[b]Begær og blåt blæk[/b]

Det er skide hårdt og ensomt at være forfatter. Den kreative, tænderskærende, langsommelige, uendelige skriveproces kræver sin kvinde. Og sådan en kvinde var franske Violette Leduc. Jeg må med skam melde, at jeg ikke selv kendte til Violette Leduc, inden jeg gik ind til Martin Provost’ biografifilm om hende. Men “Violette” gav mig akut lyst til at opsøge den nærmeste boghandler og opstøve noget fra Leducs hånd.

Med magnetiske Emmanuelle Devos i den altopslugende titelrolle som forfatterinden, der i efterkrigstidens Frankrig mere eller mindre revolutionerede den litterære verden ved at insistere på det selvbiografiske og seksuelle som legitimt skrivestof for en kvinde, har Martin Provost begået et grundfascinerende indblik i et forfatterskab såvel som et turbulent liv. Vi følger Violette fra hendes første linjer under 2. verdenskrig. Med blåt blæk i en ternet notesbog i ly for vejr og vind i et brændeskur. I skjul i Nordfrankrig sammen med den homoseksuelle forfatter Maurice Sachs hutler hun sig igennem tilværelsen. Stjæler fordærvet kød og sælger det på det sorte marked. Hun begærer Sachs, der dog ikke kan gengælde hendes kærlighed, men heldigvis får hende ansporet til at skrive. Ved et tilfælde falder hun over en af Simone de Beauvoirs bøger, der vækker noget i den biseksuelle Leduc. Hun opsøger de Beauvoir i Paris – grundstenen til et livslangt mentor-elev-forhold lægges.

“Violette” er en befriende langsom fortælling, der tør tage sig tid. En murstensfilm inddelt i syv kapitler. Men igennem sin insisteren på det langsommelige arbejder “Violette” sig hen mod en vigtig pointe om dét, der ligger i selve handlingen at skrive. Det er et slid. Hengivent og forelsket afleverer hun resultatet hos de Beauvoir, hvem hun begærer og misunder med lige stor intensitet. En uforløst kærlighed, der driver både filmen og Violette frem.

Djævlen er som bekendt gemt i detaljen. Overalt – i hver en scene, i hvert eneste tunge, sirlige kostume og hver karakter – bobler detaljerigdommen over. “Violette” er en fryd at skue og hengive sig lige så bogforelsket til som Violette selv. Der er bøger overalt, og hun læser dem med en næsten glubsk sult. Lugter til dem, indånder dem, stjæler dem og beruses i dem.

Instruktør Martin Provost har tidligere beskæftiget sig med det afdæmpede, kvindelige kunstnerportræt. I den prisvindende “Séraphine” fra 2008 spillede Yolande Moreau skurekonen Séraphine de Senlis, der nok var lidt væk fra vinduet, men malede naivistiske strøg så både englene og djævlen sang i kor. Dengang og som i “Violette” mærker man Provost’ fascination for og beundring af sine karakterer. Det smitter. For Violette Leduc er på ingen måde en let kvinde at holde af. Desperat, tryglende, selvhadende, tvær, grådlabil og jaloux. Som en hundehvalp lapper hun rundt efter de Beauvoir igennem hele sit liv. Men takket være Provost’ tålmodige fortællestil og Emmanuelle Devos’ overrumplende troværdige portræt er det ikke til at få nok af denne særegne kvindeskikkelse. Begæret gnistrer som hvide lyn i hendes aldrig vigende blik, og de rødmalede læber i det aparte, firskårne ansigt, dirrer af ugengældte kys.