[i]Tegneserienørdernes bibel… Den grafiske roman, der ikke kunne filmatiseres… Tegneseriernes svar på “Krig og fred”[/i]. Det skorter ikke på rosende ord af nærmest religiøs natur, når tegneseriefans omtaler Alan Moore og Dave Gibbons’ 23 år gamle superhelteepos “Watchmen”, og det er der også rigtig god grund til. Med dens dekonstruktivistiske syn på superheltegenren og en kompleks kriminalgåde som fortælleramme gav den hele tegneseriegenren et ordentligt los bagi.

Og så er det store spørgsmål selvfølgelig: Lykkedes det så? Til det kan man kun svare et stort, rungende [i]både-og[/i]. “Watchmen” er – ligesom superheltene i den – kompleks, voldsom, betagende og fyldt med modsætninger. Det ene øjeblik udspiller der sig scener, som er så æstetisk overrumplende og filmisk geniale, at man sværger, man aldrig vil vaske sine øjne igen. Det næste øjeblik befinder man sig på Mars med en nøgen, blå mand, der lirer den ene åndssvage filosofiske betragtning af efter den anden, og man har pludselig lyst til at skure både øjne og ører med sæbe og vand.

Drabet på The Comedian er filmet med samme brug af slowmotion-effekter som i “300”, og Nat King Coles romantiske slager “Unforgetable” akkompagnerer ironisk den blodige og actionfyldte billedside. Den scene ville få selv Tarantino til at bøje sig i støvet af beundring. Men paradoksalt nok bliver den også symptomatisk for filmens problem – “Watchmen” kan simpelthen ikke holde niveauet og skøjter rundt mellem genialitet og makværk. Den komplekse og ellers yderst tankevækkende handling, der kæder opklaringen af mordet på The Comedian sammen med forhindringen af en forestående atomar udslettelse af menneskeheden, mister ofte fokus. Det havde givet filmen et gevaldigt løft, hvis Snyder havde turdet skære mere ind til benet og droppet de mange sidefortællinger.