På hævntogt i fremtiden”V for Vendetta” handler om vandalisme, vulgære vaner, venalitet, voracitet, valsende vanrøgtede vanskabninger, vanvids visioner, vartegn, vedholdende vagtmestre, venskab, voldelige virkemidler, vildførte vrimler og en viljefast voldsvirtuos.

I et fremtidens England har en diktator taget magten og holder folket nede med censur, udgangsforbud og voldelige vagtværn. Kvinden Evey går ud en aften efter spærretid og bliver uheldigvis opdaget af en gruppe af de ubehagelige ordenshævere. Lige da de skal til at voldtage hende, møder hun sin frelsende engel, kaldet ‘V’, i form af en maskeret terrorist, der samme aften lader den første bombe springe i London. Senere mødes deres veje igen, og Evey bliver med tiden en del af hævnerens opgør med samfundets undertrykkere.

“V for Vendetta” tilhører genren af science-fictionfilm, der beskriver et samfund under tyranniets åg – det man med et fint ord kalder en dystopi. Film som “1984”, “Brazil” og “Cubic” har tidligere udforsket temaet, og der er da også mange ligheder i fremstillingen af det totalitære samfund, ikke mindst ved tyrannens evindelige trang til at meddele sig til omverdenen med sit vrede ansigt blæst op på en storskærm.

“V for Vendetta” er baseret på tegneserien af samme navn, der så dagens lys i England i 1982, hvor tegneserieskaberne blev inspireret af Thatcher-regeringen til at skabe historien om et rædselssamfund bygget på vold og frygt. Filmen er forholdsvis tro mod forlægget, hvilket er årsagen til at fremstillingen af det totalitære samfund ikke finder nye måder at vise sit ansigt på, men ved de næsten klichefyldte virkemidler som storskærmene.

Filmen er besat med en perlerække af gode engelske skuespillere i de bærende biroller, heriblandt Stephen Fry, Rupert Graves og ikke mindst Stephen Rea, som vi bl.a. kender fra “The Crying Game”. I “V for Vendetta” spiller han den desillusionerede politimand, der i jagten på terroristen ‘V’ bliver konfronteret med de frygtelige gerninger, der er begået af den regering, han tjener. Hele hans holdning, mimik og gestik emmer af hans trøsteløse loyalitet der konstant kæmper mod den frustrerende nye viden.

Modsat er de to hovedrolleindehavere mindre overbevisende. Hugo Weaving kæmper med at bringe liv til en karakter, der hele filmen igennem er iført en maske og derfor må forlade sig på sin stemme til at skabe dramatik. Natalie Portman spiller rollen som Evey, der gennemgår transformationen fra stiltiende tilskuer til kampklar amazone uden den mindste overbevisning. Hun har tidligere bevist sit skuespiltalent i filmen “Closer”, men magter ikke at gøre Evey til en troværdig karakter.

Selvom filmen overordnet set leverer den underholdning den lover, så lider historien under visse svagheder. Først og fremmest bliver ‘V’s baggrund og evner forklaret på en lidt for diffus måde. Det er svært at afgøre, om han besidder overnaturlige evner på superhelte måden, eller om han blot er en veltrænet hævner med de rette hjælpemidler ligesom Batman.

Derudover er tegningen af den undertrykte befolkning ikke overbevisende. Når man som Evey har set sine forældre blive slæbt væk og myrdet i koncentrationslejre på grund af deres politiske overbevisning, virker det ikke plausibelt at begive sig ud efter spærretiden, fordi man ikke lige har holdt øje med klokken. Og i et samfund hvor tv-stationerne tjener som et gennemcensureret talerør for landets hersker, virker det utroværdigt at en talkshowvært laver et stærkt satirisk indslag om landets hersker uden at vide præcis, hvilke fatale konsekvenser, det vil få for ham.