Mesterlig krigsfilm af folkene bag Braveheart. “We Were Solders” ligger meget passende ud med at dedikere filmen til både de amerikanske og vietnamesiske soldater der døde under Vietnam-krigen. Dette kendetegner denne lidt atypiske krigsfilm, der både er dramatisk såvel som emotionel.

Filmen starter hårdt og brutalt, med at vise et vietnamesisk bagholdsangreb på en deling franske soldater i Ia Drang dalen i 1950’erne. Denne actionscene danner baggrunden for filmen, og ligger bunden for de næste 2 timer og 20 minutter som filmen varer.

Den første tredjedel af filmen, omhandler soldaternes liv sammen med deres koner og børn, inden de bliver sendt i krig. Vi følger også deres træning til de hårde kampe i Vietnam, hvor soldaterne lærer hinanden at kende, og knytter venskaber.

Det kan måske lyde kedeligt, men disse scener er netop med for at vi kan lære soldaterne og deres familier at kende. Dette bliver vigtigt senere hen i filmen når slaget starter.

De sidste to tredjedele af filmen er næsten ren krigsfilm. Oberst Hal Moore og hans 400 mænd ender bag vietnamesiske linier, hvor de bliver omringet af ikke mindre end 2000 Vietcong-soldater.

Jeg skrev i starten at denne krigsfilm er en smule atypisk, specielt set i forhold til de mange andre krigsfilm der allerede er lavet:

Filmen fokuserer ikke kun på krig og ødelæggelse, men fokuserer også en del på soldaternes familieliv, især hvordan konerne har det, imens deres mænd er i krig. Det ene øjeblik ser vi det blodige slag, og i næste øjeblik ser vi hvordan konerne får besked om at deres mænd er blevet dræbt. Det er naturligvis hjerteskærende at se på, men det er nu med til at højne filmens niveau.

Derudover så ser vi også hvordan den vietnamesiske side havde det med konflikten. Sideløbende med at vi følger Mel Gibson’s karakter, følger vi også den vietnamesiske kommandant og ser hvordan han styrer sine tropper. Vi følger også en enkelt gang en vietnamesisk soldat i slaget, hvordan han skriver til sin kæreste osv. Det viser selvfølgelig at vietnameserne, selvom de var fjender, også var mennesker. Samtidig kan man tydeligt mærke at filmens skabere havde respekt for dem både som mennesker og soldater.

Filmen er baseret på en bog af Hal Moore og Joe Galloway, der begge to var med i slaget, og det er nok derfor at disse ting er taget med. Dette giver filmen nogle nye aspekter, og gør den ret speciel.

Skuespillet i filmen er helt i top. Filmens stjerne er naturligvis Mel Gibson, der leverer en stærk portrættering af oberst Hal Moore.

Hal Moore er en hård, men retfærdig karrieresoldat der går op i hvordan hans mænd har det. Samtidig er han en katolsk familiefar. En karakter med flere facetter. Igennem filmen ser vi Mel Gibson portrættere Moore både som den hårde kommandant, men også Moore’s følsomme sider. Dette illustreres bl.a. i scener med hans kone og børnene, og i slutningen hvor en grådkvalt Moore begræder tabet af menneskeliv.

Mel Gibson er virkelig mesterlig i denne film, og hans tale inden soldaterne drager til Vietnam er virkelig flot og kuldegysfremkaldende.

Nu er det jo ikke Mel Gibson der bærer filmen helt selv, det er jo et helt ensemble der er med i denne film. Barry Pepper gør et godt job som journalisten Joe Galloway der forsøger at forstå krigen, og Greg Kinnear spiller godt, som den modige pilot Crandall. Specielt var jeg imponeret over Sam Elliott, der spiller den gnavne Sergeant Plumley med bravour.

På den kvindelige side har vi Madeleine Stowe og Keri Russell som vi følger på hjemmefronten. De bærer denne del af filmen med flot, emotionelt skuespil. Desværre ser vi ikke nok til dem efter slaget starter, vel kun ca. 10-15 minutter.

Filmen er instrueret af Randall Wallace, der også skrev filmens manuskript baseret på Hal Moore og Joe Galloway’s bog “We Were Solders Once… and Young”. Wallace fører os med sikker hånd igennem filmen, og leverer en særdeles flot film.

Billedsiden er meget flot og i forhold til Saving Private Ryan, meget farverig, specielt imod midten af filmen, hvor der er blod og eksplosioner en masse. Wallace gør brug af en del slow-motion scener, der er med til at underbygge de ting der sker på skærmen, og indtil flere gange er der overhovedet ingen lyd på, kun musik, hvilket er med til at gøre at publikum kommer i den rette stemning.

Jeg vil også gerne lige nævne musikken som jeg syntes var virkelig god. Musikken i starten lægger ud med at anvende hvad der lyder som geværer der bliver ladt eller raslet i takt til militær-musik… ret specielt, men rigtig flot…