[b]Naturserie på unaturligt niveau[/b]

Det sidste, man skulle tro, verden havde brug for, var endnu en dokumentarserie om Moder Jords utrolige mangfoldighed. Når man zapper tilfældigt forbi flimmerkassens mange kanaler, støder man sædvanligvis på utallige ensartede dokumentarer, der plaprer løs om naturen og kræene i den. Men uanset hvor mange timer du har brugt på den slags udsendelser, har du med garanti aldrig set noget lignende BBC’s “Vores planet”. Det tog seriens producere og 40 kamerahold fem år og knap 150 millioner kroner at færdiggøre “Vores planet”, og det kan mærkes.

Igennem miniseriens 11 kapitler får vi lov til at overvære alt fra Himalayas imponerende bjerge og de klaustrofobiske, underjordiske tunneller i Sydamerika, til Østeuropas enorme skove og Saharas glohede ørken. Seriens største, kendteste trækplaster er uden tvivl dens fortryllende facade, som er umulig at beskrive med ord. Der er sekvenser, som er så billedskønne, at intet superlativ kan yde dem retfærdighed. “Vores planet” skal simpelthen opleves – og helst i High Definition, især når nu hovedparten af episoderne blev optaget i HD med nogle af verdens bedste kameraer. Hvis det vitterligt er rigtigt, at et fotografi siger mere end 1000 ord, kan billederne i “Vores planet” passende hævdes at ytre mere end det gængse leksikon.

Der er skud undervejs, der synes at trodse al logik. Vi kommer usandsynlig tæt på mikroskopiske insekter, tøjlesløse rovdyr og ekstremt sjældne væsner såsom den såkaldte amurleopard, som der efterhånden kun er 40(!) tilbage af på verdensplan uden for de zoologiske haver. Mest imponerende er de panoreringer og zooms, der på meget kort tid afbilder alskens langvarige processer – lige fra fåtallige blomster, der skyder frem, til komplette skove, som ændrer kulør. Computereffekter forulemper gudskelov aldrig billedsiden. Men selvom “Vores planet” kommer vidt omkring, føles den aldrig forhastet eller overfladisk. Der bliver taget god tid til at vise alt fra verdens kendteste vidundere til havets mest særprægede kreaturer, hvorfor man får et unikt og fyldestgørende indtryk af Jordens udstrækning.

George Fentons score virker en sjælden gang imellem lidt for pompøst, men britens musik er som regel lige så behagelig som de levende billeder, den akkompagnerer i fællesskab med David Attenboroughs karakteristiske fortællerstemme. Men “Vores planet” er ikke blot en fryd for sanserne. Serien er spækket med scener med mere højtravende spændingskurver og mere hjertevarmende humor end selv de allerbedste thrillere og komedier. Vi følger bl.a. en lille sæls nervepirrende flugt fra en hvid haj og en isbjørn på dens lange, slidsomme rejse for at finde mad til familien. Og netop den sidstnævnte odyssé tydeliggør føljetonens evner foran følelsesregisterets tangenter, som “Vores planet” aldrig berører unødigt eller ufølsomt.

Serien fremkalder hyppigt sug i maven, som ikke blot skyldes de lamslående optagelser, men en helt særlig, berusende stolthed, “Vores planet” indgyder i publikum over at befinde sig på dette fantastiske himmellegeme. BBC’s miniserie løfter sjældent pegefingeren for at belære om de klimaproblemer, der figurerer højt på politikernes agendaer i øjeblikket. Men det behøver den heller ikke. De fuldstændig uovertrufne billeder konstituerer en mere mindeværdig reminder om naturens uvurderlighed og menneskehedens ansvar end selv den mest veludtænkte skræmmekampagne.

[b]Video[/b]

Omslaget hævder fejlagtigt, at afsnittene præsenteres i 1080i, men de leveres heldigvis i den overlegne opløsning 1080p. Langt hovedparten af “Vores planet” ser næsten ubeskrivelig fantastisk ud. Billederne er almindeligvis knivskarpe og besidder en exceptionel dybde, der jævnligt får dem til at fremstå tredimensionelle. Stort set hver eneste nuance af farvespektret gengives perfekt, sortniveauet er tip-top, og der optræder aldrig edge-enhancement. Undertiden dukker der støj op i billedets mørkeste afkroge (til tider i form af pulserende streger) angiveligt grundet interferens fra radioudstyr under optagelserne. Ganske få sekvenser blev skudt i Standard Definition og virker derfor en anelse uskarpe og flade i forhold til HD-optagelserne. Men boksen rummer timevis af de flotteste billeder, du kan udsætte dit tv for.

[b]Audio[/b]

Episodernes lydsider præsenteres desværre blot i Dolby Digital 5.1, og selvom lydsporene er hæderlige og leverer mange festlige, eksotiske lydeffekter, er de langtfra ligeså imponerende som skivernes transfers. Dynamikområdet er af en acceptabel størrelse. Hver gang David Attenborough taler, bliver der skruet ned for lydsidens andre elementer, så englænderens tale altid er tydelig. Der er flere fine panoreringer, men baghøjtalerne virker til tider en anelse tavse, når det ellers forekommer oplagt at mønstre talrige eksotiske atmosfærelyde.

Desværre plages samtlige lydspor af jævnlige, små hop i lyden, der formentlig skyldes en fejl under konverteringen af originalmaterialet. Problemet befinder sig også på HD-DVD-udgivelsen. Det mærkes især, når lange musikalske toner høres. Det er nok ikke alle, der vil bemærke fejlen, men hvis man har et ordentligt anlæg, vil man sandsynligvis undertiden blive distraheret. I øvrigt bør det pointeres, at selvom boksen sælges herhjemme, medfølger ingen danske undertekster. Men heldigvis er David Attenborough (som sædvanligt) velartikuleret og letforståelig.

[b]Ekstramateriale[/b]

De amerikanske HD-DVD- og Blu-ray-udgivelser af “Vores planet” husede intet ekstramateriale, men vi europæere er heldigere. Vi får to ekstra BBC-udsendelser: “Desert Lions” og “Snow Leopards”, som begge præsenteres i 1080i. Tilsammen varer de to produktioner næsten to timer, og de er også proppede med flotte billeder. Selvom de ikke er nær så velproducerede eller nyskabende som “Vores planet”, er de ganske fascinerende og derudover glimrende supplementer til miniserien.