[b]Pokkers provokerende og pirrende[/b]

Åh – at være sytten år, ung og smuk. At være sytten år og tilbringe en solbadet sommer sydpå. Afklæde sig bikinitoppen alene på stranden. Flirte uskyldigt med en både flot og blond, tysk turist. Kysse lidt og endda miste sin mødom til ham lige der i sandet på stranden. Det lyder jo ret så skønt. Men noget er ikke helt, som det burde være. Nogen lurer i buskadset og betragter én på sikker kikkertafstand. Og under akten i sandet ligger man bare mekanisk dér og føler intet. Ser sig selv betragte sig selv. Miste sig selv.

I franske François Ozons “Ung og smuk” er ungdommen ikke kun smukt og sorgløst skildret. Men det er ikke en problemfilm med morale. Og det endda trods det faktum at den unge og smukke kvinde i sandet, Isabelle, efter endt sommerferie begynder at prostituere sig selv hjemme i Paris som ‘Lea’. Ikke, fordi hun mangler penge. Ikke, fordi der er problemer på hjemmefronten. Bare, fordi hun er ung og smuk. Måske.

At der ikke gives forklaringer, laves mellemregninger eller fældes dom over Isabelle er noget af det mest fascinerende ved “Ung og smuk”. Drilsk, som altid, præsenterer Ozon en historie uden knude for enden. Den overordnede grundtone i filmen er melankolsk. Som et vemodigt farvel til uskylden og den ubekymrede tilværelse før ‘det’. Hertil bidrager fire sange af Françoise Hardy til at ramme fortællingen ind. En fortælling, der ligeledes er opdelt i årets fire sæsoner; fra sommer til forår. Det er ikke den tyggegummipoppede, tidlige Hardy, men derimod slut-1960’erne/start 1970’ernes mere modne og meget, meget melankolske Hardy, som lægger stemme og tekster til Isabelles år. Da jeg forlod “Ung og smuk” til tonerne af den smukt strygerbårne “Je suis moi” (“Jeg er mig selv”), var det svært ikke at føle sig opløftet over unge Isabelles opvågnen og transformation. At frivillig prostitution så har været en del af hendes udvikling, er en moralsk diskussion, man må tage med sig selv.

Model/skuespiller Marine Vacth er et fund i rollen som Isabelle og Lea. Trods hun havde rundet de 23 år under indspilningerne, er hun overbevisende som syttenårig, surmulende skønhed. I så godt som hver eneste scene er Vacth i centrum, og hun bærer ikke bare rollen, men hele filmen. Som en Catherine Deneuve i Luis Buñuels “Dagens skønhed” eller Michelangelo Antonionis muse Monica Vitti i “L’Avventura” og “L’Eclisse”. Store ord, ja, men Vacth fascinerer på overrumplende vis og i sjælden grad.

Med “Ung og smuk” har Ozon begået en af sine absolut bedste film i den mere alvorstunge del af spektret. Jeg elsker Ozon, når han legesygt går bananas med den mere queer-camp’ede og farvemættede palet. Som i “8 kvinder – og ét mord” eller den tidlige Fassbinder-filmatisering “Dråber på hede sten”. Sågar den ret så fjollede “Potiche” fra 2010 med herligt parløb mellem Deneuve og Depardieu. Men det er når Ozon rynker brynene og går planken ud – denne gang med en syttenårig, der prostituerer sig – at det for alvor stikker dybt. At kinderne bliver røde af på én gang raseri og pirret nysgerrighed. Det er pokkers provokerende og SÅ elegant eksekveret. Dét kan Ozon som få.

Elegant er det også, hvorledes François Ozons forrige film, “Selv i de bedste hjem”, væves sammen med åbningsscenen i “Ung og smuk”. Isabelle ser sig nervøst omkring på stranden og herefter tage sin bikinitop af. Men du belurer hende hemmeligt igennem en kikkert, præcis som voyeuren Claude betragter en familie i “Selv i de bedste hjem”. Ifølge Ozon begærer vi alle på afstand – også dig på alene på bageste række i biografen. Det er ikke forkert, det er bare et faktum. Sådan er seksualiteten. Også.