien. Det er en westernfilm som John Ford lavede dem med flotte bjerglandskaber, ikoniske helte og et soundtrack, man kan nynne med på. Det er en film, der minder os om, hvorfor vi overhovedet blev forelsket i genren i første omgang. Og selvom brødrenes krøllede hjerner ikke fornægter sig undervejs, så er “True Grit” først og fremmest klassisk historiefortælling fra en tid, hvor mænd var mænd, og en bøsse var noget, man skød indianere med.

Den fordrukne, skydegale US Marshall Rooster Cogburn bliver hyret af den kun 14-årige Mattie Ross til at finde hendes fars morder. Sammen med en pralende, selvsikker Texas Ranger ved navn LaBoeuf drager de ud for at finde morderen, Tom Shaney, på de barske, golde sletter, hvor fjenden altid synes at lure i mørket. Det er historien i al sin enkelhed i “True Grit”, der først og fremmest bliver så fremragende i kraft af stærke skuespilpræstationer og en stilsikker, men sjældent tilbageholdende instruktion fra Coen-brødrene.

Der er mange af os, som har ventet på, at Coen-brødrene skulle blive genforenet med Jeff Bridges, siden han spillede The Dude i “The Big Lebowski” for fjorten år siden. Og rollen som den fedladne Rooster Cogburn med klap for øjet, dreven sydstatsaccent og et ansigt, der ligner, at det er blevet slæbt gennem en grusvej, skuffer heldigvis ikke. Det er ofte de små ting, der skaber uforglemmelige roller, og det er både Bridges og Coen-brødrene geniale til at få frem i deres karakterer. Som når Cogburn plaprer løs om sine ekskoner eller lige sparker til et par uskyldige indianerbørn, der sidder på en veranda, fordi han er ond i sulet. Et los i røven siger nogle gange mere end tusind ord.

Matt Damon er også overbevisende som Texas Rangeren LaBeouf, der aldrig holder kæft, men det er den unge Hailee Steinfeld i rollen som den 14-årige Mattie, der imponerer mest i “True Grit”. Hun har “ægte mandsmod” (true grit), og hendes selvsikkerhed og stædighed virker aldrig forceret eller utroværdig. Det er helt fortjent, at hun – ligesom Jeff Bridges i øvrigt – er blevet nomineret til en Oscar for sin præstation. Den største kvalitet ved “True Grit” er dog, hvor uforglemmeligt den umage trio spiller op mod hinanden, og især kemien mellem Steinfeld og Bridges er fantastisk. Dialogerne oser af det humoristiske overskud, man er kommet til at forvente af Coen-brødrene, og måden, karaktererne snakker på, tilføjer filmen en skæv form for poesi og subtil humor. Som når LaBoeuf såret siger til Mattie: [i]”Du strør ikke særlig meget sukker på dine udtalelser.”[/i]