Der leveres inddragende twists i psykologisk trekantsdrama. Alligevel bliver det mere romance end drama og historien lige så hullet som en schweizisk ost.

Det vrimler med filmatiseringer af bestsellerforfatter Colleen Hoovers bøger. Sidste skud på stammen er Verity, med et stjernebesat cast, der inkluderer Dakota Johnson og Anne Hathaway.

I Verity møder vi forfatteren Lowen Ashleigh (Johnson), der hyres til at ghostwrite en række bøger for den verdensberømte Verity Crawford (Hathaway), der for nylig har været ude for et uheld, der har efterladt hende lam. Hyret af Veritys mand, Jeremy (Josh Hartnett), tager Lowen mod familiens øde hus på landet i det nordlige USA for at læse noter og manuskripter igennem for at finde ud af, hvordan serien skal færdiggøres.

Herfra begynder fiktion og virkelighed at smelte sammen.

En forfatters fantasi

Veritys klart største styrke er den klaustrofobiske stemning, som huset på landet giver. Huset, lyset, colour grading og det centrale mysterium fungerer til at skabe en trykkende og medrivende atmosfære.

Det er hjulpet på vej af en række twists, der er med til at holde seeren engageret og investeret i filmen. Ligeledes fungerer Lowen fint som udenforstående, der kommer ind i Jeremy og Veritys liv og skal finde hoved og hale i deres magtdynamik.

Alligevel er filmens centrale mysterium ikke forløst på fuldstændig tilfredsstillende manér. Det er der to primære grunde til. Første grund er, at der trods kompetente præstationer er meget lidt kemi skuespillerne imellem.

Den anden grund er, at payoffet på twistene ligeledes er begrænset. En af grundene til det er, at der er mange sekvenser, hvor man undrer sig over, hvorfor karaktererne gør, som de gør. Mange gange virker inkompetence eller simpelthen et behov for at drive plottet frem til at være den reelle grund. Især mod filmens slutning træffes der en række mærkværdige beslutninger.

Jane Eyre/Rebecca/Rashomon Verity

Spillet om sandheden og ægteskabsdramaet mellem Verity og Jeremy fylder meget i filmen. Derfor ledes tankerne også hen på tidligere historier, hvor det har været tilfældet, som set i litteraturens verden (Jane Eyre er her en oplagt sammenligning), i filmens verden, som f.eks. set i Akira Kurosawas værker (f.eks. Rashomon), eller i begge dele (Rebecca).

Mindre end disse værker kan også gøre det, og alle værker behøver ikke den samme seriøse tone eller det samme ambitionsniveau som disse, men problemet er, at det, der er i stedet for denne behandling, heller ikke fanger, hvorfor man sidder tilbage og drømmer sig til andre film.

I modsætning til disse historier er både forløsningen og behandlingen af sandheden som tema i Verity imidlertid tynget ned af aldrig at realisere sine karakterer eller sine temaer på udfoldende manér. Som resultat fylder twists, suspense, surprise og romance meget mere, og jeg sidder tilbage med en historie, der, efter de centrale twists er forløst, ebber ud på antiklimatisk manér.

Og hvorfor er Sean Evans med?

Verity kan ses i biografen fra d. 1/10.