[b]Fryde- og ordfuld kønskamp à la Polanski[/b]

Hvis du fandt Roman Polanskis forrige film, “Carnage” fra 2011, vel rigeligt nedbarberet i sin ene [i]location[/i]; en bedsteborgerlig newyorker-lejlighed, og nærmest fik klaustrofobi af at være indespærret sammen med de fire klasseskuespillere Jodie Foster, Kate Winslet, Christoph Waltz og John C. Reilly, ja, så kan det godt være, at “Venus i pels” ikke falder i din smag. Her spærrer Polanski os nemlig inde på et faldefærdigt, parisisk teater i selskab med bare to skuespillere. Men hvilke to: Emmanuelle Seigner og Mathieu Amalric – to af fransk films mest velsmagende kirsebær på toppen. “Venus i pels” er halvanden times frydefuld og, ikke mindst, ordfuld kønskamp. Et kammerspil fra en Polanski i legesygt humør.

Amalric spiller dramatikeren Thomas, der er kæderygende fortvivlet over ikke at kunne finde den rette kvinde til at spille hovedrollen som Wanda i hans opsætning af østrigeren Leopold von Sacher-Masochs SM-klassiker, “Venus i pels” fra 1870. [i]Bank, bank[/i]. Entré af skuespillerinden Vanda i Emmanuelle Seigners skikkelse. Drivvåd af regnen, iklædt et diminutivt læderoutfit med matchende hundehalsbånd.

Den speedsnakkende kvinde accepterer ikke nej, og før Thomas ved af det, hiver hun et perfekt kostume op af tasken og ifører sig det. Kan hun virkelig være hans Wanda? Wanda, der besnærer stykkets Severin, så han tilbyder at underkaste sig som hendes slave? Thomas og Vanda øver skuespillet scene for scene, og den umiddelbart simple kvinde viser sig at være mere end godt inde i stoffet – og vide lidt for meget om Thomas’ privatliv. Langsomt, men sikkert skifter magtbalancen de to imellem. Præcis som i Sacher-Masochs bog.

Som “Carnage” er “Venus i pels” også baseret på et teaterstykke. Dette af David Ives fra 2010, der startede off-Broadway, men som senere rykkede en klasse op. Det faktum gør Polanski intet for at skjule. Til gengæld bruger han og fotograf Pawel Edelman teaterrummet ideelt og med stor effekt. Seigners Vanda kan, uden at det bliver forklaret, styre scenelyset til perfektion. Hun skruer bare lidt på knapperne og [i]voilà[/i], så er stemningen sat. Edelman, der tidligere har arbejdet sammen med Polanski på “Pianisten”, “Oliver Twist”, “Skyggen” og “Carnage”, krydrer også fortællingen med velvalgte nærbilleder. Kjolehægter lukkes sirligt. Læbestift påføres. Lange læderstiletter lynes langsomt. En pervers ordentlighed, der hele tiden leder tankerne hen på temaet omkring underkastelse versus dominans. Og hele tiden med det velkendte, Polanski’ske glimt i øjet.

Glimt i øjet er der også i den enormt produktive Alexandre Desplats musikalske komposition, der skiftevis leger med på handlingen og raffineret kommenterer den. Mest iørefaldende er de bombastiske åbningstoner, der ledsager kameraturen langs en parisisk boulevard, inden vi kommer indendørs på teatret. Her slår Desplat filmens tone an: Legende og humoristisk, men med en dyb klangbund af en hvirvlende farlig pardans. Det er næsten lige så godt som Desplats Bernard Hermann-inspirerede [i]suspense[/i]-score til “Skyggen”. Men kun næsten.