Watchmen

[b]Når maskeforbuddet sætter ind[/b]

Der har de senere år været en udbredt tendens – særligt i Hollywood-regi – til at finde frem til hedengangne og for længst glemte tegneserier og give dem nyt liv på det store lærred. En af de seneste, men absolut ikke mindst kendte, er Alan Moore og Dave Gibbons’ fandenivoldske “Watchmen”, der så absolut gør sig godt i en audiovisuel version.

[image=46655]

Amerikanske Zack Snyders ubetingede kærlighed til den legendariske tegneserie mærkes helt ned til fingerspidserne. Der har været delte meninger – og med rette i denne anmelders øjne – om hans “300”, mens Snyders revitaliseringen af George A. Romeros zombieslasker “Dawn of the Dead” bestemt ikke var uden klasse. Klasse har også “Watchmen”, der udfolder sig som en dystopisk skæbnefortælling om en række for længst pensionerede tegneseriehelte, der igen må trække i det uldne kluns, alt imens den kolde krigs stormagter USA og Sovjetunionen rasler med sablerne over for hinanden, og en atomkrig synes nært forestående.

Det, der for alvor skubber handlingen i gang, er imidlertid rovmordet på en af tegneserieheltenes egne, Komikeren – en fordrukken superhelt, hvis tid åbenbart var kommet. Rygter om en dødsliste, hvor også andre superhelte figurerer, slipper ud, og særligt den maskeklædte Rorschach agerer retfærdighedssøgende detektiv i New Yorks regnvåde gader anno 1985. Stemningen er tung og undergangstruet, og det er vist hævet over enhver tvivl, at film noir som genre har været forbillede for filmens eller for den sags skyld fortællingens bagmænd. Det er de nu også sluppet ganske hæderligt af sted med.

[image=46653]

I det hele taget er “Watchmen” audiovisuelt en tour de force i underholdningens og fascinationens tegn. Legen med mediet og de muligheder, der trods alt tilbyder sig i dagens mediejungle, er ypperlig og bjergtagende. Som tilskuer føles dette sanseridt som en rejse ind i en fortælling, man på ingen måde kan være foruden. Alligevel holder Snyder ikke ryggen rank hele vejen igennem. Dels er filmen alt, alt for lang. Bevares, det er en svær kunst at koge en over 300 sider lang tegneserie med baghistorie ned til et par timer. Og det lykkes heller ikke her (filmen varer godt 2 timer og tre kvarter).

Ikke desto mindre må “Watchmen” være førerhunden inden for sin genre. Den rummer alt, hvad en tegneseriefilmatisering må og bør. Romantik, action, komik og drama går fint hånd i hånd, og de mange delhistorier gør det for så vidt også. Det, der i virkeligheden gør filmen adskillelig fra de fleste af sin art, er imidlertid dens vovemod og knap så karikerede udgave af superhelte, som det ellers er kutyme. Her er både plads til gode og dårlige sider, til kriminelle handlinger og sågar til en enkelt voluminøs sexscene, der i øvrigt ganske stilistisk udfoldes til tonerne af Leonard Cohens “Hallelujah”.

[image=46652]

Det finurligt klædte vagtværn må igen trække i kostumerne for første gang siden, de blev ramt af et regeringspålagt maskeforbud engang i tresserne og måtte nedlægge sig selv. Og det skaber problemer. Også indbyrdes, hvor bølgerne går højt og beskyldninger og endda en enkelt skilsmisse fyger igennem luften. “Watchmen” er en varm kartoffel både udadtil og indvortes. Men det er en stemningsfuld en af slagsen. Og med sine stilistiske finesser og solid rod i virkelighedens historie og den amerikanske drøm, der måske har vist sig ikke at være så behagelig endda, har Snyder trods en længde, der godt kunne tåle at få klippet en hæl og hugget en tå, skabt et visuelt overflødighedshorn, der sætter et aftryk.

[b]Video[/b]

“Watchmen” præsenteres i et imponerende skarpt filmlook, der er blottet for enhver form for edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger. Også farvetemperaturen er konsekvent og indbydende, mens kontrasten er stabil og stærkt betonet. Kort sagt et eminent transfer.

[image=46651]

[b]Audio[/b]

Lydsiden gør sig nu heller ikke mindre godt. Det engelsksprogede Dolby Digital True HD 5.1-lydspor er kræs for øregangene, og dialogen flyder tydeligt ud uden overstyringer. Underlægningsmusikken og de tidstypiske schlagere skaber stemning imellem de utallige distinkte effektlyde og vellykkede lydpanoreringer. Smukt.

[b]Ekstramateriale[/b]

At udgivelsen kommer fordelt på to skiver, lover i virkeligheden mere, end der holdes. På den ene skive er udelukkende filmen, mens den anden indeholder ekstramaterialet. Elleve små videodagbøger sætter fokus på karaktererne, kostumerne, locations, set design, tegneserieforfatteren Dave Gibbons og forholdet til den virkelige verden. En lille viral video foregiver at være et nyhedsindslag fra en amerikansk tv-station fra 1970 om Dr. Manhattan. “Real Superheroes: Real Vigilantes” går på femogtyve minutter i rette med superheltenes moral og selvtægtsudøvelse. Et andet indslag skamroser igennem interviews og klip fra filmen på amerikansk facon tegneserien, mens en ditto ser på brugen af videnskab og fysikkens love i en film, der i bund og grund er bundet op omkring skismet mellem humanisme og naturvidenskab. Udmærket, men mere kunne der nu godt have været plads til.

[image=46650]

Watchmen

Kort om filmen

Galleri