Filmz
Visit, The

Visit, The - An Alien Encounter

Instruktør:

Michael Madsen

Filmlængde:

90 minutter

Genre:

Dokumentar

Visit, The

[b]Jordnær science-fakta[/b]

Hvad ville der ske, hvis en fremmed livsform landede på Jorden? Det er eddermame et godt spørgsmål at stille, men det viser sig at være temmeligt umuligt at svare på. “The Visit” har den særlige kvalitet, at dens store tanke, filmens grundlæggende filosofi, forplanter sig til hjernen og vrider løs. Jeg kunne sagtens genkende mig selv i virkelighedens eksperter, stivnede i en tanke, tydeligt oprevede over at mangle løsningerne. Michael Madsen har inviteret en lang række meget kloge mennesker til at lege med, men det viser sig hurtigt, at deres erfaringer på området er lige så små som dine og mine.

[image=87832]

“The Visit” er et interessant eksperiment, men er det nok til en vedkommende film? Det umiddelbare svar må blive et vagt ‘både og’. For mens svimlende kreative billeder vil give de fleste et sug i maven, kan de af os, der skriger på rensende plotforløsning komme til at savne fortællemæssig konsekvens. For og imod handler nok mindre om filmens kvalitet eller mangel på samme og mere om lysten (og evnen!) til at lade sig bade i en meditativt flydende billedstrøm.

Tilskueren spiller rollen som den fremmede, der interviewes af den franske teolog, den tyske rumjurist (ja!) og repræsentanter fra britisk militær og regering. De virker rådvilde og tøvende, frygteligt bange for dig og for hvilke konsekvenser, den mindste fejl kan have. For på trods af kølig logik og diplomatisk kunnen, parrer angsten for det ukendte sig med fiktionens onde alien i de kloge baghoveder.

[image=87833]

Oveni det, og endnu mere skræmmende, er mennesket universets indtil nu klareste bevis på, at man skal være meget skeptisk over for opdagelsesrejsende. Madsen viser, at den bedste måde at undersøge vores art på er ved at stille den over for noget fremmed. Spejlet i rummandens store øjne ser vi al vores brutalitet, vores ondskab og vores umenneskelighed. Der er masser af filosofisk gods i “The Visit”. Også mere end man kan behandle på halvanden time.

For problemet er, at selv den mest fascinerende leg bliver lidt trættende, når deltagerne ikke kan leve sig ind i den. Spørgsmålene bliver for mange og for store, og svarene bliver næsten mere vævende end den mest spekulative fiktionstale. Første udfordring i mødet med et rumvæsen bliver nok, at vi ikke keder det til døde med snak og psykologiske analyser. Kameraet svæver igennem Wiens gader i alle klichévinklerne fra katastrofefilmene, men i modsætning til “Independence Day” tror jeg ikke på, det nogensinde kunne ske. Jeg må have set for mange film.

[image=87834]

Kort om filmen

Filmen “The Visit – An Alien Encounter” dokumenterer menneskets første møde med intelligent liv fra rummet – et møde, der endnu ikke har fundet sted.

Siden opfindelsen af radiokommunikation har mennesket sendt signaler ud i rummet for at gøre andre civilisationer opmærksomme på vores eksistens uden dog at vide med sikkerhed, om der eksisterer liv derude.

Med eksklusiv adgang til FN’s kontor for “Anliggender vedrørende det ydre rum” og til militærstrateger og eksperter fra verdens førende rumforskningscentre udforsker filminstruktør Michael Madsen det første møde med en besøgende fra rummet. Konfrontationen mellem os og det ’fremmede’ må nødvendigvis begynde med de enkle spørgsmål: Hvorfor er I her? Hvordan tænker I? Hvad ser I i mennesket, som vi ikke ser i os selv?

Galleri

Ads by MGDK