Den fortabte sønTo fester kontrasteres i begyndelsen af “We Own the Night”. Den ene foregår på et populært diskotek i Brooklyn med høj diskomusik og frit flydende stoffer, den anden afholdes i en gymnastiksal fuld af politifolk, med en stemning der synes at have overlevet fra 50’ernes selskabsballer. Forskellen er som dag og nat, og det samme gælder for de to brødre Bobby og Joseph, spillet af henholdsvis Joaquin Phoenix og Mark Wahlberg. De personliggør de to vidt forskellige socialsfærer, med fødderne plantet på hver sin side af loven, i hvert fald til at begynde med.

“We Own the Night” fortsætter den noget skarpe opdeling i den indledende portrættering af de to brødre, hvor Joseph er den gode og pligtopfyldende familiefar, mens Bobby er udskejende og hænger ud med halvkriminelle typer. Der går i det hele taget ikke mange øjeblikke, hvor det ikke fremhæves, at Bobby er familiens sorte får, og at hans levestil og omgangskreds misbilliges af både broren og faren, en højtdekoreret betjent spillet af Robert Duvall. En forsoning i familien synes ikke at være lige om hjørnet, men en eskalerende konflikt mellem politiet og byens narkobaroner tvinger alligevel Bobby og Joseph til at tage stilling til, hvor de hver især er nået med deres liv.

Der er ikke mange skumringsstunder at finde i “We Own the Night” – historien er så klart skåret til over fortællingen om den fortabte søn, at man på intet tidspunkt overraskes over udviklingen i plottet. Der er tale om en gedigen genrefilm, hvor Joaquin Phoenix spiller sin signaturrolle som rugende anti-helt, hvilket han dog gør så godt endnu engang, at man stadig fanges ind af hans karakter.

Snarere end at dele opmærksomheden ligeligt mellem de to brødre er det klare fokus på Phoenix’ karakter, Bobby, hvor Joseph primært fungerer som kontrast til Bobby, og er en langt mindre interessant figur. Hvilket er ærgerligt, med tanke på hvor underholdende Wahlberg var som rapkæftet betjent i “The Departed”.

Som Bobby vælger side i konflikten, vises konsekvenserne af hans valg også udførligt, både psykologisk og i mere fysisk forstand. Hans udvikling som person lykkes fint og skaber et troværdigt billede af, hvordan det er at være fanget mellem forskellige loyaliteter. “We Own the Night” lyser dog stærkest i de scener, hvor der er fokus på actionelementer. Disse eksekveres på en yderst intens og effektfuld facon, der formår at placere tilskueren i centrum af situationen via klipningen og ikke mindst musikken. Særligt en biljagt igennem et tungt regnskyl hiver tilskueren helt med ind på førersædet af bilen, og man oplever på egen hud intensiteten og forvirringen i situationen, hvor skudsalver og biler forsvinder ind og ud af det klaustrofobiske tæppe af regn. Men denne scene samt en håndfuld andre føles mere som enkeltstående gode ideer frem for fuldt integrerede dele af filmens overordnede stil, der er langt mindre visuel opfindsom.