Requiest in PaceDa Stephen Sommers tilbage i de sene 90’ere gravede Universal Studios’ arkiver igennem for at finde en ide til et nyt projekt, fandt han et væld af gamle horror-film fra studiets tidlige dage. Resultatet af denne skattejagt blev i 1999 til den ganske vellykkede genindspilning af klassikeren “The Mummy”. Filmen blev fulgt op af “The Mummy Returns” i 2001 og det lader til, at Sommers nu efterhånden er blevet træt af gamle støvede mumier. Med sin nye film “Van Helsing” kaster han sig over ikke bare én, men flere af de gamle legendariske monstre på een gang, i hvad der ender med at være en ganske typisk omgang popcorns-underholdning.

Filmen starter med en sort/hvid udgave af Universals logo, i hvad der ganske passende er en hyldest til nogen af de klassiske horror-film Sommers låner fra. Filmens første scene siger lidt om den sammenblanding af gode gamle horror-karakterer, vi kommer til at se over de næste to timer og 12 minutter. Vi oplever Dr. Frankenstein vække sit monster til live, alt imens den vrede pøbel er ved at bryde ind på hans slot med fakler og høtyve. Den gode Doktor fryder sig over sit mesterværk ([i]”Its alive, ITS ALIVE!!!”[/i]) men kun kortvarigt: Pludselig dukker filmens hovedskurk Grev Dracula op. Det viser sig hurtigt at det faktisk er greven, der har financieret doktorens arbejde og nu er ude efter at få sin investering tilbage… plus lidt ekstra godt til ganen.

Selve filmen foregår et år efter den lille intro, og her møder vi helten Van Helsing. Han arbejder i det skjulte for Vatikanet og er taget til Paris for at jagte Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Hans arbejde for Vatikanet har bevirket at han er eftersøgt for mord over hele Europa. Efter succesfuldt at have afsluttet sin opgave vender han tilbage til Rom, hvor hans overordnede venter ham med en ny opgave: Han skal drage til Transylvanien for at hjælpe de to sidste overlevne af Valerious-familien med at slå Dracula ihjel.

Familien har siden middelalderen kæmpet imod Dracula, efter en af deres forfædre svor, at ingen fra familien skulle træde ind i himlen førend Dracula var død. Med kun to familiemedlemmer tilbage, Anna og Velkan Valerious, må Vatikanet nu hjælpe til: Hvis de dør inden Dracula gør, vil alle deres forfædre ende i helvede.

Dette kan Vatikanet naturligvis ikke lade overgå sine ydmyg tjenere, og med sin trofaste medhjælper Broder Carl ved sin side, drager Van Helsing til Transylvanien. Her møder han Prinsesse Anna Valerious og allerede inden de får sagt pænt goddag til hinanden, angribes de af Draculas tre brude. Det viser sig nemlig, at Dracula er ude efter prinsesse Anna. Derfor må Van Helsing og Anna nu arbejde sammen for at bekæmpe Dracula, inden hans skumle planer bliver ført ud i livet.

Purister vil nok gøre korsets tegn og mene, at Sommers her slagter de legendariske karakterer og myter ved at blande dem alle sammen i en skøn (uskøn?) pærevælling. Men til Sommers forsvar skal det siges, at han på ganske kreativ vis faktisk har formået at involvere de forskellige monstre i et plot, der giver nogenlunde mening… og det må man vel tage hatten af for.

Desværre er filmens struktur ret maltrakteret, bl.a. med lynhurtige klip fra én lokation til en anden der ligger adskillige hundrede kilometer væk… det gør det svært at følge filmens plot, der dog også selv bidrager til forvirringen med et par pænt store huller.

Van Helsing spilles af australieren Hugh Jackman, som de fleste kender som Logan/Wolverine i “X-Men”-filmene. Lighederne imellem Wolverine og Van Helsing er også slående: Den hårde, men trods alt retfærdige good-guy, der med smarte bemærkninger river, flår og stikker sig igennem den ene bad-guy efter den anden. Samtidig har han problemer med at huske sin fortid. Van Helsing er en forholdsvis 2-dimensionel karakter, og kun hans hukommelsesproblemer er med til at give karateren lidt dybde. Hugh Jackman lader til at være gået fra “X-Men” settet direkte over på “Van Helsing” settet, hvilket dog ikke er til skade for “Van Helsing”, da det er en karakter-type, der passer rigtig godt til ham.

Kate Beckinsale optræder for anden gang i kort tid i en film om vampyrer – først “Underworld” og nu “Van Helsing”. Denne gang er hun dog ikke selv vampyr, men kæmper imod dem i skikkelse af Prinsesse Anna. Selvom hendes karakter har en anelse mere dybde end den sædvanlige “damsel in distress” er hendes præstation intet udover det sædvanlige. Blandt andet fordi hendes Transylvanske accent virker påtaget og falsk. Men en fryd for øjet er hun da!

David Wenham, der med stor succes spillede Faramir i “Ringenes Herre” trilogien, spiller her Broder Carl. Det er godt at se Wenham i denne rolle, der adskiller sig markant fra Faramir: En smånervøs og neurotisk munk, der er for Van Helsing hvad Q er for Bond: Carl opfinder og bygger Van Helsings våben og drager endda med til Transylvanien for at bekæmpe Dracula. Selvom han er filmens komiske indslag, ender han alligevel med at være instrumental i filmens slutning, hvilket giver karakteren et fint lille løft.

Filmens skurk, Grev Dracula, spilles af Richard Roxburgh. Hans præstation er en bleg efterligning af Gary Oldmans Dracula fra Francis Ford Coppolas film: Han er ikke rigtig karismatisk nok til at udfylde de ret store sko, som eks. Oldman og Christopher Lee tidligere har efterladt i Draculas omklædningsrum. Til Roxburghs forsvar skal det siges, at han aldrig rigtig når at blive effektiv som skurk, fordi Sommers’ CGI monstre konstant tager over i de afgørende scener. Dette efterlader ikke noget albuerum til skuespillet.