[b]Idealisten[/b]

Ikke alle overgreb kan ordnes med et hashtag. Bare spørg kvinderne i Christina Rosendahls “Vold – I kærlighedens navn”. Her blev flugten nøjsomt planlagt den aften, han var væk. Telefonnummeret blev skiftet, politiet kontaktet og så af sted med børnene på flugt til sikkerhed i Danners krisecenter. Det er ægte mod. Det mod har Christina Rosendahl forvandlet til et idealistisk, men også lige vel Temalørdag-pænt portræt af Dannerhuset i det indre København.

Ja, jeg sad næsten og ventede på, at Niels Krause-Kjær ville tone frem som vært på DR2 Deadline med tre forargede og velmenende politikere som gæster, der nu kræver handling – ministeren må i samråd, det er for galt. Og det er for galt, at de her konkrete og alle de andre tusinder af voldsramte kvinder, der ikke medvirker i “Vold – I kærlighedens navn”, at de skal behandles på den måde. Det er sådan noget, der gør “Vold” til en vigtig Temalørdagfilm, men aldrig for alvor til en god biografoplevelse.

Det skyldes ikke mindst Rosendahls skrabede ‘fluen på væggen’-strategi, hvor hun deltager i samtaler imellem Dannerhusets rådgivende ildsjæle og så de overgrebsramte kvinder på flugt. Kameraet er primært rettet væk fra offeret med fokus på rådgiveren, der lytter på endnu en historie om vold. Men det handler egentlig ikke om hverken offer eller rådgiver, men derimod huset Danner. Som en pendant til “Ekstra Bladet uden for citat”, hvor en trængt avisbranche kunne spejles i de daglige rutiner på Poul Madsens formiddagsblad. Jeg savner perspektivet i de daglige rutiner inde i Dannerhuset.

Derfor må “Vold” nøjes med en pæn oprigtighed, når en frivillig spiller på guitar for et af centrets 18 børn, eller når pensionisten Edel passer telefonen i receptionen. Det er gode mennesker, der arbejder for en god sag: 37 procent af kvindernes børn har oplevet fysisk vold, oplyser rådgiveren Malene fra en Powerpoint, hvilket minder mig om de alt for mange arkivklip i Rosendahls “Idealisten”. Den var også pæn og vigtig.

For jeg ved efterhånden godt, hvad Rosendahl mener og brænder for. Hun er en kvindekæmpende idealist. Men jeg savner stadig svar på, hvad en Christina Rosendahl-film er for en størrelse. Hendes film er lige så anonyme som Malenes Powerpoint-præsentation. De indeholder vigtige og godhjertede oplysninger, men er også lige så kedelige som det interview, der helt sikkert venter med Krause-Kjær.