[b]Ud og se[/b]

Ondskab med naturen som kulisse og aktiv medspiller er blevet mainstream hos de danske auteurs, der er alt andet end netop dét – mainstream. Først i den mest vellykkede, Lars von Triers “Antichrist”, der hentede en ganske kraftig inspiration hos Tarkovskys “Stalker”. Dernæst den endnu mere inspirerede, næsten plagierende “Kærlighedens krigere” af Bergman-beundreren Simon Staho. Og nu seneste skud på ondskab-i-naturen-stammen, Nicolas Winding Refns “Valhalla Rising”, der også fisker frejdigt i Tarkovsky-dammen. Det er blevet udendørssæson i den danske kunstfilmsbranche.

Det er ingen Quark og næsten lige så lidt kanonisk fortælling i “Valhalla Rising”. I et nådesløst barskt britisk middelalderlandskab følger vi den tavse hedningekriger One Eye – der, som navnet insisterende antyder, kun er udstyret med ét funktionsdygtigt øje. One Eye holdes som gladiatortræl af en hedningeklan indtil den dag, hvor han ser sit snit til at tage en blodig flugt med en dreng som følgesvend og eneste overlevende. De to vandringsmænd møder en gruppe idealistiske korsfarer, der har kurs mod Jerusalem for at ske Guds vilje. De to umage grupperinger sætter til søs i samme båd, men en ugæstfri tåge gør deres færd vanskelig, hvilket sætter gang i tanker og handlinger, der omhandler tro, overtro og mistro.

Egentlig handling er der ikke i overflod i Winding Refns første film efter det absolut vellykkede comeback med Kubrick-homagen “Bronson”. Udover storladne og teatralske gloser om kristendom og tro så er det ikke i indholdet, men derimod i den stemningsmættede lyrisk-associative stil, at meningen med den middelalderlige galskab skal findes. Refn simulerer ganske vist en dyb indholdsside med prologteksten [i]”I begyndelsen var mennesket og naturen,”[/i] der provokerende er spundet over Johannesevangeliets indledende fraser. Men den vidtløftige diskussion af naturen kontra Guds ord bliver aldrig tatoveret fast på dette middelalderepos – den symbolske sminke kan let vaskes af.

Filmens inciterende lydspor lader sig derimod ikke sådan ryste af. Det leveres støjende intenst af makkerparret Peter Peter og Peter Kyed, der også stod bag musikken til Winding Refns publikumsflop “Fear X”. Musikken er en hovedaktør i den barbariske nerve, der indfinder sig i store dele af filmen, som da de gæve rorgængere okser sig igennem ukendt landskab i komplet tavshed kun ledsaget af en nærmest David Lynch-agtig lydstøj, der i det næste øjeblik abrupt afbrydes af en anonym dødelig pil med afsender fra den uroligt ukendte skov. Musikken illustrerer meget godt den samlede oplevelse af “Valhalla Rising”, der som skibets bølgegang går op til det sublime og ned til det jammerlige. Bunden skrabes i en syret montagescene, der er tænkt som et modernistisk højdepunkt i filmen, men som mest af alt minder om en mislykket metalmusikvideo.

De mange udsving gør, at “Valhalla Rising” ender op som et ambitiøst tænkt projekt, men som en middelmådig film. Den er bedre end Stahos udendørsudflugt “Kærlighedens krigere”, der ikke formåede at materialisere de mange Bergman-referencer til en selvstændig vision, men ikke så gennemført sin egen som “Antichrist”, der forvandlede inspirationen fra Tarkovsky til et nyt udtryk med enkelte scener af overvældende skønhed. Trods de tydelige inspirationskilder så er “Valhalla Rising” helt sin egen, men formår ikke at konvertere sin originale idé om til disse unikke øjeblikke, der er så afgørende for kvaliteten hos denne type eksperimenterende, associative film.