Hvis man er interesseret i let fordøjeligt underholdning så er “Two Weeks Notice” sagen. Eneste tyngde er filmens forudsigelighed.
[image=2185]
Millionæren George Wade (Grant) ejer det succesrige firma Wade Corporation. Han hyrer aktivisten/advokaten Lucy Kelson (Bullock). Men George viser sig at være snotforkælet og kan ikke tage stilling til selv de mindste ting. Hvilken slags konvolut han skal vælge, og hvilket slips passer bedst til denne skjorte. Og da han forstyrrer Kelson midt under et bryllup hvor hun er en af brudepigerne, har hun fået nok.
Lucy siger sit jop op. Men hendes kontrakt er skruet så godt sammen, at selveste Harry Houdini ville have svært ved at komme ud af den.
Så hun er nødt til at gøre George den tjeneste at finde sin afløser. Men den unge og smukke June Carter (Alicia Witt), som skal afløse Lucy, bliver mere end professionelt interesseret i sin rige og flotte chef…
[image=2220]
Det er den tynde historie som bærer filmen, men til filmens forsvar kan man sige at romantiske komedier traditionelt heller ikke bygger på historie, men charme og glimt i øjet. Men hvis det er målestokken, så er det heller ikke til filmens fordel, fordi dialogen er højst sød, og aldrig rigtig sjov eller skarp: [i]”You are the most selfish human being on the planet!”[/i] George: [i]”Well that’s just silly. Have you met everyone on the planet?”[/i]
Filmen spiller på de to figurers forskelligheder – som er det ældste trick i bogen for denne type film. Men selvom at opskriften er den samme som i f.eks. “Da Harry Mødte Sally” så er vi milevidt fra den films charme.
Hugh Grant er den smånaive og klovnende playboy med skæve mundbevægelser som skøjter sig gennem livet. Hvor mange gange er det nu vi har set Hugh Grant i denne type rolle? Man aner at selveste Steven Seagal er begyndt at blive mistænksom.
Både Grant og Bullock kører på rutinen, og man fristes til at spørge om de har sendt deres skuespillerpræstationer med posten?
[image=2186]