I den russiske instruktør Timur Bekmambetovs hænder beløber filmen “Wanted” sig i sidste ende nok til det, man bedst beskriver som en [i]guilty pleasure[/i]. “Wanted” er nemlig en værre gang primitivt ævl, men alligevel er det svært at løsrive sig. Og kun ved at sætte den logiske sans ud af spillet vil filmen give mening med en flittig billedside, der aldrig giver øjnene fred.
[image=29771]
Som en del af dette broderskab skal Wesley nu oplæres i en række drabelige sekvenser med kurvende pistolkugler, knivkampe og tagfat på et tog i fuld fart. Sloan indvier Wesley i, hvordan broderskabet dræber efter ordre fra en skæbnens væv, en stor vævemaskine placeret i et kæmperum med massevis af tråde, der udtrykker sig i numeriske gåder! Den nordiske mytologis tre norner er her blevet udeladt, og hvordan skæbnen helt præcis trækker i disse tråde får lov at stå hen i det uvisse sammen med alt det andet sludder, filmen spytter ud. Tilsyneladende sikrer væven en form for moralsk status quo af retfærdighed. Nogen mere fyldestgørende forklaring leveres ikke, og det nytter ikke at bede om logik eller fornuft, for “Wanted” har kun lidt at byde på på den front. Filmens videre forløb kredser om Wesleys jagt på sin fars morder, og selvom filmen glider frem ad de sædvanlige slidte, moralske Hollywood-spor, får et mindre plottwist da vendt det lidt på hovedet.
[image=29772]
“Wanted” nydes bedst ved at sætte den logiske sans ud af drift. Det er svært at bebrejde filmen, at den blot ønsker at underholde, og netop det kompenserer for Hollywood-plottets evindelige dikkedarer. Det hele er en frygtelig, men herlig omgang vås, der sikrer, at tilskuernes sanser i stedet fokuserer på den visuelle kaloriebombe, som “Wanted” er. Rollebesætningen virker næsten overkvalificeret til denne type actiondrøn med navne som James McAvoy, Morgan Freeman og Angelina Jolie. Alle spiller de da også deres rolle med et mærkbart glimt i øjet, for når alt kommer til alt, skal filmen absolut ikke tages alvorligt. Det hele er jo blot sjov og ballade.
[image=29770]