Star Wars er tilbage på filmscenen, godt pakket ind i actionscener og eventyr. Hjulpet stærkt på vej af en lys tone er det alligevel svært for alvor at få pulsen op over den nyeste version af stjernekrigen, der mest af alt føles som et overforsigtigt udspil.

Over seks år er gået uden en Star Wars-film i biografen. Det betyder imidlertid ikke, at der har været mangel på underholdning for stjernekrigshungrende fans. I perioden siden har der således været adskillige tv-serier. Centralt i dette mylder af tv-serier står The Mandalorian med tre sæsoner, ikke færre end tre spin-off-serier og nu også en film med det mundrette navn Star Wars: The Mandalorian and Grogu. Med den altid karismatiske Pedro Pascal i hovedrollen og Grogu, der som Baby Yoda blev et onlinefænomen, brød The Mandalorian igennem med to stærke sæsoner. Efter en haltende tredje sæson er universet nu tilbage som film med milliardbudget. Det store spørgsmål er derfor, om filmen er en tilbagevenden til topform, eller om springet til det store lærred er for stort for universet.

Setuppet er i sin enkelthed lovende for en fortsættelse af den rumwestern-stil, som var med til at gøre serien til en succes: Efter Imperiets fald skal duoen bestående af den maskeklædte Mandalorian (Pascal) og Grogu finde og fange de sidste prominente imperieloyalister. Samtidig skal the Mandalorian, kaldet Mando blandt venner, balancere sit freelancejob som dusørjæger med komplikationerne ved både at være adoptivfar til og læremester for Grogu. Undervejs pålægges han et job af sin nye chef, Ward (Sigourney Weaver), der involverer at finde og befri Rotta the Hutt (Jeremy Allen White), søn af Star Wars-kendingen Jabba the Hutt.

På mange måder er det en slags back to basics for Star Wars. Man kommer vidt omkring på rumopdagelsesrejse og møder masser af nye planeter og rumvæsner, ligesom der også er gensyn med kendinge fra serien og det større Star Wars-univers. Ligeledes er der actionsekvenser i højt tempo samt nye rumrejser, der er levende og legende. Det er også til at følge med, selv hvis man ikke har set serien, da karakterernes indbyrdes forhold italesættes tydeligt i starten af filmen. Trods en del spredte referencer til serien vil nogle fans dog muligvis ønske, at filmen havde ligget mere i naturlig forlængelse af tv-serien frem for at fremstå som en selvstændig film.

For filmen er anderledes end showet. For eksempel er tonen mærkbart lysere. Når det er bedst, som i filmens noget stærkere første halvdel, er resultatet en række lette, inddragende og tempofyldte eventyr med god komisk effekt. Et eksempel på dette er mesterinstruktør Martin Scorseses optræden som et rumvæsen, der får lov at agere comic relief. Det kan lyde gøglet, men det bliver det heldigvis ikke (kun). Det skyldes nok især, at filmen er skudt i det visuelt imponerende IMAX-format. Ligesådan hjælper det glimrende elektrosoundtrack, udarbejdet af svenske Ludwig Göransson, hvis Mandalorian-temamotiv giver eventyr og tiltrængt storslåethed til filmen.

Selvom mange af actionsekvenserne fungerer glimrende, lider de ofte under begrænsningerne ved computergenererede effekter og kluntet skrevne karakterer. Som eksempel på begge disse centrale synder står den førnævnte Rotta the Hutt. White leverer et hæderligt forsøg, men han er på en urimelig opgave, når han skal vække den computergenererede figur til live. Karakteren føles fra starten en anelse tyndt skrevet, men filmen er for alvor på dybt vand, når det kommer til at skabe overbevisende actionscener med det, der mest af alt ligner en form for gladiatorskovsnegl. Det er desværre repræsentativt for store passager af filmen, hvor man er bevidst om, at der er brugt mange computereffekter med begrænset succes, uden det dog bliver lige så slemt som enkelte tidligere Star Wars-film. Hvad end det skyldes budgetmangel, skiftet fra tv-skærm til biografsal eller blot, at der tilbringes meget tid med computervæsnerne, kommer effekterne ikke altid helskindet i mål. Det er en skam, fordi mange af de praktiske effekter fungerer væsentligt bedre, og for eksempel er der mange gribende actionsekvenser lavet med dukker.

Ens oplevelse af filmen er formentlig betinget af, at man er investeret i forholdet mellem Mando og Grogu, ligesom det utvivlsomt også hjælper, hvis man finder Grogu nuttet. Den relation er både hjulpet og hindret af allerede at have mange sæsoners tv bag sig. Det giver utvivlsomt et større emotionelt engagement, når man ved, hvor meget historie de to karakterer har sammen. Omvendt bandt de to første sæsoner af tv-serien en fin sløjfe på forholdet, og man sidder derfor tilbage med følelsen af, at historien mellem dem snart ikke kan udvikle sig yderligere.

Denne følelse bliver forstærket i de sekvenser, hvor Grogu er på overarbejde og skal være centrum for hele scener. Filmen rummer fine scener mellem Mando og Grogu, men midten af filmen føles alligevel lang og en anelse frugtesløs. Undertiden er det derfor svært at abstrahere fra følelsen af, at man ser tre afsnit af serien frem for en film. Indtrykket bliver ikke mindre med tanke på, at filmen efter sigende er en omskrevet version af skaberne Jon Favreau og Dave Filonis idé til sæson fire. Det kan man godt mærke, for når det er værst, føles filmens historie og konsekvenser mindre, end godt er.

Det skal dog ikke tage noget fra, at det igen føles sjovt at være en del af det filmiske Star Wars-univers. På mange måder minder filmen tonemæssigt, tempomæssigt og med sin jungelbaggrund en anelse om Return of the Jedi, og den inkluderer tilmed små rumvæsner, der minder om ewokkerne fra denne. Hvis man holder af disse, er der meget at hente i filmen.

Overordnet sidder jeg tilbage med følelsen af, at filmen leverer en kompetent, næsten oversikker omgang underholdning. Det er svært at blive vred på, men det rammer ikke det helt store følelsesmæssige register. Det er en følelse, der opsummeres meget godt i en af filmens scener. Her understreger Mando på irriterende bedrevidende, faderlig manér over for Grogu, at det er vigtigt altid at flyve med sikkerhedssele. Sikkerhedsselen er utvivlsomt en god opfindelse, men en gang imellem havde det måske været sjovt at se universet sluppet løs uden, hvad der mest af alt føles som kalkulerede sikkerhedshensyn. Star Wars: The Mandalorian and Grogu er på godt og ondt en sikker, om end lidt ujævn, tilbagevenden til filmen for Star Wars-universet.

Star Wars: The Mandalorian and Grogu kommer i biografen den 20. maj.