[b]Endnu en omgang dansk ægteskabsdrama[/b]

Dansk film får tit og ofte på puklen for vedvarende at producere præcis den samme slags film om og om igen og at sidde fast i en rutine, hvor filmene uundgåeligt enten er folkekomedier eller parforholds-film med et socialt anslag. Der eksperimenteres ganske vist i ny og næ, men eftersom sådan nytænkning sjældent belønnes ved billetlugerne, er det unægteligt meget tillokkende for filmselskaberne at fortsætte i den samme sikre rille.

Den sky af forudsigelighed hænger beklageligvis også over “Værelse 304”, der ellers tager tilløb til at fortælle en historie, som afviger fra dem, vi evigt og altid præsenteres for. Her er handlingen henlagt til et hotel i København, hvor vi følger en gruppe forskellige menneskers liv og færden i løbet af et par dage og de kvaler, de hver især må slås med. Der springes frem og tilbage i begivenhedernes kronologi, men at det ender galt, ved vi allerede fra filmens indledende scener, hvor en person er blevet skudt, men præcis hvem og hvorfor ved vi ikke.

Hovedfortællingen følger Kasper og Nina (Mikael Birkkjær og Stine Stengade), som har en udenomsægteskabelig affære med hinanden. Han er chef for hotellet og hun for receptionen, og begge jobs må være meget lette, for det lader aldrig til, at de har nogen arbejdsopgaver af betydning, og de får blot tiden til at gå med at vandre op og ned ad gangene i velklædt dress. Intet under, at de har en affære – de må være ved at gå til af kedsomhed.

Mere liv er der til gengæld i bifigurerne, og det gælder ikke mindst David Denciks receptionist, der er en forpint knudemand, som med al tydeligelighed bærer på uudtalte kvaler. Selv da han får besked på at smile mere, lader selve konceptet til at ligge ham så fjernt, at han hellere truer med at sige op. Han er en af den slags figurer, som det er svært at få til at fungere på det store lærred, men som Dencik ikke desto mindre løfter fornemt. Som tilskuer sidder man tilbage med stor lyst til at få mere at vide om ham, men beklageligvis får fortælling ikke meget ud af hans figurs potentiale.

Det samme gør sig gældende for et albansk flygtninge-ægtepar, der arbejder på hotellet, men som får rippet op i en traumatisk fortid, da en mystisk gæst ankommer, hvilket vækker stærke minder og hævnlyst. Atter er man fuld af iver efter at følge den historie, men også her fiser trykket for hurtig ud af spændingskedlen, og figurerne bliver forløst, inden deres fortælling knap nok er begyndt.