Filmz
Untergang, Der

Der Untergang

Medvirkende:

Bruno Ganz, Alexandra Maria Lara, Corinna Harfouch, Ulrich Matthes, Juliane Köhler, Heino Ferch, Christian Berkel, Thomas Kretschmann, Ulrich Noethen, Birgit Minichmayr, Rolf Kanies, Justus von Dohnányi, Michael Mendl, André Hennicke, Christian Redl, Götz Otto, Thomas Limpinsel, Thomas Thieme, Donevan Gunia, Matthias Habich, Gerald Alexander Held

Instruktør:

Oliver Hirschbiegel

Filmlængde:

156 minutter

Genre:

Drama, Krig

Untergang, Der

Hvordan laver man et nuanceret portræt af det 20. århundredes mest forhadte person? Hvordan viser man, at der bag Hitlers umenneskelige gerninger rent faktisk gemte sig et menneske? Et menneske som også var i stand til at udvise varme og medfølelse. Det er svære spørgsmål, som instruktør Oliver Hirschbiegel uden tvivl har stillet sig selv adskillige gange, inden produktionen gik i gang på “Der Untergang”. Den første tyske film i mere end 48 år, som søger at skildre manden bag diktatoren.

[image=8479]

En mageløs realismeGanske uventet åbner Hirschbiegel sin historie med en scene, hvor Hitler fremstilles nærmest som en blid, gammel morfar, der tålmodigt forsøger at finde en ny, privat sekretær blandt fem kvinder. Han falder med det samme for den unge pige Traudl Junge, der inviteres indenfor i Førerbunkeren og dermed også den inderste cirkel af det nazistiske rige. Til trods for at betragtervinklen flere gange skifter, er det overvejende gennem Traudl, at vi får adgang til filmens karakterer og bliver vidner til, hvordan Føreren gradvist synker ned i en manisk virkelighedsflugt og vender det tyske folk ryggen. Han forlanger en mere og mere absurd grad af loyalitet af sine officerer, og de begynder så småt selv at sætte spørgsmålstegn ved Hitlers ordrer. “Der Untergang” handler ikke kun om én mands undergang, men et helt riges.

Hirschbiegels svar på, hvordan man griber en fortælling som denne an, skal findes i virkelighedens verden og den række af øjenvidneberetninger, som overlevende fra Hitlers tætteste stab har afgivet. Disse erindringer står nedskrevet i to forskellige bøger; “Ragnarok – Hitler og det tredje riges undergang” af Joachim Fest og “Til den bitre ende” af Traudl Junge, der begge har ligget til grund for filmens manuskript. Fordi mængden af faktuel information var så omfattende, er det yderst begrænset, hvad manuskriptforfatteren selv har skulle tilføre handlingen. Målet har været størst mulig realisme, og det fremgår tydeligt allerede fra de første minutter, hvor vi føres ind i Hitlers bunker. Alle kostumerne virker meget troværdige, mens omgivelserne er blevet genskabt på baggrund af detaljerede tegninger, så de svarer præcis til dem, der oprindeligt eksisterede.

[image=8478]

Kort om filmen

Der Untergang skildrer de sidste uger i Adolf Hitlers (Bruno Ganz) liv, oplevet fra stenografen Traudl Junges (Alexandra Maria Lara) synsvinkel.

Tyskland er i opløsning og et nederlag til det tredje rige synes uundgåeligt. Hitler har sammen med sine nærmeste, deriblandt hans kone Eva Braun (Juliane Köhler) og familien Goebbles (Ulrich Matthes og Corinna Harfouch), forskanset sig i Førerbunkeren i det centrale Berlin, hvor de afventer deres skæbne. De allierede nærmer sig hastigt Berlins porte, og Hitlers skiftende sindstilstande bliver værre og værre i takt med krigens udvikling. Der tegner sig hurtigt et billede af en desillusioneret Hitler med en ekstrem angst for konspirationer og et voldsomt had mod jøder, men der vises også en hidtil ukendt Hitler med mere humane sider.

Ads by MGDK