Amalie Pedersen Jill efterlader stadig telefonsvarerbeskeder til sin afdøde søster Isabelle. Da nummeret bliver genbrugt, ender beskederne hos en fremmed mand. Det burde være creepy. Irriterende nok er det ret romantisk.
Hvis en fremmed mand lyttede til dine telefonsvarerbeskeder, blev så betaget af dig, at han flyttede tværs over landet for at møde dig og derefter lod som ingenting, ville du sandsynligvis ringe til politiet.
I Voicemails for Isabelle kalder vi det romantik.
Sorg og skæbne
Der findes film, som handler om sorg. Og så findes der film, der bruger sorgen som en undskyldning for at fortælle en kærlighedshistorie. Voicemails for Isabelle er klart den sidste.
Jill (Zoey Deutch) har mistet sin søster Izzy (kort for Isabelle). Ikke til kræft, som Hollywood ellers har det med at foretrække, men til cystisk fibrose, mens hun ventede på en lungetransplantation. Filmen interesserer sig dog overraskende lidt for sygdommen.
Izzy var Jills bedste ven. Hendes fortrolige. Hendes medskyldige. Sammen dansede de gennem livet med Robyns “Dancing On My Own” som soundtrack.
Da Izzy dør, mister Jill derfor ikke bare sin søster. Hun mister sin soulmate.
Forelsket i en telefonsvarer
I månederne efter Izzys død bliver Jill ved med at ringe til hendes telefonsvarer. Telefonsvareren bliver hendes måde at holde fast i et menneske, hun endnu ikke er klar til at give slip på.
Hun fortæller om sit liv. Om sit arbejde. Om sine dates. Om alle de ting, hun stadig ville have fortalt sin søster, hvis hun stadig levede.
Problemet er bare, at nummeret ikke længere tilhører Izzy. Det tilhører Wes (Nick Robinson). En ejendomsmægler fra Austin, der netop har fået ny arbejdstelefon.
Objektivt set er Wes’ adfærd vanvittig. Han lytter til beskederne. Bliver betaget af Jill. Lader sig forflytte til San Francisco. Opsøger hende. Og lader som ingenting.
Heldigvis bruger filmen også tid på at overbevise os om, hvorfor Jill falder for ham. Sammen agerer de turister i San Francisco, deler måltider og finder langsomt ind til hinanden. Da en hop-on-hop-off-bus pludselig står uden guide, træder Wes til med skæve anekdoter, overskud og den slags ubesværede charme, som romantiske komedier er bygget på.
På papiret burde Wes være et rødt flag med brune øjne. I praksis bliver han dens største romantiske fantasi. For filmen sælger ikke Wes som stalker. Den sælger ham som beviset på, at universet nogle gange faktisk er på din side.
En kyllingetærte siger mere end tusind ord
Mens Jill forsøger at navigere i sit kaotiske kærlighedsliv, arbejder hun som bager og kæmper med næb og klør for at få lov til at bage for stjernekokken Bastien (Nick Offerman). En Temu-version af Gordon Ramsay, som hun selv beskriver ham.
Han hersker over sit køkken som en tyran. Alle bliver talt ned til. Alle bliver gjort mindre. Alle bliver behandlet som om de burde være taknemmelige for at være der.
Køkkenet er samtidig også stedet, hvor filmen finder sit hjerte. For når Jill fortæller om Izzy, handler det sjældent om hospitaler. Det handler om mad. Om de timer, familien tilbragte i køkkenet. Om at tro, man havde opfundet noget, verden aldrig havde set før. Og om at lære at lave lemonade af de citroner, livet kaster efter én, som Beyoncé synger.
Det er også gennem maden, Jill og Wes finder hinanden. Wes mistede sin mor som barn og taler stadig om den kyllingetærte med majsbrød, hun plejede at lave. Da Jill senere overrasker ham med den, bliver det et af filmens fineste øjeblikke. Ikke fordi det er storslået. Men fordi det er så menneskeligt.
Charme slår logik
Voicemails for Isabelle er rørende, men ikke perfekt. Nogle af filmens bipersoner bliver samtidig så karikerede, at de føles som figurer fra en anden film. Det gælder især Bastien, men også flere af de mindre roller, som primært eksisterer for at skubbe Jill og Wes tættere på hinanden.
Filmen bruger også lidt for lang tid på at komme frem til sine bedste idéer. Først i anden halvdel finder den for alvor balancen mellem sorg, romantik og komedie.
Til gengæld er kemien mellem Zoey Deutch og Nick Robinson svær at modstå.
Robinson spiller Wes med så meget charme, varme og oprigtighed, at man accepterer en præmis, man under normale omstændigheder ville løbe skrigende væk fra.
Zoey Deutch er filmens bankende hjerte. Hun spiller hende med en blanding af varme, charme og kaotisk energi, der gør selv hendes dårligste beslutninger forståelige. Deutch får hende til at fremstå charmerende frem for anstrengende, og det er en større bedrift, end det lyder som.
Mere end et meet cute
Det mest interessante ved Voicemails for Isabelle er, at den ikke handler om sorg. Ikke rigtigt. Den handler om livet efter sorgen. Om den mærkelige periode, hvor verden fortsætter, selvom ens egen føles sat på pause. Den handler om en romantisk fantasi, som popkulturen har solgt til os i årtier: Forestillingen om, at nogen ser hele rodet. Usikkerheden. Bagagen. Og bliver hængende alligevel. At nogen vælger dig. Ikke på trods af alt det. Men på grund af alt det.
Filmen sælger ikke idéen om perfekte mennesker. Den sælger idéen om, at vi alle sammen er lidt ødelagte og bare leder efter nogen at dele livet med.
Det lyder måske som endnu en Netflix-romance. Men jo længere filmen varer, desto mere investeret bliver man.
Jo sværere bliver det at lade være med at heppe på Jill og Wes.
Særligt fordi filmen forstår noget, mange romantiske komedier glemmer: At kærlighed sjældent handler om store taler.
Den handler om små ting. Om at mødes på en bænk ved Golden Gate. Om en kyllingetærte med majsbrød. Om at nogen husker det, du fortalte dem. Om at nogen bliver.
Mere oprigtig end original
Under alle referencerne og de romantiske tilfældigheder gemmer der sig en overraskende ærlig fortælling. Ikke om at komme videre. Men om at lære at leve videre.
Om at finde mennesker, der gør livet lettere at bære. Om at turde åbne sig igen. Og om håbet om, at universet nogle gange faktisk kan finde på at gøre os en tjeneste.
Voicemails for Isabelle er måske ikke årets mest originale kærlighedshistorie.
Men den er et af de mest romantiske røde flag, Netflix har serveret i lang tid.
Voicemails for Isabelle lander på Netflix en 19. juni.
Klik for at vise eksternt indhold fra youtube,
- Du kan altid aktivere og deaktivere tredjepartsindhold.
