Det er internettets skyld”Untraceable” tegner fra start til at være et forsøg på at modernisere cybertrilleren. Desværre ryger den hurtigt af sporet og ender med snarere at ligne en mere publikumsvenlig hollywoodificering af den bloddryppende gorno (gore + porno) genre, vi har lært at kende igennem film som “Hostel”. Men uden et publikum, der vrider sig i væmmelse, er der ikke meget at komme efter på den front. Nok er der tale om gedigent fortalt håndværk, som vi er vant til det fra USA, men filmens klodsede moraliserende pegefinger, som tilsyneladende midtvejs igennem har fortabt sig i manuskriptforfatterens eget næsebor, reducerer ulykkeligvis filmen til gennemført stupid underholdning.

Diane Lane giver den som endnu en af de evindelige enlige mødre, vi møder så mange af i hollywoodfilm. Lane spiller FBI-agenten Jennifer Marsh, der specialiserer sig i cyberkriminalitet – eller på godt dansk bekæmper forbrydere på internettet. It-ordforrådet virker troværdigt, og den altid gode Lane gør sig godt som skarp og køn it-nørd. Thrillerens konventioner er her velkendte, og mange vil sikkert føle sig godt tilpas i disse omgivelser.

Idyllen brydes dog ikke overraskende, da Marsh i sin retfærdige kamp mod fæle internetforbrydere en dag støder på en hjemmeside med navnet killwithme.com (som skam findes derude). Siden viser rigtige mord, som sendes direkte over nettet. En fæl morder har nemlig fundet en smart fidus. Han sætter en dræberanordning med sit udvalgte offer op foran et kamera. Offerets skæbne er nu i hænderne på sidens besøgende. Jo flere, der kigger med, jo hurtigere dør ofret nemlig, og morderen hælder dermed skylden over på internettets anonyme brugere.

Og selvfølgelig er folk mere end villige til at være med på en kigger, hvorfor filmen langsomt drejer over i torturporno, hvor publikum skal udsættes for en række udpenslede og temmelig sadistiske mord. Dog er det ikke helt så blodigt og grotesk, at tilskueren tvinges til knugende at gemme ansigtet bag fingrene, som vi kender det fra f.eks. “Saw”. Hjemmesidens oprindelse er ikke så nem at finde frem til, og inden morderen fanges, og vi får sat en lille sløjfe på denne fortælling, når Marsh og hendes egen familie naturligvis også at komme i fare. Inden rulleteksterne får sat sit punktum, har filmen også nået at lægge en ærkekonservativ tankegang for dagen, hvor internettets ubekymrede anonymitet og menneskets perverse skuelyst problematiseres.

Ja, “Untraceable” ønsker øjensynligt at fortælle noget om os mennesker. Men de moraliserende fagter udhules nu noget, når man vælger at lave en film, som stiller spørgsmålstegn ved menneskets uforklarlige tiltrækning af det forbudte og perverse ved at udstille bloddryppende tortur for øjnene af filmens publikum og således trække på den selv samme kombination af væmmelse og fryd, som filmen kritiserer. Nogle vil måske hævde, at det er udtryk for kunstens tvetydighed, men sagens kerne er den, at filmen gør sig skyldig i en forbrydelse, den med hævet pegefinger ellers klandrer menneskeheden for. Selvom kritikken absolut kan have sin berettigelse, så er filmens udformning dog ganske enkelt for dum i denne henseende.