[b]En islandsk perle[/b]

Nedslidte fiskerbåde, livstruende sygdom og gamle mennesker, der dyrker sex. Nej, der er ikke meget ved den islandske “Volcano”, der ligefrem antyder typisk filmromance, men på sin egen hudløst ærlige og grumme måde er det alligevel en ualmindeligt rørende kærlighedsfortælling, der udspiller sig her.

Hele herligheden centrerer sig om pedellen Hannes, der står over for sin pensionering, hvilket bliver anledning til et kæmpe tomrum i hans liv. Hannes er lidt af et mysterium. Han er en ualmindeligt gnaven, overvægtig og indestængt mand og en anstrengende pinsel for sine næreste, der kun mødes med uvenlige ord. Han er så lidt i kontakt med sine egne følelser, at han hellere vil græde ubemærket end sætte ord på sin frustration over for familien, og selv hans kone gennem mange år kan ikke længere gennemskue ham.

Hvad præcist der er galt forbliver usagt, og det er netop også en af filmens styrker. Ligesom Hannes selv er den for stolt til at beklage sig åbenlyst, og den overvælder ikke tilskueren med baggrundsoplysninger af alle mulige slags, men overlader det i stedet til sit publikum at stykke historien sammen. Spor ligger der imellem linjerne. Vi ser glimt af skaderne efter et vulkanudbrud, og vi fornemmer et liv som på den ene eller anden måde er gået fuldstændig galt. Da den gamle mands fiskerbåd til sidst springer læk, ligger selvmordet lokkende let som en mulig udvej.

Tingene bliver dog for alvor rykket rundt i familien, da en grim tragedie indfinder sig, men ellers er det nu ikke ligefrem en film, der er overlæsset med melodrama. I stedet præsenterer den sin beretning med langsomme, dvælende billeder, der i ro og mag hiver os længere og længere ind i fortællingen. Filmen er instrueret af den debuterende Rúnar Rúnarson, der selv er født på Island, men som har boet i Danmark de sidste mange år. At det er hans første film mærker man dog end ikke antydningen af – tværtimod er det på alle måder en moden, velovervejet og kompetent fortælling, der ligges for dagen. Det er ikke, fordi filmens fortælling i sig selv er så voldsomt anderledes, men hvert eneste element ligger lige det rette sted, og historien er fortalt med en enkel, elegant omhu.

Med til at få beretningen til at fungere er ikke mindst også de detaljer, som andre mere strømlinede film ville styre udenom, men som Rúnarson tværtimod fremhæver. Enhver, som har gjort sig nogen form for erfaring med ældrepleje, eller som har bevidnet omfattende sygdom, vil næppe kunne undgå at blive påvirket, og samtidig giver det islandske landskab en skiftevis smuk og sørgmodig poetisk fremtoning til de sønderrivende begivenheder.