Filmz
Wanted

Wanted

Medvirkende:

Thomas Kretschmann, Terence Stamp, Morgan Freeman, Angelina Jolie, Brian Caspe, James McAvoy, Lorna Scott, Marc Warren, Konstantin Khabensky, David O'Hara, Common, Kristen Hager, Chris Pratt, Dato Bakhtadze, Sophiya Haque

Instruktør:

Timur Bekmambetov

Filmlængde:

110 minutter

Genre:

Action

Wanted

[b]Vanvittig (god)[/b]

Der findes mange glimrende actionfilm og adskillige rædsomme, men fælles for dem alle er, at de engang er blevet forsvaret med argumentet [i]”Jamen, det er bare hjernedød underholdning,”[/i] som om det faktum, at en film ikke er synderlig intelligent, undskylder alle dens fejl. “Wanted”, der heller ikke just er dybsindig, behøver ikke et forsvar i form af talløse loyale fans, for filmen giver aldrig seeren tid til at fundere over sine fåtallige minuser. Når den ikke har travlt med at bombardere sanserne med et festfyrværkeri af overrumplende billeder og lyde, forfører “Wanted” med afvæbnende selvironi, uforudsigelige twists i hobetal og fornemt skuespil leveret af talentfulde skuespillere, der er nøjagtig ligeså elskværdige som deres fiktive alter egoer. “Wanted” var en af sidste års bedste film.

[image=35325]

Instruktør Timur Bekmambetovs første genistreg var at hyre James McAvoy til at spille hovedrollen som den spinkle revisor Wesley Gibson, der døjer med et ordinært job og ordinære dilemmaer. Kort sagt: Wesley er 1000 gange lettere at identificere sig med end størstedelen af de rapkæftede teenagere og uovervindelige muskelbundter, der agerer helt i mange actionfilm. Skotske McAvoys amerikanske accent er lidt underlig, men han tackler Wesleys forvandling fra almindelig til uovervindelig med en entusiasme og overbevisning, der forfremmer karakteren til ikonisk actionhelt på niveau med John McClane og Ellen Ripley.

Det viser sig, at Wesleys farmand, som skred, da knægten var blot én uge gammel, var en af verdens dygtigste snigmordere. Efter hans død opsøges Wesley af en hemmelighedsfuld organisation kendt som Broderskabet, der håber, at Wesley har arvet sin fars evner og derfor kan dræbe hans frygtindgydende drabsmand (og Broderskabets nemesis): den enigmatiske Cross. Men først skal Wesley opøves og lære at acceptere, at Broderskabet får deres drabsordrer fra intet mindre end en gigantisk væv. Bindegalt? I den grad. Men “Wanted” blander komedie og action med både måde og manér, og den er aldrig hverken for plat eller seriøs.

[image=35329]

Angelina Jolie, som spiller Wesleys lærermester, Fox, ser ud til at have det sjovere, end hun har haft det i årevis i kølvandet på adskillige alvorsfulde roller. Hendes energi er både imponerende og afsmittende. Det er morsomt at se Morgan Freeman portrættere en mere hårdhudet fætter end sædvanligt (Broderskabets leder), og rapperen Common brillerer som Broderskabets våbensmed – intet under, at den begavede sanger får tilbudt flere og flere appetitlige roller.

Actionscenerne er blandt de mest velkoreograferede og underholdende af slagsen, siden John Woo afrundede sin gyldne periode med “Face/Off” i 1997. Et opgør på et tog på vej ned ad en kløft og det endegyldige klimaks fremtvinger eklatante jubelskrig. Men der skal mere end toptunede actionsekvenser til for at tvinge en actionfilms puls i vejret. Det kræver sædvanligvis det samme som et menneskes puls: et hjerte. Modsat kollegaer som Michael Bay og Rob Cohen lader Bekmambetov aldrig de forbløffende effekter eller stunts overskygge karaktererne. Man rives først og fremmest med, fordi man vitterligt interesserer sig for Wesleys skæbne, fordi han er sympatisk, karismatisk og menneskelig – ikke fordi han er god til at fortælle jokes, bælle sprut eller score damer.

[image=35327]

Og under filmens hårdhudede ydre gemmer der sig en tidløs opfordring til at efterkomme ens eget potentiale. Det er en pointe, Wesley endda videregiver, mens han stirrer direkte ind i kameraet – en utraditionel gimmick, som [i]fungerer[/i]. Havde det ikke været for en lidt sløv midterdel og enkelte uoverbevisende effekter, havde “Wanted” fortjent at blive nævnt i samme åndedrag som dens bedste artsfæller – klassikere som “Die Hard” og “Hard Boiled”.
[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Kun for kraftigt sortniveau og mild uskarphed under fåtallige scener fravrister dette transfer topkarakter. Billedet er sædvanligvis så skarpt, at man kan tælle alt fra mængden af rifter i Morgan Freemans aldrende ansigtshud til antallet af vinduer på byens mange skyskrabere. Gryn optræder i et fuldstændig overkommeligt omfang og giver transferet et attraktiv, celluloidagtigt udseende. Hverken snavs, komprimeringsfejl eller edge-enhancement forekommer. Instruktøren og fotograferne har tydeligvis været glade for kraftige, prominente farver, og de gengives også fornemt.

[image=35320]

[b]Audio[/b]

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er uden tvivl et af markedets allerbedste lydspor. “Wanted” er en aggressiv film med masser af voldsomme eksplosioner og skuddueller, og lydsporet er ligeledes aggressivt med masser af overrumplende subwooferaktivitet. Under de mere stilfærdige scener mønstres et utal af subtile, underfundige lyde, der får filmens univers til at føles overordentligt levende. Dynamikområdet er enormt. Panoreringerne er fantastiske, og ikke én eneste replik overdøves. Dialogen har en fabelagtig rumklang, og sjældent er et scores forskellige elementer blevet bedre fordelt over et helt kanalnetværk.

[b]Ekstramateriale[/b]

To slettede scener medfølger. Den ene er en uinteressant, forlænget scene. Den anden er en fascinerende og flot alternativ introsekvens (3 min.), som skildrer Broderskabets stiftelse. Derudover medfølger 14 minutters animerede uddrag fra Mark Millars tegneserie, som filmen tager udgangspunkt i, samt i alt syv dokumentarer (samlet varighed: ca. 67 min.), der gennemgår alt fra ensemblet og computereffekterne, til filmens stunts og det kommende “Wanted”-videospil, som ærlig talt allerede fremstår forældet. Kun den førnævnte forlængede scene præsenteres ikke i 1080i.

Man kan også vælge at se filmen og undervejs blive præsenteret for enten relevante uddrag fra tegneserien, interviews med filmmagerne, mere information om karaktererne eller alskens storyboards og videoklip, der udpensler udvalgte sceners tilblivelse. Man kan også bogmærke ens favoritscener, og hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, får man mulighed for at indtale og dele sit eget kommentarspor til filmen samt adgang til endnu mere ekstramateriale – lige fra alskens trailere til eksklusivt materiale såsom en musikvideo til Danny Elfman-nummeret “The Little Things”.

[image=35324]

Kort om filmen

Wesley er en underkuet, underordnet sælger. Hans kæreste er ham utro med en af hans kolleger, og så lider han af angstanfald, som han bekæmper med piller. Livet synes lige så stille at glide ham forbi – indtil han nede i kiosken pludselig ser op i et par forførende kvindeøjne, og i løbet af et splitsekund bliver han trukket viljeløst gennem en skudduel, hvor hun fører ham med svimlende fart gennem det meste af Chicago på hvinende dæk og med kuglerne piftende om ørerne. Og det bliver ikke meget bedre, da den mystiske Sloan fortæller ham, at han tilhører en eksklusiv gruppe af mennesker, som kan blive verdens bedste snigmordere – ligesom den far, han aldrig har kendt. Sloan inviterer ham inden for i Broderskabet og tilbyder ham et liv med mening og magt – og muligheden for at slå sin fars morder ihjel…

Ads by MGDK