Filmz
Wallis & Edward

W.E.

Medvirkende:

Abbie Cornish, Andrea Riseborough, James D'Arcy, Oscar Isaac, Richard Coyle, David Harbour, James Fox, Judy Parfitt, Haluk Bilginer, Geoffrey Palmer, Natalie Dormer, Laurence Fox, Douglas Reith, Katie McGrath, Christina Chong

Instruktør:

Madonna

Filmlængde:

115 minutter

Genre:

Drama, Romantik

Wallis & Edward

[b]Madonna’sk miskmask[/b]

Popdronningen Madonna har de senere år kastet sit ærkeamerikanske ophav overbord og er konverteret til fuldblodsbrite. Og hvad er mere britisk at beskæftige sig med end kongehuset? Sangerinden, der af og til flirter med filmen, har derfor givet sig i kast med en filmatisering af alle tiders største og mest kulørte kongehusskandale – Kong Edward den 8.’s forhold til en gift, amerikansk [i]societykvinde[/i] og efterfølgende abdikation fra tronen i 1936. Uha-da-da.

[image=66206]

Det er dog en filmatisering, hun langt fra er sluppet hæderligt fra. En konventionel A til B-fortælling, hvor Edward (James D’Arcy) og Wallis Simpson (Andrea Riseborough), som var den infame kvindes borgerlige navn, mødte hinanden, flirtede, blev forelskede, endelig giftede sig og, nå ja, blev alle paparazzi-fotografers yndlingsofre til deres dages ende. Det kunne man godt have accepteret. Men det har ikke været nok for Madonna, der i stedet har indsovset “Wallis & Edward” i en dubiøs dobbeltfortælling.

Sideløbende med den royale affære løber en nutidig historie om den unge amerikanerinde Wally Winthrop (gudsjammerligt krukkespil af Abbie Cornish), der lever i et frigidt forhold med en voldelig mand. Wally er besat af historien og Edward og Wallis. Så besat, at hun hver eneste dag besøger en udstilling med de tos ejendele, der skal bortauktioneres. Her forelsker hun sig så både i en smuk, russisk vagt og i Wallis’ smukke smykker, og på en eller anden måde opstår et bånd mellem hende og den for længst afdøde Wallis, hvem hun af og til har eksistentielle samtaler med(!).

[image=66204]

Madonnas andet livtag med instruktørgerningen (hun er i øvrigt også medskyldig på manuskriptsiden) trækker tænder ud. På den værst tænkelige måde. Historien om Wallis og Edward er på én gang både kulørt og tilpas smagfuld til, at der burde kunne komme en seværdig film ud af materialet, men Madonna forspilder potentialet. Hun svinger skizofrent taktstokken og tilsøler, hvad der kunne være blevet til en pæn og nydelig, måske også lidt kedelig, periodefilm. Sidehistorien om stakkels Wally med kendisbesættelse, knytnævesvingende ægtemand og en lummer russeraffære er uendeligt banal og et rent tagselvbord af klicheer. Dertil kommer det dybt postulerede set-up omkring auktionen med Wallis og Edwards ejendele, der lugter svært meget af Madonnas egen besættelse af det celebre skandalepar. Resultatet er slet og ret en utroværdig og tom fortælling fuld af bundirriterende påhit, der ingen steder hører hjemme. Værst er en scene, hvor Wallis skejer ud på benzedriner til tonerne af The Sex Pistols punk-hit “Pretty Vacant”. I 1930’erne vel at mærke. Det greb fungerede ikke optimalt for ellers eminente Sofia Coppola og fungerer om muligt endnu dårligere for fru Madonna.

At Wallis og Edward efter abdikationen i 1937 besøgte Hitler og gav fuld nazi-hilsen, ja det skøjter Madonna hovedløst hen over i sin film – der er trods alt vigtigere ting, såsom kjoler, handsker og smykker. Filmen bliver således instruktørens uforbeholdne og utilslørede kærlighedserklæring til Wallis og Edward. Til al den glamour, [i]glitz[/i] og ikke mindst fantastiske garderobe, de to modedyr omgav sig og var udstyret med (og som unægtelig gør sig godt på film). Så skid da hul i det faktum, at de to overklasseløg flirtede med nazismen mere eller mindre åbenlyst.

[image=66203]

Kort om filmen

Wally Winthrop er en ung kvinde, der fascineres af genstandene på en auktion over Hertugen og Hertuginden af Windsors tidligere ejendele. Hun drages af historien om det skandaløse ægteskab mellem den amerikanske pige Wallis Simpson og den engelske Kong Edward d. 8., der afgav tronen til sin bror for at kunne være sammen med sin elskede. Historien er med til at give Wally styrken til selv at følge sit hjerte og gå efter lykken.

Ads by MGDK