Reese Witherspoon er blændende og Joaquin Phoenix også allerhelvedes veloplagt i “Walk the Line”, der først og fremmest har til opgave at diske op med den sandfærdige og selvbiografiske historie om manden i sort – countrylegenden Johnny Cash. Det handler fundamentalt set om musikken, stofferne, skandalerne men immervæk også om den udsøgte kærlighed til livsledsagersken June Carter.

Men inden den følelsesfulde og melankolske musik for alvor kan få lov til at blive talerør for den amerikanske musikers skelsættende og selvdestruktive løbebane, indledes med en langsommelig og ikke synderligt velkomponeret prolog, der dog med rette skal kundgøre den miserable opvækst hos en forsmået far samt en underkuet mor, som for i øvrigt mister deres foretrukne søn, Johnnys ældre bror, i en tragisk savværksulykke. For den ulyksalige, kærlighedsløse barndom sætter unægteligt skræmmende og destruktive spor i voksenlivets Johnny Cash.

Med det endelige gennembrud fulgte de mange turneer, hysteriske fans, velbeslåenheden, skænderierne med den daværende hustru og det første af mange sammenstød med June Carter, der på godt og ondt endte med at blive hans livs kærlighed. Efter et gumpetungt forord bliver “Walk the Line” i samme forlængelse anderledes vedkommende. Kærligheden til June, afhængigheden af stofferne og drukturene med kollegaen Jerry Lee Lewis er med et blevet allestedsnærværende og er, trods en mildt sagt traditionel opbygning og enkelte fortælletekniske brølere, på sin vis ganske fint orkestreret. Med andre ord bliver musikken tilstedeværende i både billede, handling og selvfølgelig lyd. Den giver “Walk the Line” den fornødne nerve og sjæl og bliver uomtvisteligt drivkraften bag en film, der helt basalt ikke i sig selv har det store fortælletekniske råderum men alligevel synes at have noget ganske særligt at byde på.

Noget særligt at byde på har de to hovedaktører i øvrigt også. Reese Witherspoon yder en fabelagtig præstation som vennen, kollegaen og ikke mindst livets kærlighed, den underskønne June Carter. Og det er derfor også helt på sin plads, at hun modtog en Oscar ved dette års prisuddeling. Nogen udmærkelse blev det imidlertid ikke til for den ligeledes nominerede Joaquin Phoenix, der dog alligevel, endnu en gang, får bevist, at han med de rette roller ligger inde med gevaldige skuespilmæssige begavelser og under alle omstændigheder fungerer fremragende som falleret countrylegende. Samme evner kunne i øvrigt godt efterlyses hos kollegaen Ginnifer Goodwin, der i denne sammenhæng har haft til opgave at udfylde rollen som den afdøde countrymusikers første hustru – Vivian Cash.

“Walk the Line” giver et ekskvisit indsigt i manden, musikeren, levemanden og ikke mindst legenden Johnny Cash. Den tegner et konsekvent og forholdsvist nuanceret portræt af en mand, der på sin egen alternative måde får effektueret idealbilledet af den amerikanske drøm, om end der mellem alle succeserne er talrige eksempler på astronomiske nedture, som kun June Carter og i sidste ende hendes familie evner at fiske ham op fra igen – og det i bogstaveligste forstand. Når alt kommer til alt handler det om kærligheden til hustruen og hadet til en afstumpet og følelseskold far, der for i øvrigt spilles fortrinligt af Robert Patrick.

Alligevel mangler “Walk the Line” det sidste til at komme over stregen. Trods et haltende forord udvikler beretningen om manden i sort sig nu ganske fornuftigt, om end den noget traditionelle fortællestruktur da helt sikker er set mange gange før. Så måske er det vi “mangler” i virkeligheden at vide besked om, hvordan forholdet var til musikerens afkom, hans egen opvækst taget i betragtning.

Video”Walk the Line” fremstår i 2.39:1 anamorphic widescreen format. Grundlæggende leveres billedsiden skarpt og med en harmonisk farvegengivelse, der er med til at skabe lækre og dybdeskarpe billeder. Der er ingen nævneværdige komprimeringsfejl og digital støj, hvilket således gør denne film til en visuelt ganske fornøjelig oplevelse.

AudioSF Film har på denne dvd-udgivelse valgt at inkludere et Dolby Digital 5.1 spor på engelsk og ungarsk, samt et DTS-spor, som naturligvis er det oplagte valg. Selv om alle højtalerne er i brug, er det begrænset, hvor meget baghøjtalerne kommer til deres ret. Og det er drønærgerligt, når det tages i betragtning, at der i filmen indgår en del koncertscener, hvor der ville være oplagte fordele ved at fordele lyden. Den resterende lyd og dermed primært dialogen ligger for det meste i fronthøjtalerne. Her går den rent og klart igennem men uden på nogen måde at være prangende.

EkstramaterialeDen danske udgave af “Walk the Line” er en 2-disc udgivelse, og der lægges dermed op til et habilt skatkammer af ekstramateriale. Der er da heller ikke sparet det mindste på krudtet. Således vil begejstrede fans på disc 1 kunne finde adskillige slettede scener, biograftraileren for filmen, ligesom det også er muligt at se hele filmen med kommentarspor af instruktør og manuskriptforfatter James Mangold.

På disc 2 bliver der for alvor lukket op for godteposen. “Johnny Cash Jukebox – Walk The Line Extended Musical Sequences” viser de live optrædener, der også indgår i filmen men denne gang i deres fulde længde. “Folsom: Cash and the Comeback” er et fængslende portræt af legendens comeback, der, meget mod pladeselskabets vilje, endte med en live koncert i et amerikansk fængsel og efterfølgende pladeudgivelse. “Ring of Fire: The Passion of Johnny and June” beskriver forholdet mellem de to musikere, deres livslange venskab og kærlighed.

I en mere filmisk kontekst godtgør “Becoming Cash/Becoming Carter” og “Celebrating the Man In Black: The Making of ‘Walk The Line'” hvordan karaktererne er blevet fundet, og hvordan filmen i det lange løb er blevet en realitet. Udover kommentarer fra de medvirkende foran og bagved kameraet, afføder dette desuden kommentarer fra venner og kollegaer til Johnny Cash. Endeligt betegner “Cash and His Faith” et livslangt forhold til Gud, der startede allerede i løbet af de brutale barndomsår.

De mange featuretter er således med til at tegne et nuanceret billede af mennesket og myten Johnny Cash samt hans kærlighed til musikken og June Carter. Det virker velstruktureret og er generelt også interessevækkende pga. de mange følelsesladede interviews med venner, familie og kollegaer.