[b]Blandt knoldesparkerne[/b]
Med en styrtende omsætning på 25 millioner euro er komedien “Velkommen til Ch’tis” den franske film, der har omsat mest i hjemlandet. Tons af franskmænd er flokket til billetlugerne for at se den, og nu har filmens succes så også bragt den her til landet.
[image=41786]
Når man så ser den, er det ikke helt nemt at gennemskue, hvorfor den dog er blevet sådan et hit, for den er ærlig talt en temmelig konventionel størrelse. Filmen handler om en postmand fra Provence, der kvajer sig så eftertrykkeligt, at han bliver forflyttet til det allerværste sted: Det nordfranske provinshul Bergues, hvor vejet efter sigende altid er dårligt, og hvor de indavlede lokale tosser altid er fulde.
Fordommene står imidlertid for fald, for naturligvis viser det sig, at de lokale er nogle ualmindelig ligefremme, sympatiske og gæstfrie individer, og efterhånden opdager den mugne postmester, hvilken gruppe herlige mennesker han er havnet hos. Hans kone, der stadig befinder sig i Provence, lider imidlertid af depression, men bliver opmuntret ved tanken om de lidelser, hun tror manden gennemgår for hendes skyld, så for at opretholde illusionen lader han hende blive i troen.
[image=41785]
Humoren i “Velkommen til Ch’tis” bygger først og fremmest på den dialekt, som de lokale taler, og som giver anledningen til utallige misforståelser. Problemet med den form for humor er imidlertid, at den bygger på en forståelse af det talte sprog, og hvis man – som undertegnede – ikke forstår fransk, så er komikken fuldstændig tabt for en. Man har derfor forsøgt at løse sprogproblemet ved at skrive underteksterne i talesprog således, at borgerne byder vor hovedperson velkommen med ordene: “Velkommen Hr. Poschtmeschter”. Effekten er lidt som at få forklaret pointen på en vittighed i stedet for at høre den selv. Det er simpelthen ikke sjovt – blot irriterende.
Det er synd, for ellers er filmen skam en ganske hyggelig affære, der spiller på det komiske i de mere trendy typers fladpandede fordomme om, hvordan bonderøvene i virkeligheden er, og som ihærdigt forsøger på at charmere en med den landlige idyl.
[image=41776]