[b]Twilight slutter, og dagen gryr[/b]

Indtil for ganske få dage siden havde jeg udelukkende set den første “Twilight”-film, men op til denne anmeldelse så jeg de tre efterfølgende fortsættelser, og jeg blev rent faktisk dybt overrasket over, hvor grandios mytologien var, hvor allestedsnærværende metaforikken var, og hvor meget psykologisk dybde, serien egentlig rummede. Film som “New Moon” og “Eclipse” er ingenlunde mesterværker, men de har i det mindste nogle spændende elementer.

I “The Twilight Saga: Breaking Dawn – Del 1” går det imidlertid galt for franchisen. [i]Helt[/i] galt! Væk er alt karakternært, al mørk æstetik, al symbolik og alt bare tilnærmelsesvist vedkommende, og instruktør Bill Condon – i samarbejde med manuskriptforfatter Melissa Rosenberg – efterlader tilskueren alene tilbage med dårligt skuespil, dårlig CGI-action og en fuldkommen uengagerende historie. Samme makkerpar står bag “Del 2”, og her er resultatet blot endnu værre: “The Twilight Saga: Breaking Dawn – Del 2” er en af de dårligste film, der har ramt biograferne herhjemme i år. Sjældent er så mange penge blevet brugt på noget så meningsløst.

Ligesom i forgængeren er der mere eller mindre ikke noget plot, og det har man forsøgt at kompensere for ved at spække filmen med action. Men filmskaberne mangler enhver sans for action, og det hjælper ikke på sagerne, at vampyrerne nu har superkræfter, så de mere minder om mutanterne fra “X-Men” (en kan f.eks. manipulere elementerne). At actiondelen ikke fungerer skyldes også, at filmens første del afliver al den interesse, man muligvis kunne have haft for karaktererne. De er simpelthen gået helt i stå.

Efter det første kvarter er Bella etableret som vampyr-mor med stor selvkontrol, Edward som vampyr-far, der skal holde sammen på familien, og Jacob som storsindet vareulv, der nu har accepteret, at han har mistet Bella for altid. Derfra bevæger karaktererne sig ikke. Filmen går simpelthen i total tomgang, og det tyndbenede plot gør, at filmens mange, mange problemer overdøver alt andet. Jovist… skuespil, dialog, klipning og flow halter i alle filmene, men hvor man i “New Moon” og “Eclipse” bare kunne grine af det, fordi filmene rummede en overflod af vulgære følelser og tyk, tyk symbolik, så overskygger bristerne alt andet i “Breaking Dawn – Del 2”.

Værst af alt er imidlertid filmens tydelige respektløshed over for selvstændighed og, især, fri vilje. De, som har set “Breaking Dawn – Del 1”, vil vide, at Jacob erklærede (på mystisk vareulve-vis), at han ville gifte sig med Bellas datter, når hun blev voksen, for at sikre at hans vareulve-venner ikke slog barnet ihjel. Det er ikke noget, der ændrer sig i “Del 2”. Tværtimod forsøger filmen at give sin seer en opfattelse af, at Jacob har fortjent datteren, nu da han ikke kunne få Bella. Det ligner en blåstempling af arrangerede ægteskaber og bidrager til seriens gennemgående tendens til at reducere kvinder til svage, uselvstændige og (på grund af deres afhængighed af mænd) altid selvopofrende væsner. Helt ærligt, det er decideret frastødende!