[b]Visuelt lir på tynde ben[/b]

I den russiske instruktør Timur Bekmambetovs hænder beløber filmen “Wanted” sig i sidste ende nok til det, man bedst beskriver som en [i]guilty pleasure[/i]. “Wanted” er nemlig en værre gang primitivt ævl, men alligevel er det svært at løsrive sig. Og kun ved at sætte den logiske sans ud af spillet vil filmen give mening med en flittig billedside, der aldrig giver øjnene fred.

Filmen åbner med en prolog, hvor vi er vidner til likvideringen af en lejemorder. Herfra klippes til et efterfølgende setup, hvor vi møder Wesley Gibson. Wesley er en levende dørmåtte, der lader sig træde på af alle. Hans kæreste er ham utro med hans bedste ven, og hans chef sviner ham jævnligt til i arbejdstiden. En dag dukker kvinden Fox i Angelina Jolies noget spinkle skikkelse op for at fortælle ham, at manden, vi så dø til start, var hans far, og at Wesley ligesom sin far fra fødslen af har været udstyret med specielle morderiske evner. Fox og hendes mentor Sloan ønsker at hverve Wesley til et eksklusivt broderskab af superlejemordere, og trods begyndende modvilje ville de færreste mænd kunne sige nej til Angelina Jolie, og Wesley ender da også med at indvillige.

Som en del af dette broderskab skal Wesley nu oplæres i en række drabelige sekvenser med kurvende pistolkugler, knivkampe og tagfat på et tog i fuld fart. Sloan indvier Wesley i, hvordan broderskabet dræber efter ordre fra en skæbnens væv, en stor vævemaskine placeret i et kæmperum med massevis af tråde, der udtrykker sig i numeriske gåder! Den nordiske mytologis tre norner er her blevet udeladt, og hvordan skæbnen helt præcis trækker i disse tråde får lov at stå hen i det uvisse sammen med alt det andet sludder, filmen spytter ud. Tilsyneladende sikrer væven en form for moralsk status quo af retfærdighed. Nogen mere fyldestgørende forklaring leveres ikke, og det nytter ikke at bede om logik eller fornuft, for “Wanted” har kun lidt at byde på på den front. Filmens videre forløb kredser om Wesleys jagt på sin fars morder, og selvom filmen glider frem ad de sædvanlige slidte, moralske Hollywood-spor, får et mindre plottwist da vendt det lidt på hovedet.

Overflod er nøgleordet for en film som “Wanted”. Valget af Bekmambetov som instruktør er blot krudt til et allerede eksplosivt plot baseret på tegneserien af samme navn, skrevet af den britiske tegneserieforfatter Mark Millar. Selvom filmen har nedtonet forlæggets anarkistiske tone, har “Wanted” alligevel bevaret en del af vanviddet gennem visuel opfindsomhed. Bekmambetov benytter sig af enhver undskyldning for at rode med vanvittig klipning, der rykvis skifter fra slowmotion til fastmotion, udelader frames samt alt muligt andet gejl. Og filmens henvendelse retter sig da også til de mere primale sanser, for “Wanted” er en hysterisk hyperfortælling, hvor plot og handlingsfremdrift kun tjener stilistiske formål.

“Wanted” nydes bedst ved at sætte den logiske sans ud af drift. Det er svært at bebrejde filmen, at den blot ønsker at underholde, og netop det kompenserer for Hollywood-plottets evindelige dikkedarer. Det hele er en frygtelig, men herlig omgang vås, der sikrer, at tilskuernes sanser i stedet fokuserer på den visuelle kaloriebombe, som “Wanted” er. Rollebesætningen virker næsten overkvalificeret til denne type actiondrøn med navne som James McAvoy, Morgan Freeman og Angelina Jolie. Alle spiller de da også deres rolle med et mærkbart glimt i øjet, for når alt kommer til alt, skal filmen absolut ikke tages alvorligt. Det hele er jo blot sjov og ballade.