[b]En varm kærlighedshistorie på en kold novemberdag[/b]

Det er efterhånden svært at skrive, fortælle eller synge noget om kærlighed, som ikke er hørt tusind gange før. Vi søger en facitliste, der én gang for alle kan definere for os, hvad essensen af kærlighed er, men famler oftest i blinde. Kærligheden er en uhåndgribelig størrelse, som vi hele livet prøver at holde fast i, og som vi ofte ikke ved, hvad vi skal gøre af, når vi endelig besidder den.

Woody Allen har ofte i sin karriere prøvet at løse denne gordiske knude, gransket ethvert aspekt af forholdets natur, og er altid nået frem til det samme resultat: Den kan ikke løses, og den skal ikke løses, for kærligheden eksisterer kun i kraft af sin vidunderlige meningsløshed. Og netop kærlighedens flygtige natur og vores evindelige søgen efter den er omdrejningspunktet i hans nye film “Vicky Christina Barcelona” – en romantisk komedie, når den er bedst, sat i Barcelonas romantiske miljøer.

De to smukke, amerikanske veninder Vicky og Christina er på ferie i Barcelona, og da de møder den charmerende og sensuelle bohemekunstner José Antonio, forvandler rejsen sig til en rutsjebanetur ind i kærlighedens mange facetter.

De to veninder har et helt forskelligt syn på kærligheden. Vicky har slået sig ned og skal giftes med sin succesrige kæreste fra New York; Christina derimod er den rastløse og håbløse romantiker, der konstant søger efter en person, som kan slå benene væk under hende. Hun bliver derfor hurtigt tiltrukket af José Antonios forførende væsen og ender med at flytte sammen med ham. Den forsigtige og målbevidste Vicky kræver dog mere overtalelse, før hun tør hengive sig til den charmerende spanier, og det sætter hele hendes idé om kærligheden og det perfekte forhold på prøve. Men tilværelsen får pludselig en helt ny drejning, da Josés ekskone, Maria Elena, gør sin entre, og kærligheden endnu engang viser sig fra sin mest lunefulde side.

[i]Kun uforløst kærlighed er virkelig romantisk,[/i], siger Maria Elena på et tidspunkt, og det synes at være hovedtemaet i denne vidunderlige film. Passionen og romantikken kan ikke eksistere, når kærligheden er blevet fuldbyrdet, og hverdagens trivialiteter pludselig banker på døren. I hvert fald ikke for José Antonio og Maria Elena, der har brug for Christina som den vigtige ingrediens i deres forhold, for at det ikke endnu engang skal forfalde til disharmoni og elendighed. Dermed postulerer filmen ikke, at dette er svaret på, hvad kærlighed er. Den siger derimod, at [i]skønhed er i øjet af beskueren[/i], og det er op til det enkelte menneske at finde ud af, hvilken en af kærlighedens krogede veje man vil gå ned ad for at få den største tilfredsstillelse.

Christina har valgt den usikre vej. Hun er det evigt søgende menneske, en rastløs sjæl, der ikke ved, hvad hun vil have, men ved, hvad hun ikke vil have, som der bliver sagt flere gange i filmen. Vicky derimod bliver draget af den forbudte og ufuldstændige, passionerede kærlighed i mødet med Juan Antonio, men finder tilbage på den sikre vej, hun kom fra. Budskabet er smukt i al sin enkelhed, og den svære balancegang, det er at servere sådanne eksistentielle temaer tilsat et humoristisk krydderi, klarer filmen uden på noget tidspunkt at miste grebet.