[b]Dødalvorlig kræftkomik[/b]

Kræft kan være sjovt. Hårdt, men sandt. Det beviste “50/50” tilbage i 2011, hvor en dødssyg Joseph Gordon-Levitt lo sig gennem kemoterapien sammen med Seth Rogens fjollede påfund og barnlige sind. Julían er også dødssyg af kræft og vil stoppe sin behandling. Også han har en bedste ven, Tomás, der er kommet hele vejen fra Canada til Madrid for at besøge ham. Sammen gør de Julián klar til at forlade denne verden. Samt til at få overladt Juliáns trofaste følgesvend, hunden Truman, i de rette hænder. Det resulterer i en mere voksen udgave af “50/50”.

Den visse død kan være svær at bearbejde, når først den er et faktum. Det er også tilfældet for Julián og Tomás. Julián tager det hele ualmindeligt afslappet. Hvorfor i alverden gør han dog det? Han skal jo dø. De præcis samme tanker må fare igennem hovedet på Tomás, der ærer sin døende vens ønske og undlader at blande sig, mens han ser til med et forfærdet blik fra de nærmest knuste øjne, når Julián med en foruroligende rolighed vælger om hans lig skal ende i en urne eller i en kiste.

Selv om Tomás’ øjne kunne få enhver til at bryde sammen, så er der ikke langt til smil. For selv om det er et dødsens alvorligt tema, så er det fortalt med en humoristisk distance. I et fly mod Amsterdam for at besøge Juliáns søn, Nico, er det først dybt alvorligt. Julián har endnu ikke fortalt Nico, at hans sygdom er uhelbredelig. Den alvorlige tone afløses kort efter af det førnævnte smil, når Julián spydigt siger: [i]’Du er nervøs. Gå ud og riv den af.'[/i]

Jovist er det også vemodigt til tider, men aldrig decideret cancer-porno. I Amsterdam skal Julián sige farvel til Nico. Det sidste farvel. Havde det været Hollywood, ville Julián, søn og Tomás alle bryde ud i flæberi og forsøge at overdøve hinanden i at udbryde [i]’I love you!'[/i] I stedet siger Julián direkte, at han lige vender sig væk for at græde. Og det oven i købet ude,n at knægten har sagt, at han elsker ham. Mange gange har man hørt, at mænd har svært ved at vise følelser, hvilket “Truman: Venner for livet” også beskæftiger sig med. Julián har ikke lyst til at tabe ansigt foran sin ven. Det ville jeg også have svært ved. Det er de underspillede følelser, der gør Juliáns og Tomás’ fire dage sammen ekstra rørende.

Julián får klaret sine ærinder, mens Tomás følger med. Der er de rørende momenter. Og hvad så? Ja, så ikke så meget egentlig. Jeg savner noget så simpelt som en hvalformet spændingskurve. Den ene dag kigger de på kister. Den næste rejser de til Amsterdam. De enkelte episoder står stærkt, men som helhed bliver det sgu også lidt kedeligt. Aldrig samlet.