[b]Underholdende vrøvl[/b]

Hvorvidt en thriller virker eller ej afhænger ofte af dens evne til at få en til at bære over med de mest urimelige handlingspunkter. Det kender man ikke mindst fra Hitchcocks utallige af slagsen, hvor plottet ofte slet ikke giver mening, men hvor man ikke desto mindre er så møghamrende godt underholdt, at man slet ikke har tid til at spekulere over plottets forvrøvlede natur.

Et andet eksempel kan findes i “Unknown Identity”, der heller ikke kan tåle særlig meget eftertanke, men hvor turen er medrivende nok til, at man gerne ser gennem fingre med det. Her følger vi Dr. Martin Harris – i skikkelse af Liam Nesson – der ankommer til Berlin for at deltage i noget så fredsommeligt som en bioteknologisk konference. Det lyder måske lidt kedeligt, man da hans kone spilles af January Jones fra “Mad Men” er i hvert fald det mandlig publikums interesse fastholdt, og der går selvsagt heller ikke mange minutter, før noget dramatisk ryster hele fundamentet.

Da parret er fremme ved hotellet, opdager Harris, at han har glemt en vigtig kuffert i lufthavnen. Han tager i al hast en taxa tilbage, men skæbnen tager en uventet drejning, da taxaen kører galt og havner i floden. Efter at have ligget i koma i flere dage vågner Harris i omtumlet tilstand på hospitalet, men da han skynder sig tilbage til konen, påstår hun, at hun aldrig har set ham før – og det viser sig, at en anden mand har indtaget pladsen som den “rigtige” Dr. Martin Harris.

Om vor helt er blevet offer for en omfattende konspiration, eller om turen i vandet har efterladt ham med alvorlig hjerneskade, er et åbent spørgsmål, men Harris har ikke tænkt sig at affinde sig med situationen. Et halsbrækkende ræs mod store kræfter er undervejs, efterhånden som Harris må dykke ned i sagen i håb om at finde en form for mening i galskaben. Filmen forhaster sig heldigvis ikke og holder i stedet klogelig kortene tæt på kroppen, således at vi i langt størstedelen af filmen fortsat er usikre på, hvordan det hele egentlig hænger sammen.

Undervejs er der slagsmål og biljagter til at holde os underholdt, men mest opmærksomhed tager dog Bruno Ganz i en lille, men særdeles effektiv rolle som en aldrende Stasi-agent, der nostalgisk ønsker sig tilbage til de gode gamle dage, hvor man vidste, hvem skurkene var, og som bliver interesseret i Harris’ mystiske tilfælde. Ganz kunne som bekendt få selv Hitler til at virke helt rar i “Der Untergang”, og det er ligeledes interessant at se ham gøre noget tilsvarende med en gammelkommunist her. God er også Liam Nesson, der fik slebet sine actionklør i den overraskende gode B-thriller “Taken”, og selvom hans figur langt fra har den samme røvsparkende facon i denne omgang, fungerer han ikke desto mindre ligeledes aldeles glimrende som handlingens midtpunkt.