Hvis du fandt Roman Polanskis forrige film, “Carnage” fra 2011, vel rigeligt nedbarberet i sin ene [i]location[/i]; en bedsteborgerlig newyorker-lejlighed, og nærmest fik klaustrofobi af at være indespærret sammen med de fire klasseskuespillere Jodie Foster, Kate Winslet, Christoph Waltz og John C. Reilly, ja, så kan det godt være, at “Venus i pels” ikke falder i din smag. Her spærrer Polanski os nemlig inde på et faldefærdigt, parisisk teater i selskab med bare to skuespillere. Men hvilke to: Emmanuelle Seigner og Mathieu Amalric – to af fransk films mest velsmagende kirsebær på toppen. “Venus i pels” er halvanden times frydefuld og, ikke mindst, ordfuld kønskamp. Et kammerspil fra en Polanski i legesygt humør.
[image=80372]
Den speedsnakkende kvinde accepterer ikke nej, og før Thomas ved af det, hiver hun et perfekt kostume op af tasken og ifører sig det. Kan hun virkelig være hans Wanda? Wanda, der besnærer stykkets Severin, så han tilbyder at underkaste sig som hendes slave? Thomas og Vanda øver skuespillet scene for scene, og den umiddelbart simple kvinde viser sig at være mere end godt inde i stoffet – og vide lidt for meget om Thomas’ privatliv. Langsomt, men sikkert skifter magtbalancen de to imellem. Præcis som i Sacher-Masochs bog.
[image=80369]
Glimt i øjet er der også i den enormt produktive Alexandre Desplats musikalske komposition, der skiftevis leger med på handlingen og raffineret kommenterer den. Mest iørefaldende er de bombastiske åbningstoner, der ledsager kameraturen langs en parisisk boulevard, inden vi kommer indendørs på teatret. Her slår Desplat filmens tone an: Legende og humoristisk, men med en dyb klangbund af en hvirvlende farlig pardans. Det er næsten lige så godt som Desplats Bernard Hermann-inspirerede [i]suspense[/i]-score til “Skyggen”. Men kun næsten.
[image=80368]