[b]Turbo – den kække snegl[/b]

Jeg husker stadig tydeligt, den allerførste gang jeg uforsætligt trådte på en snegl. Det var i haven til mit gamle barndomshjem i Nyborg, hvor jeg spænede formålsløst rundt i ring (som børn nu engang gør), før jeg pludseligt hørte et skarpt [i]knæk[/i]. Jeg kiggede ned, indså til min store skræk, hvad der var sket, og så begyndte tårerne ellers at fosse, mens min mor blot rystede misbilligende på hovedet bag et vindue.

Netop dét dybt traumatiske minde kommer nok til at stå levende i min erindring i langt længere tid end “Turbo” – DreamWorks’ seneste computeranimerede opus, der netop beretter om en bitte snegl. Hvorfor? Tjo, sandsynligvis fordi den reelle tragedie (bemærk: mild overdrivelse figurerer formentlig i disse indledende paragraffer) var en enkeltstående, enestående oplevelse, mens næsten alt i “Turbo” føles genbrugt og genkendeligt. Indimellem morede jeg mig helt med at prøve at spotte alle de figurer og plotforløb, jeg kunne genkende fra helt andre film – lige fra den overgearede Jerry Bruckheimer-racerløbsfilm “Days of Thunder” over den p.t. ekstremt succesrige “Fast & Furious”-føljeton og helt frem til “Babe” – den fænomenale familiefilm fra 1995 om en lille gris med et stort hjerte.

Jeg studsede især over lighederne mellem “Turbo” og “Babe”. I den Oscar-belønnede 90’er-perle finder grisens ejer, en lavmælt bondemand, ud af, at Babe har et særligt talent for at dirigere andre dyr, så han tilmelder det lyserøde kræ til en fårehyrdekonkurrence, hvor alle ler af farmeren, der – som den eneste – ikke har medbragt en veldresseret vovse. I “Turbo” bliver den kære, lille Turbo også adopteret af et menneske – her en mexicansk tacosælger – der får den gakkede idé at melde mollusken til Indianapolis 500, et af verdens kendteste Formel 1-racerløb – vel at mærke et racerløb for homo sapiens i toptunede racerbiler. Men efter at Turbo tilfældigvis får en masse motorolie og benzin pumpet ind i blodet (længere historie), kan han faktisk fare lige så hurtigt af sted som menneskernes motorkøretøjer. Hans livslange drøm om at slå motorbanens fartrekorder kan omsider realiseres.

Jeg føler lidt, at jeg lyder som en gnaven, gammel mand, der stædigt nægter at vedkende sig det faktum, at talløse familiefilm – gode såvel som dårlige – er skåret over samme læst. Disney greb jo heller ikke just “Skønheden og udyret” ud af den blå luft… Men jeg havde formentlig tænkt mindre over filmens manglende originalitet og fornøjet mig mere, hvis den havde været lidt dristigere og samtidig haft lidt mere fart over feltet (hvilket forekommer en anelse spøjst med filmens tema in mente). Filmen bruger lidt for lang tid på at komme i gang, og midterdelen halter også en smule, før historien flyttes til væddeløbsbanen og prompte går op i gear.

Men for det meste fløj tiden bare af sted – især fordi instruktøren David Soren, der også står bag historien, har skabt et indtagende persongalleri anført af den vildt charmerende Turbo. Og man bliver faktisk grebet af det hjertevarme sammenspil mellem henholdsvis Turbo og hans langsomme, forsigtige bror, Chet, og den evigt optimistiske tacosalgsmand og hans mere mådeholdne bror. En af fordelene ved filmens (lidt for) langsommelige tempo er, at vi faktisk lærer de her mænd, kvinder og bløddyr temmelig godt at kende, og gudskelov har man også lyst til at [i]lære[/i] dem at kende. Vitserne er generelt gode, og filmen truer aldrig med at drukne i to af genrens værste, mest sejlivede suppedaser: Platte popkulturreferencer og [i]product placement[/i].