[b]En meget barsk, meget smuk omgang[/b]

Paddy Considine er mest kendt for sine skuespilpræstationer. Som journalisten, som jages rundt på Waterloo-stationen i London i “The Bourne Ultimatum”, eller som faderen, der kæmper for at forsørge sin familie i “In America”. Considine spiller ikke med i “Tyrannosaur”, men til gengæld har han både skrevet og instrueret filmen (hans instruktørdebut i øvrigt), og det er han sluppet særdeles godt fra.

Joseph (Peter Mullan) er en vred mand. Han er vred på verden, og han gør, hvad han kan for at sikre, at verden får det at føle. Desværre går det primært ud over ham selv. Som da han i et anfald af blindt raseri over at have tabt et ligegyldigt væddemål skælder ud på alt og alle, hvorefter han kommer hjem og stadig er så hidsig, at han losser sin elskede hund, Bluey, så hårdt i ribbenene, at den dør. Det er svært at have medlidenhed med Joseph, for i kraft af sit alt for iltre temperament er han i høj grad selv skyld i de ulykker, der vælter ned over ham. Men hvorfor er han så vred på verden? Eller er han i virkeligheden vred på sig selv? Han er nemlig ikke bare et dumt svin. Han kæmper tydeligvis med nogle indre dæmoner.

En dag støder han tilfældigt på Hannah (Olivia Coleman), som ejer den genbrugsbutik, han søger tilflugt i efter endnu en selvdestruktiv episode. Hun møder helt uventet hans hårde facade med åbenhed og hjertevarme. Langsomt får de to et venskab op at stå, og Hannahs rolige adfærd får Joseph til at slappe mere af. Men bag sin venlige facade kæmper Hannah selv med dæmoner, der er langt mere håndgribelige og uhyggelige end Josephs. Kun ved at hjælpe hinanden kan de komme ud på den anden side.

Det lyder umiddelbart banalt. Modsætninger mødes, forhindringer overvindes, og sød musik opstår. Og det er det egentlig også – bortset fra det med den søde musik. For “Tyrannosaur” er en særdeles barsk film, som foregår i et beskidt, engelsk forstadsmiljø i den lave ende af samfundet, hvor folk truer hinanden med kamphunde og går på pub med fedtet hår. Grimheden til trods er miljøet og personerne i det – takket være et fremragende manuskript – skildret med en varm glød, som får os til at holde af de her folk. Filmen griber tilskueren om struben allerede fra første scene, og særligt de to hovedpersoners skuespil er så troværdigt, og de situationer, de gennemspiller, virker så ægte, at det bliver bydende nødvendigt at finde ud af, hvordan den rørende historie ender.

Særligt Olivia Colmans præstation som Hannah er værd at fremhæve. Da vi møder hende, er hun det kærlige lys, der træder ind i Josephs verden af mørkt raseri. Hun er et tiltrængt smil oven på introduktionen af den selvdestruktive mand. Derfor bliver hendes tur ned gennem et endnu dybere mørke, hvor hun desperat rækker ud efter selv de tyndeste halmstrå af kærlighed, så meget mere frygtelig og gribende at være vidne til. Og hele vejen igennem spiller hun fremragende. Det er ikke uden grund, at både hun og filmen har vundet et hav af priser.