Det er mere reglen end undtagelsen, at børne- og ungdomsfilm herhjemme er nogle hyggelige størrelser med gamle slotsspøgelser og excentriske onkler, som f.eks. senest i de genoplivede og temmelig trivielle “Far til fire”-film. Det er filmoplevelser, som forældre ser med deres børn med fingeret interesse, mens blikket konstant søger mod uret for at tjekke, hvornår pinslerne er ovre.

Sådan mener nogle filmfolk dog ikke nødvendigvis det behøver at være. En af dem er Nikolaj Arcel, som med “De fortabte sjæles ø” pressede grænserne for, hvad danske børnefilm kunne formå. En anden er Ole Bornedal, som med “Vikaren” har skabt en film, der både burde kunne skræmme og more det yngre samt ældre publikum.

De fleste af os har formodentlig haft dårlige oplevelser med vikarer, men de er forhåbentlig intet sammenlignet med 6.B’s. For dem er udsigten til at få en vikar blot mulighed for lidt sjov i klassen. Morskab får de nu ikke meget af, da skæbnen i stedet sender dem et monster af en underviser i skikkelse af Ulla Harms. Ikke alene er deres vikar en særdeles ondskabsfuld en af slagsen, hun synes også at besidde næsten overnaturlige evner: Hun kender tilsyneladende svaret på alt, og kan endda gennemskue hvad børnene tænker.

Selv de værste skarnsunger har næppe fortjent denne lede mokke af en lærer, men da børnene henvender sig til de voksne med mistanken om, at deres vikar er en form for uhyre, bliver mistanken pure afvist. Som skolens infantile psykolog med moderigtige briller kan forklare, skyldes løgnehistorierne blot ungernes store forbrug af science fiction film og computerspil. Samtidig forbereder Ulla Harms en mystisk studietur til Paris, og børnene fornemmer noget for alvor fælt er undervejs.

“Vikaren” er en lystig blanding af børnefilm og thriller, med en god bid satire smidt ind for hyggens skyld. Med filmen har Bornedal atter lavet en dansk film i en genre, som vi ellers ikke ser meget til herhjemme. “Vikaren” lægger sig fast i traditionen fra “Harry Potter”, “The Faculty” og lignende film, hvori en gruppe børn uden synderlig hjælp fra den voksne verden må overvinde en mystisk fjende. Filmen er mere udtryk for gedigent håndværk end stor kunst, men får dog spundet adskillige glimrende sekvenser ind i historien. Handlingen udvikler sig effektivt, men som voksen tilskuer er man sjældent i tvivl om udfaldet. Alle overraskelserne kommer, præcis hvor man forventer dem.

På billedsiden er “Vikaren” velsignet af betagende og atmosfæriske syn, der med al tydelighed viser, at Bornedal stadig er i sit es hvad angår det visuelle. Foruroligende skygger, glimtende lys og bizarre skyformationer fylder lærredet og giver filmen en lettere uvirkelig kant.