Er det for tidligt? Det er snart fem år siden, fundamentalistiske terrorister kaprede fire fly og fløj to af disse ind i New Yorks majestætiske World Trade Center-bygninger og et tredje ind i det amerikanske militærs højborg, Pentagon. Dermed blev der efterladt et uudsletteligt billede i verdens kollektive bevidsthed. Og her har vi så allerede den første stort anlagte spillefilm omhandlende de tragiske begivenheder, der fandt sted den skæbnesvangre dag, 11. september 2001: “United 93” – filmen, der omhandler det fjerde fly, hvis passagerer efter al sandsynlighed overmandede terroristerne og ofrede sig selv for at forhindre flyet i at blive brugt som våben.

De ting, der let kunne have gjort “United 93” til en smagløs og ubehagelig affære – uanset om den så blev udgivet 12. september 2001 eller 20 år ude i fremtiden – er her ingen spor af overhovedet. Her er ingen pompøse filmtaler, ingen karikaturer, ingen lettilgængelig og smagløs forenkling af dagens motiver og hændelser, ingen glansfulde [i]one-liners[/i] og ingen patriotisk musik til at holde os i hånden, opildne os til had og indkøb af gevær med medfølgende engangsbillet til fundamentalisternes hjemstad. Tragedien bliver aldrig udnyttet for at fremprovokere en sentimental reaktion. Selvom filmen primært foregår i luften, er den på mange måder i høj grad nede på jorden.

Her er ingen klicheer eller påtaget sentimentalitet. Det tætteste “United 93” kommer på at opnå en såkaldt ‘feel-good’-fornemmelse, er når filmen er overstået, og det faktum, at den har formået at tryne og latterliggøre alle ens personlige dagligdagsskavanker, gør én nærmest lettet. Man kommer samtidigt ud af filmen med en følelse af enorm stolthed, inspiration, dyb respekt og – vigtigst af alt – [i]håb[/i].

Arkitekten bag dette fuldblodige mesterværk er engelske Paul Greengrass. Og fuldstændig ligesom i mandens forrige film, “Bloody Sunday” og “Bourne duellen”, besidder “United 93” en rå og nedtonet visuel stil. Her er ingen slow-motion panoreringer eller påtagede nærbilleder. Kameraet er håndholdt, klipningen barsk, men også ufattelig præcis, og lydsiden aldrig andet end 100% troværdig. John Powells musik er samtidigt fantastisk og ofte bevægende. Altså kort sagt: Hvis man var en af dem, som blev frustreret af at se Greengrass’ tidligere uortodokse film, så er der ingen grund til at forvente, at man ikke vil opleve de samme symptomer i denne omgang.

Filmens stil, der igennem alle Greengrass’ film har skænket produktionerne et dragende dokumentarisk præg, skaber en unik realisme og intensitet, som sjældent er set mage. Med mindre man kategorisk nægter at blive revet med, venter der én den muligvis mest intense og hjerteskærende filmoplevelse nogensinde.

Greengrass tog sig tid til at studere passagerernes endelige telefonsamtaler, samt at interviewe passagerernes efterladte familiemedlemmer. Ikke blot for at sikre sig en så troværdig og sandfærdig gengivelse af begivenheden som muligt, men også for at få deres samtykke. Havde ét eneste familiemedlem beklaget sig, havde Greengrass skrottet projektet. Og dermed kan man velsagtens sige, at ingen af os virkelig har ret til at brokke sig over filmens timing eller eksistensgrundlag. De aktuelle og rystende terrorplaner i London signalerede tydeligvis, at indholdet i “United 93” er særdeles relevant også nu.

Med familiernes velsignelse i lasten fik instruktøren stablet den relativt lille produktion på benene med et budget på 15 millioner dollars. Samtidigt begik Greengrass den genistreg udelukkende at hyre ukendte skuespillere og også militærfolk og lufthavnspersonale til at spille sig selv, hvilket kun er med til at styrke filmens allerede næsten ufattelige følelse af realisme og autenticitet. Skuespillerensemblet er mageløst og stærkt inspirerende. Man fristes til at sige, at det vil være langt mere effektivt og potentielt demoraliserende for terroristerne, hvis man tæppebombede Al-Qaedas huler med kopier af “United 93” i stedet for dyre bomber.