[b]Gemt og glemt[/b]

Alle lande har sorte pletter i deres historie. Israel har rigtig mange. Grundet den årelange udmattelseskrig med nabostaten Palæstina har samtlige indbyggere i den jødiske stat et forhold til væbnet kamp. Enten har man selv stået ved fronten og set vennerne dø, ellers har man familie, venner og bekendte, som har oplevet krigens rædsler. Krigen udspillede sig ikke blot i Israel og Palæstina, men også i Libanon, hvor israelerne i 80’erne udførte en systematisk massenedslagtning af muslimske mænd, kvinder og børn. Men hvorfor synes ingen at kunne huske det? Og hvordan kunne det jødiske folk udføre denne kyniske gerning, som de blot 50 år forinden selv havde været ofre for? Disse spørgsmål rejser den israelske instruktør Ari Folman i en af årets store prisvindere, den semidokumentariske animationsfilm “Waltz with Bashir”.

To mænd mødes på en bar, den ene instruktøren Ari, den anden hans ven Boaz. Boaz fortæller om sine mareridt fra sin tid i hæren, og langsomt går det op for Uri, at han ikke selv husker meget fra sin tid som soldat. Det bliver starten på en rejse ind i instruktørens tågede fortid, som langsomt bevæger sig mod den kollektivt blokerede erindring om massakren i Libanon. Gennem en serie interviews med tidligere soldaterkammerater præsenteres vi for en række anekdoter, der langsomt stykker historien om en periode i både instruktørens og Israels historie sammen.

“Waltz with Bashir” er noget så sjældent som en animeret dokumentar. At kalde filmen for en dokumentar er måske at presse citronen, eftersom der er tilføjet en god portion fiktivt materiale, men at den befinder sig i den dokumentariske genre er sikkert og vist. Ari Folman har foretaget en masse interviews med tidligere deltagere i krigen i Libanon. Lydsiden fra disse interviews er herefter blevet tilsat animationer af både de fortællende personer og de flashbacks, som instruktøren oplever, når han hører fortællingerne. Således præsenteres vi for en højst æstetiseret og meget subjektiv udgave af instruktørens historie.

At “Waltz with Bashir” er en meget subjektiv fortælling er dog på ingen måde en svaghed. På trods af det overordentligt følelsesladede tema går Ari Folman ikke af vejen for at tage tyren ved hornene og fortælle den overordnede historie fra sit eget, bevidst farvede synspunkt. Der ryger nogle sandheder på bordet – et grundelement i enhver god dokumentar.

Ros skal filmen også have for sin fantastiske animation. Der er intet pusse-nusse-Pixar eller Studio Gibli over tegningerne. “Waltz with Bashir” er sin egen – for en gangs skyld en tegnefilm, som ikke skyder med spredehagl efter sit publikum, men kun retter sig mod et modent publikum. Stilen er benhård, simpel og effektfuld. Illustratoren David Polonskys tegninger er simple og uden mange detaljer, men gør brug af stærke skyggeeffekter, der fra starten slår filmens stemning an med syvtommersøm.

På trods af filmens ærlighed og de sublime tegninger formår “Waltz with Bashir” ikke at krybe helt ind under huden. Det er en dyster og vigtig historie, men hvorfor gyser og væmmes man ikke mere over ubehagelighederne, som har fundet sted i virkelighedens verden? Det største problem er, at filmen er animeret. Trods den vellykkede æstetik er det svært at fortabe sig helt i fortællingen. Det, som var virkeligt, får et uvirkeligt skær og efterlader ikke de samme spor som “ægte” dokumentarer. At historien får en mystisk og uvirkelig aura kan meget vel være instruktørens kommentar til Israels fælles hukommelsestab, men det ændrer ikke på den manglende effekt. Filmen tager dog en overraskende drejning mod slutningen for at råde bod på det tabte.

“Waltz with Bashir” er et ambitiøst og modigt projekt. Det kræver sin mand at stille sig foran sit eget land og råbe [i]”hvad er det, her foregår?[/i]” Ari Folman gør det, og det skal han have ros for. At han til og med behandler emnet på en så anderledes, original og visuelt vanvittigt flot måde er blot et plus, men det ændrer ikke på, at filmen rammer knap så hårdt, som den burde, og ind imellem synes lidt lang i snottet.

[b]Video[/b]

Præsenteret i anamorphic 16:9. Animationen er holdt i få farver med stærke kontraster. Transferet udmærker sig med klare farver og en god kontrast med få udsving, hvilket er heldigt, da tegningerne ofte gør brug af store, sorte flader, som ellers ville miste deres slagkraft. Farveblødning forekommer ikke, og edge enhancement er kun at finde en sjælden gang imellem, hvis man kigger virkelig godt efter. Et smukt transfer.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1. Der er ikke meget gang i de bagerste højtalere, og det er synd i en krigsfilm, hvor disse har muligheden for at trække seeren helt ind i scenerne. Sub’en bruges subtilt, men fornuftigt og overdrives ikke, når bomberne sprænger om ørerne på filmens personer. Talen er overordnet set klar og tydelig, om end lidt til den diskante side. Enkelte elementer af musikken placeres til tider i centerhøjtaleren, hvor de havde gjort sig bedre i venstre og højre front.

[b]Ekstramateriale[/b]

På dvd’en forefindes en trailer for “Waltz with Bashir”, et par scener, der ikke kom med i filmens endelige udgave samt en [i]making of[/i]-featurette. De slettede scener er forholdsvist uinteressante, eftersom der ikke knyttes kommentarer til, hvorfor de ikke blev inkluderet i filmen. Hvad, der derimod er ganske interessant, er featuretten. Dokumentaren er næsten lige så lang som filmen selv og består af små klip og interviews med det lille hold, som lavede “Waltz with Bashir”. I modsætning til mange featuretter fra Hollywood føles denne mere autentisk, og man får et fint indblik i både de gode og dårlige øjeblikke under filmens tilblivelse. Der er en gennemgående hyggelig stemning, og dokumentaren er faktisk næsten lige så spændende som filmen selv.